Lørdag eftermiddag venter en ny udfordring for Aalborg Håndbold, når det på udebane gælder SønderjyskE. Læs optakt til kampen med Martin Larsen.
Onsdag aften blev en stor europæisk skalp sikret, da Aalborg Håndbold på udebane besejrede polske Industria Kielce i Machineseeker EHF Champions League. En sejr der i den grad har givet et rygstød frem mod de mange kampe der venter i et travlt efterår.
– Vi er selvfølgelig rigtig glade for sejren, det var en sindssyg god start på Champions League for vores vedkommende. Når jeg ser på kampen, så synes jeg vi hævede niveauet i forhold til de kampe vi havde spillet inden da, vi fik lavet færre tekniske fejl end tidligere og det var udslagsgivende for at vi kunne tage sejren.
– Det betyder meget for os at få en god start, for vi ved at det er en svær gruppe og at der kommer mange hårde kampe mod mange gode hold. Så det var vigtigt at få point i starten, så vi forhåbentlig kan holde os i toppen af gruppen, forklarer Martin Larsen, og anerkender at sådan en sejr kan få positiv betydning i et travlt efterår.
– Det er klart at sådan et resultat giver et mentalt rygstød som vi også kan tage med videre til den hjemlige liga. Vi har en rigtig god selvtillid som hold, og vi får udnyttet alle de kræfter vi har, ligesom alle bidrager godt og får spilletid. Så for hver kamp vi spiller synes jeg at vi lægger vi lag på lige nu, både offensivt og defensivt, det kan vi kun være tilfredse med, lyder det videre fra Martin Larsen efter fredagens afsluttende træning frem mod morgendagens kamp.
Her er Aalborg Håndbold igen på udebane, denne gang mod et SønderjyskE-mandskab, der endte grundspillet i sæsonen 2022/23 på en niendeplads, inden man i kvalifikationsspillet sluttede på en andenplads.
For hver kamp vi spiller synes jeg, at vi lægger lag på lige nu, både offensivt og defensivt
- Martin Larsen
Seneste besøg i Sønderborg var i oktober 2022 i en kamp der i store dele af tiden var ganske tæt foran et medlevende sønderjysk publikum, inden det til sidst blev til nordjysk sejr på 36-33.
– SønderjyskE har helt sikkert et godt hold, og vi ved at det altid er et svært sted at spille. Er man ikke helt klar fra start, så kan man komme i store problemer dernede. Omvendt kan man sige, at hvis vi er klar fra første fløjt, holder tempo i kampene som hidtil og spiller op til vores niveau, så skal der nok ligge to point og vente på os, analyserer Martin Larsen, der dog forventer at hjemmeholdet lørdag ikke blot vil spille med hænderne men også med musklerne.
– De spiller meget fysisk og går altid til stålet på deres hjemmebane, og samtidig er de dygtige i en-mod-en spillet. Så når det kører for dem, så er de rigtig gode. Til gengæld ved vi også, at når de kommer i modvind, så har de også nogle udfordringer. De perioder skal vi udnytte til at slå det hull der kan blive afgørende for kampens udfald.
– Det vigtigste for os er at være klar til kampen, mentalt og fysisk. Hvis vi slækker på tingene, så har vi før set, at vi kan lukke hold unødvendigt ind i kampene. Er vi der 100% fra start kan vi til gengæld lukke en kamp tidligt, lyder det videre fra Aalborg Håndbolds nummer 17, der glæder sig til igen at se og høre Aalborg-fans på lægterne på udebane.
– Det betyder altid meget at have støtte med på udebane, det gør noget for os alle sammen at der er nogen der hepper på os – især i en hal som i SønderjyskE, hvor der er smæk på. Så det bliver forhåbentlig dejligt at se mange røde trøjer på tribunerne igen i morgen, afrunder Martin Larsen.
Lørdagens kamp starter kl. 16.10 i Broager Sparekasse Skansen i Sønderborg og kan følges direkte på TV2 med optakt fra kl. 15.50.