pokal header web (3)

Snævert nederlag giver tredje DM-finale

I et særdeles tæt finaledrama i Fredericia måtte Aalborg Håndbold se en tremåls-føring fordufte i de sidste 10 minutter. Facit blev et nederlag på 31-30, hvorfor en tredje finale er påkrævet for at placere DM-guldet.

I forhold til søndagens 31-26 sejr havde cheftræner Stefan Madsen en lille overraskelse i ærmet til aftenens anden DM-semifinale på udebane mod Fredericia HK, i det målmand Niklas Landin noget overraskende var med på holdkortet.

Alligevel var det igen Fabian Norsten der indledte mellem stængerne, hvor han på banen havde selskab af Mads Hoxer, Sebastian Barthold, Patrick Wiesmach, Thomas Arnoldsen, Simon Hald og Henrik Møllgaard.

Ikke overraskende fortsatte Fredericia-mandskabet med det velkendte fysiske og meget offensive forsvar, hvilket straks fra start gav masser af dueller til Arnoldsen, Hoxer og Aleks Vlah – ganske som i første finale.

Hos værterne søgte man indledningsvis at komme til afslutninger fra afstand, hvilket kastede to mål af sig, mens Aalborg Håndbold i kampens syvende minut kunne tage sin første føring til stillingen 2-3 ved Mads Hoxer.

Anfører René Antonsen kom på banen kort efter, ligesom Martin Larsen i defensiven afløste Mads Hoxer med henblik på at dosere sidstnævntes kræfter til resten af opgøret.

Et Landin-indhop på et straffekast gav ikke pote, hvorefter en teknisk fejl fra Thomas Arnoldsen blev straffet med scoring, så stillingen efter det første kvarter var 7-8 i nordjysk favør.

Fredericia-mandskabet forsøgte sig løbende med varierede angreb med hurtig boldomgang, masser af kryds, samt afslutninger fra både fløj og distance, hvilket krævede stor energi og årvågenhed fra Aalborg-defensiven.

Opskriften var til gengæld fortsat den samme i angrebet, hvor duelspillet var i fokus, hvorfor der fortsat blev trukket store fysiske veksler på Arnoldsen, Hoxer og Vlah. Netop Vlah og Arnoldsen fik efter 19 minutter et fortjent hvil til fordel for Lukas Nilsson og Mikkel Hansen.

Sidstnævnte kvitterede omgående med en millimeter-præcis scoring i det ene målhjørne, mens Nilsson uheldigvis måtte humpe fra banen minutter senere med en fodskade, hvilket kostede svenskerens deltagelse i resten af kampen.

Tomålsføringen blev forsvaret frem til 24. minut, hvor Fredericias Sebastian Henneberg kunne reducere til 10-11 på endnu en afslutning fra distancen.

Det aftvang en timeout fra Stefan Madsen, men den taktiske pause gav i første omgang ikke den ønskede effekt, da Henneberg atter slog til og udlignede til 11-11.

Kampens anden tominutters-udvisning til hjemmeholdet fulgte kort efter, men også Mads Hoxer måtte en tur på bænken for en forseelse i første halvlegs afslutning. Her viste sydjyderne sig stærkere i overtalsdisciplinen, så man for første gang i 25 minutter kunne generobre føringen ved stillingen 13-12.

Martin Larsen fik hårdt presset udlignet til pausestillingen 13-13, men man fornemmede at momentum var hos hjemmeholdet.

Thomas Arnoldsen gav fornyet håb til titeldrømmene, da han indledte anden halvleg med to hurtige scoringer, hvorfor Fredericia-træner Gudmundur Gudmundsson måtte tage timeout efter mindre end tre minutter.

Modsvaret fra Fredericia blev syv-mod-seks i angrebet, en taktik med stor risiko, men også stor belønning, hvilket flere scoringer fra værterne understregede.

Tydeligt var det dog, at det var et Aalborg-mandskab der var kommet ud til anden halvleg med fart i skoene, så meget at man en kort overgang troede at man var vidne til et atletikstævne og ikke en håndboldfinale.

En byge af mål fra begge mandskaber gav stillingen 19-21 efter 40 minutters spil, men den gode nordjyske stime blev bremset, da Sebastian Barthold blev idømt en udvisning på en afslutning fra Fredrik Mossestad.

Galleri – klik for større fotos

Her fik Fredericia indsnævret føringen på måltavlen, inden det var sydjydernes tur til at få en mand på bænken for en forseelse. Alligevel kunne FHk’s Anders Kragh Martinusen udligne til 23-23, inden Sebastian Barthold måtte se sin afslutning reddet.

