Storsejr i Lemvig

En rigtig flot holdpræstation resulterede i en stensikker 23-33 sejr i aftenens ligakamp ude mod Lemvig-Thyborøn. Pausestillingen var 11-17.

I første angreb tog hjemmeholdet en 1-0 føring – derfra så vi os ikke tilbage. 217 sekunder senere havde vi efter fem mål på stribe taget kontrol over kampen, og hjemmeholdet tog timeout allerede efter de fem minutters spil.

Vi fortsatte dog vores koncentrerede start, hvor vi havde lagt ud med et godt tempo og høj intensitet i begge ender. Føringen fik vi dermed også udbygget til 6 mål undervejs i første halvleg.

Vestjyderne slap dog ikke grebet om kampen helt uden videre, og de fortsatte med at fighte i en godt pakket Arena Vestjylland Forsikring. De fik således bragt forspringet ned på tre mål.

En timeout fra cheftræner Stefan Madsen godt midtvejs i første halvleg fik igen strukturen og koncentrationen tilbage. Vi fik dermed igen øget forspringet, så vi kunne gå til pause foran 11-17.

Da vi kom ud fra pausen bibeholdte vi fokus og øgede hurtigt forspringet til 9 mål. Vi gik dog ikke ned i koncentration, og vi spillede kampen igennem med god intensitet og tempo.

Efter en yderst professionel og rigtig god indsats kunne vi da hornet lød derfor sætte to sikre point på kontoen efter sejren på 10 mål.

Hele holdet bød til med fine aktioner. Forsvaret stod godt. Aggefors havde fine redninger. Og angrebsspillet flød rigtig fint.

I spidsen angrebsmæssigt var Janus Smarason, der havde taget dirigentstokken og tilmed blev topscorer med 7 scoringer. Skarpt forfulgt af Holst, Barthold og Ómar, der alle leverede 6 mål.

Samme tid med vores kamp spillede BSV uafgjort ude mod KIF Kolding. Det betyder, at vi nu rykker op på en delt førsteplads med 18 point.

Denne placering skal forsvares mandag, hvor vi igen skal på banen. Denne gang mod Århus Håndbold hjemme i Jutlander Bank Arena. Køb din billet til kampen her.

Tobias Ellebæk døjede i dag med en småskade, og han havde derfor taget plads på tribunen sammen med Buster og Knud.

MATCHFACTS:

Målscorere for Lemvig-Thyborøn:
Jesper Kokholm 5, Jonas Nielsen 5, Mads Thymann 3, Rasmus Porup 3, Casper Christensen 2, Mathias Porsholdt 1, Andreas Damgaard 1, Jacob Østergaard 1, Michael Thøgersen 1. 

Målscorere for Aalborg Håndbold:
Janus Smarason 7, Andreas Holst 6, Sebastian Barthold 6, Ómar Ingi Magnússon 6, Henrik Møllgaard 3, Frederik Bech 1, Mikael Aggefors 1, Jesper Meinby 1, René Antonsen 1, Mark Strandgaard 1. 

Udvisninger:
Lemvig-Thyborøn: 2 x 2 min.
Aalborg Håndbold: 2 x 2 min.

Dagens dommere var Henrik Nielsen og Jeppe Vestergaard.

Dagens tilskuertal i Arena Vestjylland Forsikring var 1.077.

REHH_Thomas

Stærk anden halvleg gav sejr i Esbjerg

Trods en langsom start kom Aalborg Håndbold i anden halvleg i omdrejninger og løb fra værterne fra Ribe-Esbjerg HH, der blev besejret 29-32. Thomas Arnoldsen topscorer med 10 mål, mens...
wiesmach-skud-sah1

Wiesmach: "Jeg glæder mig rigtig meget til at spille kamp igen"

Se med når Patrick Wiesmach giver sine forventninger til lørdagens opgør på udebane mod Ribe-Esbjerg HH - og til sit eget comeback på banen.
_HHD4729

Patrick Wiesmach nærmer sig comeback

Knap et halvt år efter en alvorlig skulderskade er fløjspilleren nu tæt på at kunne vende tilbage i den røde Aalborg-trøje.

Håndbold i verdensklasse