pokal header web (3)

Sikker sejr over Lemvig-Thyborøn

På en stærk anden halvleg løb Aalborg Håndbold fra gæsterne fra Lemvig-Thyborøn, der blev sendt hjem med et nederlag på 35-28.

En fortsat skadesramt trup hos Aalborg Håndbold betød at man til dagens kamp i Herreligaen måtte se bort fra hele seks faste stamspillere i form af Simon Hald, Patrick Wiesmach, Martin Larsen, Sebastian Barthold, Mikkel Hansen og Aleks Vlah. Derfor var blot 14 mand inkluderet i dagens kamptrup.

Gæsterne fra Lemvig-Thyborøn havde kniven for struben og skulle hente en sejr for at fastholde håbet om overlevelse i den bedste række. Med den realitet i baghovedet kom bundholdet således bedst fra start og førte 2-4 efter de indledende seks minutter.

Ganske som i tirsdagens opgør mod BSH var det hos Aalborg Håndbold Thomas Arnoldsen der kampen igennem dirigerede offensiven, men det kneb med at ramme de rigtige noder i indledningen, der blev uharmonisk som følge af flere misbrugte chancer.

Defensivt kom man heller ikke optimalt fra start, så de hvidklædte gæster i flere omgange kom for let til både afslutninger og mål.

Det gav en hurtig ændring på målmandsposten, hvor Niklas Landin efter 10 minutter afløste Fabian Norsten, ligesom der kort efter var comeback til anfører René Antonsen, som ikke havde været i kamp siden starten af februar.

Landin fik med to hurtige redninger sat gang i hjemmeholdet, der på kort tid vendte 5-8 til 9-8, blandt andet via fuldtræffere fra Jack Thurin og Buster Juul.

Den gode stime sluttede dog lige så brat som den startede, så selvom Mads Hoxer blev sendt i ilden og trak kampens anden to-minutters udvisning på gæsterne, endte overtaget uden nordjyske scoringer, mens gæsterne kunne øge til stillingen 9-10.

I en periode på ni minutter blev det således blot til et mål til cheftræner Stefan Madsens mandskab, inden Thomas Arnoldsen nettede to gange på kort tid og udlignede til 12-12 med fem minutter igen af første halvleg.

30 generelt skuffende minutter sluttede med endnu en vestjysk udvisning, men heller ikke denne gang kunne værterne profitere af overtallet, så pausestillingen blev 15-15.

Man fornemmede, at hvis Aalborg Håndbold kunne løfte spillet en i begge ender af banen, ville man kunne slå et afgørende hul til de opportunistiske vestjyder.

Galleri – klik for større udgave

Forsøget blev gjort fra anden halvlegs start, hvor man straks bragte sig i front med to scoringer, men tre efterfølgende muligheder for at øge yderligere, blev alle misbrugt på grund af tekniske fejl.

Dermed fortsatte det ujævne spil, hvor holdene skiftedes til at bytte mål i begge ender af banen. For Aalborg Håndbolds vedkommende var det Lukas Nilsson og René Antonsen der i denne fase leverede målene, men sidstnævnte måtte uheldigvis udgå kortvarigt af kampen med en mindre fodskade efter 38 minutter.

Alligevel viste forskellen på de to hold sig nu og efter 42 minutter var man i front 23-19, hvor man defensivt også var gået over til et fem-et forsvar. Det tvang gæsterne til en timeout, som de dog ikke fik megen glæde af, da Tobias Myssing sekunder efter måtte indkassere Lemvig-Thyborøns femte udvisning, denne gang for at strejfe Niklas Landin i hovedet på en afslutning.

Det nordjyske forsvar havde nu for alvor fået fat, og da man samtidig var i front med fem scoringer, var momentum nu på Aalborg Håndbolds side.

De nu desperate vestjyder forsøgte igen og igen at bremse den aalborgensiske offensiv, men den mission var forgæves. Samtidig forcerede bundholdet angrebsspillet for at indhente det tabte terræn, men da kun Jeppe Gade viste sig træfsikker, var løbet endegyldigt kørt for bundproppen, der efter 50 minutters spil skulle forsøge at indhente otte mål inden slutfløjt.

I slutfasen blev der sat en tyk streg under forskellen på top og bund i Herreligaen, da Aalborg Håndbold øgede føringen til 10 mål ved stillingen 32-22, ligesom unge Marinus Munk også fik spilletid og kunne tilføjede to mål.

Slutcifrene blev 35-28 og grundspillet i Herreligaen 2023/2024 ender således med en samlet førsteplads til Aalborg Håndbold med i alt 46 point for 26 kampe, ligesom man på egen hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena sejrede i samtlige 13 kampe.

Efter påske begynder slutspillet, hvor første kamp spilles søndag 7. april kl. 20.00 på udebane mod Ribe-Esbjerg HH, mens første hjemmekamp er 10. april kl. 18.30 mod Mors-Thy Håndbold.

Matchfacts Herreligaen

Aalborg Håndbold – Lemvig-Thyborøn Håndbold 35-28 (15-15)

Stillinger undervejs

10’ 4-7, 20’ 9-10, 30’ 15-15, 40’ 22-19, 50’ 29-21, 60’ 35-28

Målscorere Aalborg Håndbold

Lukas Nilsson 8, Thomas Arnoldsen 7, Buster Juul 5, René Antonsen 4, Kristian Bjørnsen 3, Jack Thurin 3, Jesper Nielsen 2, Marinus Munk 2, Mads Hoxer 1 

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 40%

Fabian Norsten – 11,11%

 Målscorere Lemvig-Thyborøn Håndbold

Jeppe Gade 10, Tobias Myssing 6, Christian Holm 4, Emil Jensen 2, Jon Katballe 2, Lasse Pedersen 1, Nicolai Pugholm 1, Fredrik Clementsen 1, Tobias Bay 1,

Redningsprocenter Lemvig-Thyborøn Håndbold

Emil Tellerup – 16,22%

Simon Egtved – 20%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

Lemvig-Thyborøn Håndbold: 5

 

4.837 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

(Fotos: Mathias G. Larsen)

HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Aalborg Håndbold-Fredericia HK Foto: Henrik Hansen

Sygdomsramt Simon Dahl er blevet i Aalborg

Cheftræneren var tirsdag morgen forhindret i at rejse med resten af truppen til Magdeburg i Tyskland. Således er Simon Dahl ramt af en sygdom, der allerede brød ud før weekendens...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-SC Magdeburg Foto: Henrik Hansen

Patrick Wiesmach ukampdygtig i flere uger

Fløjspilleren kom til skade i fredags og må nu væbne sig med tålmodighed. Konkret er der tale om en fibersprængning i det ene baglår, hvilket forventeligt holder Wiesmach ude af...
Santander Cup 2025 Finale Herrer i Jyske Bank Boxen Aalborg Håndbold Bjerringbro-Silkborg Foto: Henrik Hansen

Aalborg Håndbold vinder Santander Final4!

Bag store indsatser fra blandet andet Thomas Arnoldsen og Niklas Landin blev triumfen kørt sikkert i hus med cifrene 34-29. Søndag var det blevet finaletid ved Santander Final4 i Jyske...

Håndbold i verdensklasse