Pendulet svingede derfor atter i hjemmeholdets favør, hvorfor Stefan Madsen valgte at sende Niklas Landin på mål i et forsøg på at generobre overtaget.

Ikke overraskende bølgende kampen igen frem og tilbage, hvor en ny udvisning til Fredericia blev straffet af de blåklædte gæster, så man efter 50 minutter førte 23-26.

Muligheden for en firemåls-føring var til stede, men en angrebsfejl af Aleks Vlah betød at Reinier Taboada i stedet kunne reducere distancen til først to og sidenhen ét mål ved stillingen 25-26.

En hårdt fightende Arnoldsen måtte efter et sammenstød lade sig udskifte til den nervepirrende afslutning, hvorfor Mikkel Hansen overtog roret i det aalborgensiske angreb.

Med fire minutter igen var stillingen helt lige 25-25 og nordjyderne sled nu hårdt i det for at finde de sidste scoringer der kunne sikre DM-titlen.

I forsøget på netop dette kostede en fejlaflevering fra Aleks Vlah en scoring i modsatte ende, hvor Anders Kragh Martinusen med sin 10. scoring kunne sende hjemmeholdet i front 30-29.

Hoxer leverede modsvaret, men igen tog de rødklædte værter føringen, hvorfor alt presset var på Aalborg Håndbold med godt ét minut igen. for at sikre den afgørende udligning.

Her kaldte Stefan Madsen aftenens sidste timeout, men det efterfølgende angreb endte med et frikast som Mads Hoxer sendte i opdækningsmuren.

I de allersidste sekunder leverede Fabian Norsten en redning, der betød at Patrick Wiesmach fik en sidste afslutning i allersidste sekund.

Skuddet kom dog fra en meget spids vinkel og voldte ikke Fredericia-målmand Sebastian Frandsen problemer.

Dermed blev resultatet en Fredericia-sejr på 31-30 og nu venter lørdag eftermiddag en altafgørende tredje DM-finale i Sparekassen Danmark Arena.

Nærmere information om opgøret og et eventuelt billetsalg hertil følger torsdag.

Matchfacts Herreligaen, 2. DM-finale

Fredericia HK – Aalborg Håndbold 31-30 (13-13)

Stillinger undervejs

10’ 4-5, 20’ 8-10, 30’ 13-13, 40’ 18-21, 50’ 23-26, 60’ 31-30

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 9, Thomas Arnoldsen 5, Mikkel Hansen 4, Aleks Vlah 3, Simon Hald 3, Sebastian Barthold 2, Patrick Wiesmach 1, , Martin Larsen 1, Henrik Møllgaard 1, René Antonsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 0,00

Fabian Norsten – 21,88

Målscorere Fredericia HK

Anders Kragh Martinusen 10, Reinier Taboada 5, Sebastian Henneberg 5, Jonas Kruse Kristensen 2, Nikolaj Nielsen 2, Martin Bisgaard 2, Fredrik Mossestad 2, Kasper Young 1, Lasse Balstad 1, Einar Ólafsson 1

Redningsprocenter Fredericia HK

Sebastian Frandsen – 15,0

Thorsten Fries – 20,0

2-minutters udvisninger

Fredericia HK: 4

Aalborg Håndbold: 2

2.400 tilskuere i T Hansen Arena, Fredericia

SAH6

Felix Möller forventer svær udekamp mod SAH

Se med når den svenske stregspiller ser frem mod torsdagens slutspilskamp i Aarhus. https://youtu.be/PjCm4rraLso Se hele optakten med Felix Möller i afspilleren herover. Torsdagens opgør spilles kl. 20.30 i Djurslands...
AAH x Pro Handball USA

Aalborg Håndbold blandt fire inviterede hold til Pro Handball USA's første turnering

De danske mestre deltager i sommeren 2026 ved den første håndboldturnering i USA, hvor også Füchse Berlin og HBC Nantes er med. Således er Aalborg Håndbold som det eneste danske...
HHD_5343

Klubmanden Martin Larsen indstiller karrieren og bliver ny team manager i Aalborg Håndbold

Den 32-årige bagspiller indstiller til sommer karrieren på banen, men fortsætter i Aalborg Håndbold i en nyoprettet funktion som team manager. Med mere end 360 kampe og 826 mål på...

Håndbold i verdensklasse