Hoxer har familien i ryggen
I artikelserien ‘Tæt på’ bringer vi historierne fra jubilæumsmagasinet og kommer tættere på vores spillere og deres hverdag i Aalborg. Ugens hovedperson er Mads Hoxer. Vi håber, I vil læse med.
Den 25-årige thybo ser med stor glæde tilbage på tre et halvt år i Aalborg Håndbold – trods drilsk skulderskade undervejs.
Der kan ikke herske tvivl om, at Mads Hoxer nyder udbredt popularitet hos Aalborg Håndbolds fans i kraft af sine spillemæssige kvaliteter, garneret med en ydmyg og imødekommende attitude. Men hos en lille gruppe på tilskuerpladserne banker hjertet ekstra for den 25-årige thybo, der til alle hjemmekampene i Sparekassen Danmark Arena følges tæt af sin nærmeste familie, anført af forældrene Bertha Hoxer Hangaard og Flemming Hangaard.

– De er faktisk stoppet med at være trænere for at bakke mig op og ser alle vores kampe i Danmark, suppleret med eksempelvis Final4 i Köln for to år siden, hvor der var hele ni familiemedlemmer på lægterne, smiler Mads Hoxer.
– Deres tilstedeværelse giver mig en dejlig tryghed, men jeg tænker ikke så meget over det, for jeg har været vant til, at håndbold fylder meget i familien.
– Bliver opbakningen af og til ledsaget af kritiske røster, hvis du spiller mindre godt?
– Ikke så meget længere. Det var værre, da jeg i ungdomsårene havde min far som træner.
- Jeg føler mig både heldig, glad og stolt over at spille på et af de bedste hold i verden.
Faderen sagde nej til Aalborg
Flemming Hangaard var selv en så habil bagspiller på Thisteds divisionshold, at Aalborg KFUMs daværende cheftræner Jan Larsen – identisk med Aalborg Håndbolds direktør – forsøgte at lokke ham til klubben, hvilket dog ikke lykkedes.
Blandt Flemming Hangaards holdkammerater i Thisted var lillebroderen Martin Hangaard, og Mads Hoxers mor, Bertha, har også en karriere som divisionsspiller bag sig. Ydermere spillede hans lillesøster, Ida, håndbold i ungdomsårene, men er nu stoppet. Håndboldcirklen fuldbyrdes af, at Mads Hoxer nu deler både hjem og hobby med Marlene Dahlmann, der på fjerde sæson optræder som højrefløj på EH Aalborgs ligahold, krydret med studier på universitetet.
FAKTA
MADS HOXER
Født: 6. december 2000 i Thisted
Position: Højre back
Ungdomsspiller: Thisted IK, Thy Håndbold, Ikast Håndbold og HF Mors
Klubber som senior:
2019-2022 Mors Thy Håndbold
2022- Aalborg Håndbold, kontrakt til 2030
Debut på A-landsholdet 2. maj 2021. 25 landskampe, 58 mål
Højdepunkter:
Pokalvinder med Mors-Thy 2021 og kåret til finalens pokalfighter
Dansk mester med Aalborg Håndbold 2024 og 2025
Pokalvinder med Aalborg Håndbold 2025 og 2026
Årets spiller i Aalborg Håndbold 2023-2024
VM-guld 2023
Civilstatus: Kæreste med Marlene Dahlmann
– Min kæreste og jeg stortrives på alle måder i Aalborg og købte hus i byen for et år siden, efter at vi tidligere havde boet i en lejlighed på havnen, fortæller Mads Hoxer, der satte handling bag ordene, da han i november 2025 forlængede sin kontrakt til 2030 og dermed afviste en række prominente udenlandske bejlere.
– Håndbolden, vi spiller her, klubbens ambitioner og min tilværelse i Aalborg har gjort det til en nem beslutning, fastslog han ved forlængelsen, der under stor jubel blev lanceret for publikum i Sparekassen Danmark Arena før opgøret mod BSH.
Mads Hoxer tøver ikke med at vende tommelen op i sin status over tre et halvt år i Aalborg Håndbold.
– Jeg synes, at tiden er fløjet afsted, og at både klubben, holdet og jeg personligt har gennemgået en enorm udvikling. I 2022 kom jeg hertil som en ung og forholdsvis uprøvet grønskolling, mens jeg nu er blandt de mere rutinerede i truppen og har fået større ansvar, eksempelvis ved at være en del af anførergruppen.
