Søndagsdyst mod Skjern i vente

Anfører René Antonsen ser frem mod weekendens opgør i Bambuni Herreligaen, der byder på en rematch af seneste sæsons DM-finale.

Søndag kl. 20.00 venter sæsonens fjerde kamp i grundspillet i Bambuni Herreligaen, når Aalborg Håndbold på udebane gæster Skjern Håndbold i Skjern Bank Arena.

Kampen giver Aalborg Håndbold en mulighed for at komme tilbage på sejrssporet efter torsdagens skuffelse i Berlin i Champions League.

– Det blev en tough kamp dernede, hvor vi sled med at lave mål og også brændte mange store chancer, ligesom vi generelt manglende kynisme i begge ender af banen. Jeg synes også at rent defensivt blev det til tider lidt naivt og uforløst og vi fik ikke holdt de ting vi havde aftalt på forhånd, siger anfører René Antonsen, inden fokus rettes på søndagens opgør, der bliver det andet indbyrdes opgør mellem de to hold, der også mødtes i august måned i Bambuni Super Cup – dengang med en sikker Aalborg-sejr på 35-29 til følge.

Siden da har Aalborg Håndbold vundet sæsonens første tre kampe i den hjemlige liga, mens Skjern har lidt nederlag til både GOG og TTH Holstebro, samt sejret over Sønderjyske Herrehåndbold.

Det rækker til en øjeblikkelig syvendeplads i tabellen til vestjyderne, mens Aalborg Håndbold er placeret på ligaens andenplads, dog med en kamp færre end Mors-Thy Håndbold, der i skrivende stund indtager førstepladsen.

– Det bliver endnu en svær kamp for os, for det er altid svært at spille i Skjern. Selvom vi har haft et fint tag på dem de seneste gange vi har mødt dem, så ved vi, at der altid er god intensitet på deres hjemmebane. De vil helt sikkert prøve at kyse os på fysikken og slå vores gode form i stykker – ligesom de helt sikkert vil spille en masse syv mod seks som vi så det i Super Cup’en.

– Hvordan vi løser den udfordring? Vi kigger lidt på hvordan de griber det an og analyserer på hvad de gør, og så må vi agere ud fra det, stå godt og tæt sammen i forsvaret og prøve at få deres afslutninger godt ud i banen. Gør vi det, kan vi forhåbentlig få nogle redninger i målet, løbe nogle hurtige kontraer og få nogle lette mål. Vi ved, at det altid er svært at stoppe og nogle gange får man lov at spille 10-15 sekunder længere i syv mod seks, så nøgleordet for os, er at være tålmodige, forklarer Antonsen.

Galleri – fotos fra sejren over Skjern i Bambuni Super Cup

Med et snit på 38 mål i de første tre ligakampe, har den nordjyske offensiv vist sig særdeles potent. Men hvordan fortsætter man den stime søndag, efter at det i Berlin blot blev til 28 scoringer?

– Det der er lykkedes for os i de seneste kampe, Berlin undtaget, er vores fart og tempo, der i den grad har bidraget til de mange mål vi får scoret. Så det skal vi bibeholde og holde et højt intensitetsniveau gennem hele kampen, selvom Skjern vil forsøge at trække tempoet ud af opgøret.

– Så vi skal holde godt gang i spillet og huske på, at vi er bedst når tingene sker i højt fart og på vores præmisser. Kan vi gøre det, kombineret med en solid og hård defensiv der giver vores målmand gode betingelser, så tror jeg vi kan tage begge point med hjem til Aalborg, afslutter anføreren.

Søndagens kamp spilles kl. 20.00 i Skjern Bank Arena og kan følges direkte på TV2 Sport og TV2 Play.

Nyhed

Forberedelserne til EM er i gang

Alle syv landsholdsspillere er samlet med deres respektive landshold I næste uge starter EM i Tyskland, og inden da venter flere testkampe for vores syv landsholdsspillere. DanmarkFire Aalborg-spillere er udtaget...

Læs mere
Nyhed

Fastlagte testkampe i januar

Mens slutrunden afvikles spiller vi tre træningskampe Januar betyder ligapause, og dermed slutrunde for flere af vores spillere. Resten af holdet møder ind igen efter juleferien onsdag 10. januar, hvor...

Læs mere
Nyhed

God jul og godt nytår

Juleferien betyder at kontoret er lukket frem til 2. januar. Aalborg Håndbold ønsker alle en rigtig god jul og et godt nytår. Grundet juleferien vil kontoret være lukket frem til tirsdag...

Læs mere

Håndbold i verdensklasse