MicrosoftTeams-image (3)

THW Kiel

Klubnavn: THW Kiel (Turnverein Hasse-Winterbek Kiel)

Hjemby: Kiel

Land: Tyskland

Stiftet: Klubben stiftet 1904 – håndbold-afdeling oprettet i 1923.

Hjemmebane: Wunderino Arena Kiel.

Kapacitet: 10.250.

Titler: 23 tyske mesterskaber, 12 pokalmesterskaber, 13 x vinder af Super Cup, Vinder af Champions League: 2007, 2010, 2012 og 2020. 4 x vinder af EHF Cup.

Tilgange til sæson 2023/2024: Vincent Gerard, målmand, fra Saint-Raphael Var Handball (Frankrig),  Elias Ellefsen a Skipagøtu, venstre back/playmaker, fra IK Sävehof (Sverige), Eduardo Gurbindo, højre back, fra Dinamo Bucuresti,  og Magnus Bierfreund, målmand, fra egne rækker. Fra 12. september 2023: Samir Bellahcene, fransk målmand, fra US Dunkerque.

Afgange til sæson 2023/2024: Niklas Landin, målmand, til Aalborg Håndbold, Sander Sagosen, venstre back, til Kolstad, Miha Zarabec, playmaker,  til Orlen Wisla Plock. Yannick Fraatz, højre fløj, retur til Bergischer.

Cheftræner: Filip Jicha.

Ass. træner: Christian Sprenger.

THW Kiel vendte sidste sæson tilbage på håndboldtronen i tysk herrehåndbold, efter at de en enkelt sæson måtte nøjes med andenpladsen efter SG Magdeburg. Niklas Landin og Sander Sagosen var stærkt medvirkende til, at de sluttede deres sidste sæson i den mest vindende tyske klub (23 mesterskaber) med at hæve trofæet. Efter en meget tæt afslutning i toppen af Bundesligaen.

THW Kiel var uden tyske mesterskaber 2015-2020 – en meget hård periode for klubben, men med undtagelse af 2022, er skuden vendt med mesterskaber i 2020, 2021 og nu 2023.

Dermed var THW Kiel klar til Machineseeker EHF Champions League igen, og for tredje sæson i træk møder Aalborg Håndbold dem i gruppespillet – og ikke mindst kan Niklas Landin ser frem til sit første møde med ”vennerne” og ikke mindst lillebror Magnus fra THW Kiel – ligesom det også bliver et gensyn for Aalborg Håndbolds nye svenske spiller, Lukas Nilsson, der spillede for THW Kiel 2016-2020, og som scorede ikke færre 12 mål for de zebra-stribede mod Aalborg Håndbold i en kamp i Sparekassen Danmark Arena.

Da vi mødte THW Kiel i gruppespillet i sidste sæson, blev det et historisk resultat, set med Aalborg Håndbold-øjne. Med 36-36 lykkedes det for første gang nordjyderne at tage point med fra Kiel i en kamp.

THW Kiel, der tidligere har vundet Champions League fire gange (2007, 2010, 2012 og 2020) røg ud af turneringen i kvartfinalen sidste sæson, da de tabte til Paris Saint-Germain.

Ud over Niklas Landin og Sander Sagosen har THW Kiel op til denne sæson sagt farvel til den fodrappe slovenske playmaker Miha Zarabec, der er skiftet til Orlen Wisla Plock i Polen. Desuden er højre fløjen Yannick Fraatz, der blev hentet ind sidste sæson, da andetvalget på fløjen, Sven Ehrig, blev skadet , vendt tilbage til Bergischer i Bundesligaen.

Ind på holdet er kommet den franske landsholdskeeper, Vincent Gerard, en ung keeper fra egne rækker, Magnus Bierfreund, og det færøske stortalent, Elias Ellefsen a Skipagøtu, der er i tre sæsoner har spillet for IK Sävehof i Sverige. Han blev bl.a. topscorer i sommer ved U 21 VM og er stjernen på det færøske landshold, der har kvalificeret sig til EM i Tyskland 10.-28. januar 2024.

