I et ujævnt opgør måtte Aalborg Håndbold søndag aften nøjes med uafgjort 31-31 efter Jack Thurins udligning i de døende sekunder.
Efter den imponerende, men også krævende sejr over Telekom Veszprém i Champions League onsdag aften havde cheftræner Stefan Madsen til dagens opgør mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold, valgt at lade hele fire normale startere sidde over. Det betød at Lukas Nilsson, Simon Hald, Mads Hoxer og Sebastian Barthold alle tog plads på tilskuerpladserne, med unge Frederik Munch var ny i spillertruppen.
På banen var det Fabian Norsten i mål, samt Jack Thurin, Patrick Wiesmach, Jesper Nielsen, Henrik Møllgaard, Buster Juul og Aleks Vlah der indledte opgøret, mens Mikkel Hansen ligeledes kom på banen i første angreb.
Gæsterne kom bedst fra land med en bevægelig offensiv, der uden de store problemer nettede fire gange i de første fem minutter, mens Aalborg Håndbolds forsvar blev trykket ned og ikke var helt så dynamisk som man kunne ønske.
Angrebsmæssigt kostede de uvante konstellationer på banen tekniske fejl, så gæsterne var i front med 2-6, inden en udvisning til Rasmus Lauge sendte hjemmeholdet i kampens første overtal.
Det gav to reduceringer inden indskiftede Marinus Munk med en teknisk fejl gav gæsterne mulighed for at trække fra igen. Trods en scoring, fulgte endnu en fejlaflevering og et misbrugt forsøg fra Munk, hvorfor cheftræner Stefan Madsen efter et kvarter tog kampens første timeout ved stillingen 5-9.
Herefter kom Thomas Arnoldsen på banen for at dirigere de rødklædte værter til flere scoringer, men første oplæg til Patrick Wiesmach blev misbrugt, så BSH i stedet kunne øge yderligere på måltavlen, inden Arnoldsen selv blev noteret for sin første scoring.
Trods de til tider svære arbejdsvilkår havde Fabian Norsten leveret fire fine redninger i de første 20 minutter, men svenskeren var ofte sagesløs i en-mod-en situationerne, og dermed uden den store skyld i at stillingen efter 24 minutter hed 10-15 i gæsternes favør.
På dette tidspunkt var også Martin Larsen og anfører René Antonsen blev roteret ind, hvor sidstnævnte indledte med at trække en udvisning inden han på det efterfølgende angreb selv kunne brage kuglen i nettet.
Fortsat savnede man dog både fart og fysik i det nordjyske spil i en rodet første halvleg, hvor BSH generelt var hurtigst i både tanke og handling. Derfor kunne man ikke indvende meget mod pauseføringen på 13-18.
Anden omgang blev indledt med endnu en udvisning til BSH, hvilket Mikkel Hansen, Jack Thurin og Jesper Nielsen omsatte til tre hurtige scoringer.
Den nordjyske opblomstring blev dog sat på pause, da først Jesper Nielsen og minutter senere Jack Thurin også måtte en tur på bænken for forseelser.
Galleri – klik for større fotos
Alligevel var det tydeligt, at cheftræner Stefan Madsen havde talt med store ord i pausen og ikke havde i sinde at lade Aalborg Håndbolds status som ubesejret på hjemmebane i Herreligaen falde uden kamp.
Godt hjulpet på vej af en velspillende Fabian Norsten i målet, trak duoen Arnoldsen og Vlah for alvor i arbejdstøjet og fik med yderligere to scoringer trukket hjemmeholdet helt ind i kampen igen ved stillingen 20-21 efter 40 minutter.
Herefter fulgte en periode, hvor fløjspillerne kom i fokus. Buster Juul scorede to gange i streg for hjemmeholdet, mens det i modsatte ende lykkedes gæsternes Patrick Boldsen og Mads Lenbroch at passere Fabian Norsten.
Da midtjyderne med et lille kvarter igen atter var i front med tre scoringer, var det Niklas Landins tur til at komme i mål og landsholdsmålmanden viste sig afgørende i slutfasen.
Holdene byttede mål de følgende minutter, men man fornemmede at hjemmeholdet endnu manglende det sidste i at kunne komme tilbage på omgangshøjde og i stedet trak BSH atter fra.
En sidste Stefan Madsen-timeout efter 49 minutter kunne ikke umiddelbart ændre på kampbilledet, så der med otte minutter igen var nok at gøre for Aalborg Håndbold ved stillingen 24-28.
I en hidsig slutspurt leverede Niklas Landin flere redninger, mens især Buster Juul glimrede med to scoringer i modsatte ende og da Mikkel Hansen med godt et minut tilbage reducerede til 30-31 steg stemningen yderligere i Sparekassen Danmark Arena.
Med muligheden for at sikre sejren sendte BSH’s Nikolaj Øris bolden på stolpen, inden læderet hurtigt blev flyttet til modsatte ende, hvor Jack Thurin kunne sende bolden i nettet til slutfacit 31-31.
Dagens resultat ændrer intet ved stillingen i slutspillets pulje 1, hvor Aalborg Håndbold allerede for to spillerunder siden havde sikret sig den samlede sejr og en plads i DM-semifinalen.
Her bliver modstanderen Skjern Håndbold og første opgør spilles torsdag 16. maj kl. 20.30 i Sparekassen Danmark Arena. Nærmere information om billetsalg til kampen følger i de kommende dage her på siden og via vores sociale medier.
Matchfacts Herreligaen, slutspil
Aalborg Håndbold – Bjerringbro-Silkeborg Håndbold 31-31 (13-18)
Stillinger undervejs
10’ 4-6, 20’ 7-12, 30’ 13-18, 40’ 20-21, 50’ 24-27, 60’ 31-31
Målscorere Aalborg Håndbold
Buster Juul 5, Jack Thurin 4, Thomas Arnoldsen 4, Jesper Nielsen 4, Aleks Vlah 4, Mikkel Hansen 4, Marinus Munk 3, Martin Larsen 2, René Antonsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 45,45%
Fabian Norsten – 26,47%
Målscorere Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Patrick Boldsen 7, Rasmus Lauge 6, Nikolaj Øris 5, Mads Lenbroch 4, Alexander Lynggaard 3, Morten Olsen 3, René Toft Hansen 2, Thomas Solstad 1
Redningsprocenter Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Johan Sjöstrand – 0 %
Mikkel Løvkvist – 34,88%
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 3
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold: 5
5.075 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena