Stefan Madsen har ført Aalborg Håndbold til DM-guld i sine tre første sæsoner i spidsen for holdet, og cheftræneren satser hårdt på at udbygge stimen i den nye sæson, der indledes med dysten om Super Cup trofæet på onsdag mod Mors-Thy.
– Det er vores altoverskyggende mål at blive danmarksmestre igen, og det går vi benhårdt efter. Folk vil sikkert også snakke om, at vi skal nå langt i Champions League, og efter vores succes i sidste sæson har vi absolut fået smag på mere, men i første omgang handler det om at komme videre fra gruppespillet. Derefter er det ude af vores hænder, hvem vi løber ind i, men vi skulle gerne nå mindst til kvartfinalen, lyder det fra Stefan Madsen.
Hvilken ballast giver DM-hattricket og sølvmedaljen i Champions League?
Hvordan har du med det øgede pres?
– Jeg har det okay – ellers skulle jeg jo skynde mig væk! Jeg kan dog tydeligt mærke, at presset og forventningerne gradvist er steget, og eksempelvis oplevede jeg DM-guldet i 2019 som 100 procents glæde, mens mesterskabet i 2021 føltes som 70 procents glæde og 30 procents lettelse. I al beskedenhed er jeg heldigvis god til at tage et pusterum mellem de mange vigtige kampe, og presset giver mig ikke søvnløse nætter.
Hvordan vil du betegne jeres forberedelser til sæsonen?
– Det har været et positivt forløb, selv om spillerne på grund af OL er troppet op i flere tempi, således at vi kun har haft alle mand samlet i knap en uge. På den konto har vi nu lidt travlt med at blive klar til de betydende kampe.
Hvad er din primære udfordring lige nu?
– Vi skal i første række finde en tryg base i defensiven – heriblandt en 5-1 formation, hvor det har set lovende ud med Aron Pálmarsson i den fremskudte rolle.
Apropros Pálmarsson – hvordan er det at få en verdensstjerne af hans kaliber ind i truppen?
– En kæmpe gave. Han har jo en værdifuld erfaring og nogle åbenlyse kvaliteter, som vi kan nyde gavn af. Aron er en person, der ved, hvad han vil, men han går til opgaven med stor ydmyghed og virker bevidst om, at han i højere grad skal flettes ind i vores struktur end omvendt.
Hvordan vurderer du niveauet i truppen i forhold til sidste sæson?
– Med al respekt for de spillere, der har forladt os, vil jeg mene, at vi har taget et skridt opad. Vi er blevet bredere og kan bedre rokere rundt i forskellige formationer. Niveauet under træning tegner godt, så der er grund til at tro, at vi kan nå de samme højder som i sidste sæson – og måske mere.
Kan vi forvente store spillemæssige ændringer?
– Ikke lige på den korte bane, hvor vi i vid udstrækning bestræber os på at få de nye spillere integreret i spilkonceptet. Men i løbet af sæsonen har vi selvfølgelig ambitioner om at udvikle vores repertoire.
Kan du røbe specifikke fokuspunkter lige nu?
– Det vigtigste er at få spillerne i bedst mulig grundtræning, inden sæsonen for alvor bliver kamporienteret. Desuden lægger vi stor vægt på, at vores nye spillere hurtigt bliver dus med vores kultur og den måde, vi præsenterer os på.
På godt fire måneder skal I spille 35 betydende kampe – hvordan håndteres et sådant program?
– Vi skal bruge vores erfaringer fra de sidste to sæsoner, og spillerne må være bevidste om, at deres roller kan ændre sig, så man eksempelvis er 50 minutter på banen i den ene kamp og derefter tilbringer det meste af tiden på bænken. Med vores brede trup er det ambitionen at holde alle i gang – uden at gå på kompromis med vinder-ambitionerne.
Hvordan er muligheden for at vinde Super Cup?
– Vi har en god chance for at starte sæsonen med en titel og tage revanche for nederlaget til Mors-Thy i pokalfinalen. Det var den eneste gang i sidste sæson, hvor vores batterier virkede flade i slutfasen, uden at det skal være nogen undskyldning, for Mors-Thy spillede virkelig en fantastisk finale-weekend og fortjente triumfen.
Hvad betyder det, at publikum for alvor er tilbage i hallerne?
– Vi glæder os sindssygt meget til at opleve samspillet igen og betale tilbage til dem, der loyalt har støttet os. Selv om hallen dengang kun var halvt fyldt, mærkede vi i vores tredje DM-finale i juni mod Bjerringbro-Silkeborg, hvor meget opbakningen betyder i en intens og energifyldt arena. Det er i høj grad, hvad sport handler om.