Sikker sejr over Mors-Thy

Trods en langsom start, nedkæmpede Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag uden problemer Mors-Thy Håndbold med cifrene 33-26. Juri Knorr topscorer med syv fuldtræffere.

Efter torsdagens sejr i Veszprém måtte Aalborg Håndbold lørdag stille til start uden flere spillere. Udover langtidsskadede Alec Smit, var Marinus Munk fortsat ude med mindre skavanker, og det samme gjaldt på dagen anfører René Antonsen, mens Vetle Rønningen var ramt af sygdom. Derfor var der i dagens trup blevet plads til U/19-spiller Eimantas Januskevicius.

Fra start var Niklas Landin på mål, Alexander Blonz og Kristian Bjørnsen på fløjene, Thomas Arnoldsen, Juri Knorr og Mads Hoxer i bagkæden, samt Felix Möller på stregen. I defensiven vekslede Hoxer med Simon Hald.

Opgøret var mindre end fire minutter gammelt, da Knorr fik kampens første udvisning, hvilket fulgte i kølvandet på en teknisk fejl og en misbrugt afslutning fra tyskeren. Han skulle dog sidenhen gøre skaden mere end god igen.

I det efterfølgende undertal måtte Arnoldsen to gange se afslutninger blokeret, hvorfor det var gæsterne fra Mors-Thy der kom bedst fra land og kunne notere sig en føring på 1-3 efter godt fem minutter.

Hos gæsterne var det ikke overraskende talentfulde Victor Norlyk der førte an i scoringen, mens Lukas Nilsson stod bag Aalborg Håndbolds første to kasser.

Opgøret var også en duel mellem Aalborgensisk fysik og nordvestjysk fart, hvor især midtblokken med Hald, Möller og Arnoldsen havde nok at se til indledningsvis overfor de små og fodrappe Mors-Thy spillere.

To redninger fra Landin blev dog vekslet til Knorr-scoringer på andenbølge-gennembrud og udligning til 5-5, inden holdene fulgtes ad på måltavlen til stillingen 7-7 efter godt et kvarter.

Et soloraid fra Arnoldsen kastede herefter en udvisning og et straffekast af sig, som den stærke bagspiller selv udnyttede til kampens første føring til hjemmeholdet. Denne blev hurtigt øget til 10-7 via træffere fra Hoxer og Arnoldsen.

Aalborg-bænken kom herefter i brug, da både Sander Sagosen og Patrick Helland Anderson blev sendt i spil, men nordmændene måtte se to fine angreb afsluttet uden scoringer, inden Lukas Nilsson kunne øge til 11-8 på et kraftigt skud fra distancen.

Samtidig var forsvaret i den grad blevet fintunet, blandt andet via fem-et opdækning, for gæsterne rundede godt 11 minutter, hvor det kun blev til én scoring, hvilket de regerende mestre udnyttede til at etablere en føring på fem mål ved stillingen 14-9.

Trods et misbrugt straffe fra Arnoldsen blev grebet om kampen fastholdt til pauseføring på 16-12.

Fra anden halvlegs start kom Buster Juul på banen for Blonz, mens Patrick Wiesmach på modsatte fløj afløste Kristian Bjørnsen. Samtidig satte Juri Knorr fra start ekstra fart på i offensiven og fintede sig tre gange igennem til scoring,

Fortsat var Victor Norlyk omdrejningspunktet i gæsternes offensiv, men playmakeren fik sværere og sværere ved at sætte holdkammeraterne i scene, for et bevægeligt Aalborg-forsvar bed stadig godt fra sig og lukkede godt af centralt.

Kun et flot skud fra unge Gustav Sunesen, samt en kontra efter en teknisk fejl, gav scoringer til Mors-Thy, mens Sagosen, Hoxer og Knorr gang på gang gav de blåklædte gæster rigeligt at tænke på i forsvaret.

Galleri – klik for større fotos

Wiesmach øgede til 22-15 efter endnu en kontra, inden Mors-Thy måtte tage timeout efter 39 minutter, i et forsøg på at få etableret et comeback.

Et aggressivt tre-tre forsvarsspil blev modtrækket fra gæsterne, der kunne notere to reduceringer ved Victor Norlyk, om end dette ikke ændrede på kampbilledet, hvor Aalborg Håndbold fortsat havde solidt fat i taktstokken.

Med et kvarter tilbage var stillingen 23-18 til hjemmeholdet, og tiden arbejdede i den grad i mestrenes favør.

Løbende blev der roteret flittigt fra bænken, så spilletiden blev optimalt fordelt og friske kræfter blev holdt i spil. Derfor kom døren til et comeback ikke engang på klem, understreget af to hurtige kontrascoringer fra Patrick Helland til 28-21 efter 51 minutter, der fjernede enhver spænding om udfaldet.

Sidste højdepunkt i kampen for de 5.239 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena, blev debuten til U/19-spiller Eimantas Januskevicius, der til stående klapsalver blev sendt på banen med godt to minutter igen.

Nordmanden kronede debuten med at score opgørets sidste mål for værterne, der endte med en sejr på 33-26.

Dagens resultat var den 24. sejr på stribe for Aalborg Håndbold, der dermed blot er to sejre fra at fuldbyrde et perfekt grundspil.

I den kommende uge venter landsholdsopgaver for en række spillere, mens næste opgør i Bambuni Herreligaen spilles onsdag 25. marts på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 24. spillerunde

Aalborg Håndbold – Mors-Thy Håndbold 33-26 (16-12)

Stillinger undervejs

10’ 4-5, 20’ 10-8, 30’ 16-12, 40’ 22-15, 50’ 25-20, 60’ 33-26

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 7, Mads Hoxer 4, Patrick Helland Anderson 4, Lukas Nilsson 4, Sander Sagosen 3, Buster Juul 3, Thomas Arnoldsen 2, Patrick Wiesmach 1, Simon Hald 1, Alexander Blonz 1, Kristian Bjørnsen 1, Felix Möller 1, Eimantas Januskevicius (U/19-spiller) 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 29,03% (9/31)

Fabian Norsten – 40,00% (2/5)

Målscorere Mors-Thy Håndbold

Victor Norlyk 5, Gustav Sunesen 4, Nichlas Hald 4, Silas Overby 4, Christoffer Brorson 3, Kasper Didriksen 2, Malthe Bull 1, Lasse Pedersen 1, Magnus Norlyk 1

Redningsprocenter Mors-Thy Håndbold

Svend Rughave – 28,95% (11/38)

Oliver Larsen – 33,33% (2/6)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

Mors-Thy Håndbold: 2

5.239 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Sporting6

Se højdepunkter fra første kvartfinale

Se de bedste øjeblikke fra den medrivende 31-31 kamp i Lissabon.
Sporting4

Aalborg Håndbold red stormen af i Lissabon

Trods nede med fem mål i anden halvleg, fik Aalborg Håndbold et godkendt resultat af første Champions League-kvartfinale mod Sporting CP, der endte 31-31 onsdag aften. Thomas Arnoldsen topscorer med...
Sporting_efteraar2025

Værd at vide om Sporting CP

Varm op til aftenens spændende kvartfinale med disse facts om de portugisiske mestre fra Sporting CP.

Håndbold i verdensklasse