I begyndelsen af august sikrede THW Kiel sig forstærkning på højre back i form af den rutinerede spanske landsholdsspiller, Eduardo Gurbindo, der blev løst fra sin kontrakt med Dinamo Bucuresti i Rumænien. Gurbindo spillede i Barcelona 2012-2016, derefter fem sæsoner i HBC Nantes, inden han i 2021 skiftede til Rumænien. Kontrakten med Gurbindo gælder kun for denne sæson.

THW Kiel har nemlig allerede sikret sig tilgang på højre back fra 2024 med Emil Madsen fra GOG. Han ventes til den tid at skulle erstatte 37-årige Steffen Weinhold og er blevet udstyret med en kontrakt gældende frem til 2028.

Gurbindo er primær hentet ind, fordi Steffen Weinhold forventes ude indtil jul på grund af sin skulderskade.

THW Kiels sæsonstart har dog været præget af mange skader. Ud over Weinhold gælder det højre fløjen Sven Ehrig og Hendrik Pekeler, der har døjet med eftervirkninger af henholdsvis korsbåndsskade og hæl-skade.

Den nye franske keeper, Vincent Gerard, blev skadet i optakten til sæsonen. I begyndelsen lignede det en kortvarig skade, men midt i september var der udsigt til flere måneders pause for ham. Derfor handlede klubben hurtigt, og 12. september blev franskmanden Samit Bellahcene, 28 år, ,191 cm og 120 kilo, hentet til klubben fra franske US Dunkerque. Han fik sin debut på det franske landshold i foråret 2023.

Bellahcene fik debut for THW Kiel i CL-kampen 21. september på hjemmebane mod OTP Bank Pick Szeged. I samme kamp fik de to langstidsskadede Kiel-spillere, stregspilleren Hendrik Pekeler og højre fløjen, Sven Ehrig, comeback efter langvarige skader. Pekeler fik i maj 2022 ødelagt sin achillessene, og efter nogle få kampe i foråret 2023 blev han igen sat ud af spillet med ankel-problemer. Sven Ehrigs comeback skete 363 dage, efter at han blev ramt af en korsbåndsskade.

I begyndelsen af august offentligjorde den tyske storklub, at de har sat navn på ny målmand 2025-2029 – ingen ringere end den spanske landsholdskeeper Gonzalo Péres de Vargas fra FC Barcelona , en af verdens absolut bedste keepere. Skiftet til Kiel sker altså først fra sommeren 2025, og at det viser, at klubben er tidligere og tidligere ude med at sikre sig forstærkninger.

Alt i alt råder THW Kiel over et frygtindgydende mandskab med spillere som Domagoj Duvnjak, Harald Reinkind, Patrick Wiencek, Hendrik Pekeler, Niclas Ekberg, Nikola Bilyk, Eric Johansson, Petter Överby, Magnus Landin, Rune Dahmke og Karl Wallinius.

Den tidligere tjekkiske storspiller, Flip Jicha, er i gang med sin fjerde sæson som cheftræner i klubben. Igen med den tidligere højre fløj, Christian Sprenger som assistent. Jicha blev i 2010 kåret som verdens bedste håndboldspiller. Han har netop forlænget sin kontrakt med klubben, så den gælder frem til sommeren 2026.

I sommeren 2019 satte den tidligere spiller i klubben, østrigeren Viktor Szilagyi, (af ungarsk afstamning), sig i direktørstolen i THW Kiel – sammen med Sabine Holdorf-Schust. Med 166 landskampe for Østrig og 14 år i tyske topklubber som Gummersbach, TUSEM Essen, THW Kiel og SG Flensburg-Handewitt bragte Szilagyi stor sportslig erfaring ind samtidig med økonomisk indsigt og stor personlighed.

Viktor Szilagyi nøjedes ikke med at sætte sig i direktørstolen. Han har også fast plads på bænken i kampene sammen med træner-duoen, Filip Jicha og Christian Sprenger.

Et verdensklassehold, som vi glæder os til at byde op til kamp i Sparekassen Danmark Arena.

Håndbold i verdensklasse