Manglende skarphed foran mål kostede lørdag aften point, da Aalborg Håndbold på udebane måtte nøjes med 30-30 mod BSH.
Efter onsdagens uafgjorte resultat mod PSG gjaldt det lørdag aften femte spillerunde i Bambuni Herreligaen, hvor værterne fra Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) tog i mod i JYSK Arena i Silkeborg.
Uden skadede Lukas Nilson og Sander Sagosen, samt Vetle Rønningen, der var fraværende grundet lykkelige omstændigheder, stillede cheftræner Simon Dahl fra start med Niklas Landin på mål, Tobias Nielsen og Alexander Blonz på fløjene, Simon Hald og Felix Möller i midtblokken, samt Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer på backpladserne. I angrebet blev Hald erstattet af Juri Knorr.
Kampen fik en god start set med nordjyske øjne, da Landin i kassen snuppede hjemmeholdets første to afslutninger, mens Hoxer og Knorr nettede i modsatte ende.
Glæden blev dog kortvarig, i det kampens første udvisning til Felix Möller betød at BSH, under kyndig ledelse af Rasmus Lauge, fik vendt tingene på måltavlen og fik udlignet til 3-3 efter godt fem minutters spil.
Uheldet fortsatte med at forfølge Aalborg Håndbold, der efterfølgende måtte se både et skud og et straffekast ramme stolpen, inden Thomas Arnoldsens afslutning fra en svær position blev reddet af BSH-keeper Roganovic.
På dette tidspunkt var der gået syv minutter siden seneste nordjyske scoring, trods to minutter i overtal. Endnu en mulighed i overtal bød sig til, da Patrick Boldsen løb Arnoldsen ned i en kontra, men igen kom Roganovic i vejen i to omgange på først Hoxer og dernæst Halds afslutninger fra nært hold.
På nærmest uvirkelig vis var målet som forhekset, og heller ikke en Simon Dahl-timeout kunne ændre på træfsikkerheden, da også Marinus Munk afsluttede forgæves.
På dette tidspunkt var også Magnus Norlyk og Anton Lindskog sendt i aktion, og de kunne se Juri Knorr bryde 13 minutters måltørke med reducering til 8-4 i opgørets 17. minut.
Fortsat var der dog alt at gøre for udeholdet, der i defensiven kæmpede med at inddæmme BSH’s store fysik, hvilket krævede stort fokus og årvågenhed.
Nemmere blev det ikke, da Magnus Rahbek gled forbi Lindskog, så Marinus Munk måtte tage ulovlige midler i brug, hvilket kostede endnu en udvisning.
Trods to mål i undertal fastholdt BSH føringen på fire mål, og kort efter var det så Arnoldsens tur til at indkassere en udvisning, i hvad der havde udviklet sig til en mareridtslignende første halvleg.
Også Anton Lindskog måtte en tur på bænken efter 25 minutter, da han kom for sent i en tackling.
Et af lyspunkterne var til gengæld Tobias Nielsen, der ramte plet på begge sine forsøg fra højre fløj, ligesom også Marinus Munk udfordrede østjydernes forsvar gang på gang med sine hurtige fødder, der tre minutter før pausen førte til BSH’s tredje udvisning.
Det efterfølgende straffekast blev desværre igen misbrugt af Patrick Helland Anderson, men en hurtig kontra efter en Landin-redning gav efterfølgende gevinst i tomt mål for Magnus Norlyk.
Pausestillingen 15-12 var således et godkendt udgangspunkt inden de sidste 30 minutter.
Her kom de danske mestre til gengæld ud som lyn og torden, og fik på fem minutter lukket hullet på måltavlen via træffere fra blandt andet Knorr, Anderson og Hoxer, mens Landin i målet kom i vejen ad to omgange.
Efter 37 minutter kunne Felix Möller sikre den første Aalborg-føring i mere end en halv time ved stillingen 18-19, hvorefter hjemmeholdet følte sig tvunget til at tage timeout.
Her fik det sortklædte hjemmehold for en stund justeret på tingene, men en udvisning til Alexander Lynggaard blev straffet godt med mål fra Magnus Norlyk og Tobias Nielsen.
Galleri – klik for større fotos
Nu havde nordjyderne for alvor fået greb om tingene og kunne efter endnu en Landin-redning se Tobias Nielsen øge til 21-23, en tomålsføring der de følgende minutter blev fastholdt.
Her fortsatte Nielsen sin effektivitet og efter 45 minutter nettede han for syvende gang, inden Hoxer fra distancen hamrede kuglen sikkert i nettet.
Momentum blev fastholdt og en udvisning til Rasmus Lauge burde have sikret en ny tomålsføring, men heller ikke Patrick Wiesmach kunne finde vej til netmaskerne på straffekast, så det i stedet var BSH der i undertal kom tilbage på omgangshøjde ved stillingen 26-26 efter 49 minutter.
For anden gang i ugen var der dermed lagt op til en gyserafslutning, hvorfor Magnus Landin blev sendt i aktion for at styrke defensiven i slutfasen, hvor fem-et forsvaret blev sat i spil.
Desværre fandt østjyderne gentagne gange succes fra venstre fløj, ofte iscenesat af en velspillende Rasmus Lauge, hvorfor tingene fortsat var helt lige med mindre end fem minutter igen.
Man ventede nu spændt på hvilket hold der først blinkede, hvilket desværre skete via en overplaceret afslutning fra Norlyk fra fløjen. Heldigvis var Niklas Landin skarp på Patrick Boldsens afslutning fra fløjen, så tingene fortsatte helt lige med to minutter igen.
Her kom syv-mod-seks spillet frem hos Aalborg Håndbold, hvilket gav pote via Arnoldsens fuldtræffer, men igen fik BSH hurtigt udlignet.
Simon Dahl tog timeout med 68 sekunder igen, og i det efterfølgende angreb strøg Marinus Munk igennem og trak et straffekast som Magnus Landin desværre sendte over mål.
Derfor fik hjemmeholdet kampens sidste angreb, hvor bolden med få sekunder igen blev smidt over sidelinjen, inden Felix Möller i allersidste sekund måtte se sit desperationsskud ende i hænderne på målvogter Sebastian Frandsen.
Dermed blev det uforløst for Simon Dahls tropper, der for anden gang i denne uge måtte nøjes med det ene point.
Næste udfordring venter torsdag aften på udebane i EHF Champions League, når Celje Pivovarna Lasko tager i mod i Slovenien.
Matchfacts Bambuni Herreligaen, 5. spillerunde
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold – Aalborg Håndbold 30-30 (15-12)
Stillinger undervejs
10’ 5-3, 20’ 10-6, 30’ 15-12, 40’ 18-19, 50’ 25-26, 60’ 30-30
Målscorere Aalborg Håndbold
Tobias Nielsen 7, Juri Knorr 6, Mads Hoxer 5, Thomas Arnoldsen 3, Magnus Norlyk 3, Marinus Munk 2, Patrick Helland Anderson 2, Magnus Landin 1, Felix Möller 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 23,6 (9/38)
Målscorere BSH
Patrick Boldsen 5, Anders Zachariasen 5, Magnus Rahbek 5, Lasse Sunde Lid 5, Lasse Dolberg 2, Rasmus Lauge 2, Alexander Lynggaard 2, Ciljan Sagosen 2, Kasper Kjærgaard 2
Redningsprocenter BSH
Marko Roganovic -25% (8/32)
Sebastian Frandsen – 28,57% (2/7)
2-minutters udvisninger
BSH: 6
Aalborg Håndbold: 4
1.957 tilskuere i JYSK Arena, Silkeborg