– Desværre glippede DM-guldet i min første sæson, men de to seneste sæsoner har været rigtig gode med et uforglemmeligt højdepunkt ved Final4 i Köln i 2024, hvor vi var meget tæt på at vinde Champions League. Og lige nu råder vi over det hidtil bedste hold med en passende blanding af unge og meget talentfulde spillere, suppleret af lidt ældre garvede kræfter med erfaring og kompetencer i rigt mål. Samtidig har de fleste af os efterhånden spillet sammen i to-tre år, og jeg tror, at kontinuiteten er meget vigtig i jagten på succes. Det smitter af på resultaterne, at vi kender hinanden godt både på og udenfor banen.
Fornuftigt at blive opereret
Den generelle opadgående kurve overskygger, at Mads Hoxer har døjet med skulderproblemer i en stor del af sit foreløbige kapitel i Aalborg Håndbold, ensbetydende med flere ufrivillige pauser undervejs.
– Det viste sig, at biceps-senen sad i klemme i skulderen, så det gav et riv, når jeg skød – og samtidig havde smerter efter kampene. Vi ville helst undgå operation og forsøgte at løse det med genoptræning, men måtte på et tidspunkt erkende, at det var nødvendigt med et indgreb, hvor biseps-senen blev skåret af og fastgjort på et mere passende punkt længere nede på armen.
– Jeg må indrømme, at jeg var nervøs under forløbet, for som håndboldspiller giver det bange anelser at have kvaler med skulderen. Men set i bagspejlet var det en fornuftig proces, og et år efter operationen er jeg ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning.
– Det er aldrig rart at sidde udenfor med en skade, men omvendt har jeg kunnet bruge pauserne til at styrke min fysik og vurdere det hele udefra, så jeg synes, at mine pauser også har haft positive momenter.

Uheldigt forløb på landsholdet
Adspurgt om sine ambitioner svarer Mads Hoxer i første omgang på de aktuelle mål med Aalborg Håndbold.
– Vi vil genvinde de tre hjemlige titler og stræber hårdt efter succes i Champions League, hvor vi har realistiske forhåbninger både om at nå Final4 og at hjemføre trofæet som det første danske hold.
Personligt lægger Mads Hoxer ikke skjul på, at han sigter efter en større rolle på landsholdet, hvor han kan se tilbage på et særdeles uheldigt forløb.
Skulderproblemerne kostede ham EM i 2022, mens han var med i tre kampe på vejen mod VM-guldet i 2023. Ved OL i 2024 figurerede han i truppen, men pådrog sig en ankelskade under den første træning og blev sendt hjem, mens skulderoperationen gjorde ham indisponibel til VM i 2025. Siden er EM i 2026 afviklet efter deadline til dette magasin.
Mads Hoxers potentiale var indlysende allerede i ungdomsårene, hvor han slog sine folder på de forskellige ungdomslandshold og for alvor markerede sig, da han ved VM for U19 i 2019 bidrog med 10 træffere til sejren i bronzekampen mod Portugal, hvorefter det anerkendte internationale medie handball-planet.com fastslog, at en ny stjerne var født.
– Er der noget specielt, du bestræber dig på at forbedre?
– Jeg vil gerne blive bedre til alle facetter og være en allround spiller, der bidrager i begge ender af banen. Lige nu fokuserer jeg mest på at udvikle mit forsvarsspil.
– Hvorfra kommer din rolige og ydmyge væremåde?
– Jeg ved det ikke. Sådan har jeg bare altid været, og jeg tror på, at man bedre kan bevare overblikket på banen, hvis man undgår at hidse sig voldsomt op. Men selvfølgelig er jeg tændt og motiveret, når kampen fløjtes i gang.
– Hvordan ser dine fremtidsplaner ud?
– Nu har jeg jo kontrakt med Aalborg Håndbold til 2030 og tænker foreløbig ikke længere frem. Jeg føler mig både heldig, glad og stolt over at spille på et af de bedste hold i verden.
Seks skarpe til Mads Hoxer
Hvem er dit forbillede?
Jeg går udenfor håndboldverdenen og vælger LeBron James. Det er imponerende, at han passer så godt på sin krop og stadig kan holde sig på toppen. Det må være, hvad enhver sportsudøver ønsker.
Din hidtil største oplevelse som håndboldspiller?
Final4 i Köln i 2024.
Og din største skuffelse?
Nederlaget til Barcelona i Champions League-finalen i 2024.
Hvem kvalificerer sig til Final4 i Champions League 2026?
Aalborg Håndbold, Barcelona, Füchse Berlin og Magdeburg.
Hvem vinder Champions League 2026?
Aalborg Håndbold.
Hvad laver du om 10 år?
Spiller i Aalborg Håndbold





