Hele syv Aalborg Håndbold-spillere var lørdag aften i kamp ved EM-slutrunden.
Svenske Felix Möller og hollandske Alec Smit dystede mod hinanden i Malmö, da det endelig var blevet Sveriges tur til at skyde EM-slutrunden i gang.
Her mødte man på hjemmebanen i Malmö Arena det hollandske landshold, der havde Alec Smit på banen fra start.
Smit havde rigeligt at se til i defensiven, mens det offensivt blev til en enkelt afslutning i kampen, der dog blev reddet.
Felix Möller kom første gang på banen efter godt 20 minutter, hvor han var involveret i begge ender af banen og blandt andet blokerede en hollandsk afslutning på vejen mod pauseføring på 16-12.
I anden halvleg blev stregspilleren atter indskiftet efter 46 minutter, hvor svenskerne førte 27-22 og få minutter senere blev det også til to scoringer på stribe for Möller. Resultatet blev en svensk sejr på 36-31 i en fyldt Malmö Arena.
På dagen var Fabian Norsten ikke blandt de 16 mand på holdkortet.
Sverige spiller mandag aften næste opgør i det indledende puljespil, hvor modstanderen er Georgien, mens Holland i næste kamp møder Kroatien.
For Norge var det blevet tid til anden kamp ved EM-slutrunden, da man i Unity Arena i Oslo jagtede endnu en sejr, denne gang mod Tjekkiet.
Tjekkerne bed dog godt fra sig og førte en overgang i første halvleg med tre mål, til trods for en god indledning af både Sander Sagosen og Patrick Helland Anderson. Sidstnævnte nettede fire gang i første halvleg, der endte 16-16.
I anden omgang fik nordmændene stille og roligt trukket fra og sejrede 29-25, men hverken Sagosen eller Anderson sluttede med den bedste dag på kontoret, da man endte med henholdsvis tre mål på 10 forsøg og fire mål på ni forsøg.
Alexander Blonz kom ikke på måltavlen i kampen, hvor han måtte se et straffekast reddet, mens Vetle Rønningen igen bidrog i defensiven.
Norge spiller sidste kamp i indledende runde mandag aften mod Frankrig.
Endelig spillede Juri Knorr og Tyskland deres anden kamp ved slutrunden, da man i Boxen i Herning mødte Serbien – en kamp der endte med et overraskende udfald.
Knorr indledte som lyn og torden og blev i første halvleg noteret for fire mål på vejen til en pauseføring på 17-13. I anden omgang stormede østeuropæerne dog tilbage og efter 49 minutter var det i stedet serberne der førte 21-23.
I en spændende slutfase var stillingen 25-25 med fire minutter igen, men til sidst måtte tyskerne se sig slået med cifrene 27-30 og Knorr blev noteret for fem mål på otte forsøg.
Mandag aften møder tyskerne Spanien i den sidste kamp i det indledende gruppespil.
Foto: EHF/Kolektiff





