Værd at vide om guldsæsonen i Bambuni Herreligaen

Læs statistikker og vinkler på den overståede guldsæson i den hjemlige herreliga.

  • Aalborg Håndbold erobrede det danske mesterskab for tredje sæson i træk og for niende gang i alt. De foregående DM-trofæer kom i hus i 2010, 2013, 2017, 2019, 2020, 2021, 2024 og 2025.
  • Ligesom i fjor sikrede vi os DM-guldet på udebane i finalekamp nummer to. I 2025 vandt vi 29-26 i Skjern i kølvandet af en hjemmesejr på 26-22.
  • Ikke færre end 11 af vores spillere har scoret “hattrick” og optrådt på vores mesterhold de seneste tre sæsoner: Niklas Landin, Fabian Norsten, Mads Hoxer, Thomas Arnoldsen, Lukas Nilsson, Marinus Munk, Kristian Bjørnsen, Patrick Wiesmach, Buster Juul, René Antonsen og Simon Hald.
  • René Antonsen har nu – som den eneste – otte DM-guldmedaljer med Aalborg Håndbold på sit visitkort. Bortset fra 2010 har han bidraget til alle vores mesterskaber – og været anfører siden sæsonen 2018-2019. Men nu er det som bekendt snart afskedens time for René Antonsen, der fortsætter karrieren i HBC Nantes.
  • Med sine otte DM-titler er René Antonsen den danske håndboldspiller, der har vundet flest hjemlige mesterskaber med samme klub. Henrik Møllgaard har også otte danske mesterskaber på sit visitkort, men de er erobret med to klubber – KIF Kolding to gange (2006 og 2009) og Aalborg Håndbold seks gange (2010, 2019, 2020, 2021, 2024 og 2025). I tilgift er Henrik Møllgaard blevet fransk mester tre gange med Paris Saint-Germain (2016, 2017 og 2018), ligesom han fornylig kom til tops i sin første sæson som assistenttræner i samme klub.
  • Buster Juul kunne fejre DM-guld nummer syv i sin 13. sæson for Aalborg Håndbold, som han har repræsenteret uafbrudt, siden han kom til klubben fra Skanderborg Håndbold i 2013. Ligesom René Antonsen slutter Buster Juul snart sit glorværdige kapitel i Aalborg, idet han i næste sæson tørner ud for Bjerringbro-Silkeborg Håndbold.
  • Simon Hald kan som 31-årig se tilbage på en gylden karriere på både klub- og landsholdsplan. Han har vundet fem danske mesterskaber med Aalborg Håndbold (2013, 2017, 2024, 2025 og 2026) og blev i 2019 tysk mester med Flensburg-Handewitt i den første af fem sæsoner i klubben. På landsholdet er Simon Hald firedobbelt verdensmester, olympisk guldvinder og europamester.
  • Sander Sagosen er blevet national mester i 9 af de seneste 10 sæsoner – med Aalborg Håndbold i 2017, 2025 og 2026, med Paris Saint-Germain i 2018, 2019 og 2020, med THW Kiel i 2021 og 2023 samt med Kolstad i 2024. Det glippede undervejs kun i 2022, da THW Kiel måtte se SC Magdeburg snuppe det tyske mesterskab. Forinden havde Sagosen og Kiel i december 2020 (udsat pga. corona) vundet EHF Champions League, hvor han scorede syv gange i finalesejren over Barcelona. Og faktisk bidrog Sagosen i sæsonen 2024-2025 til to nationale titler, idet han optrådte for det norske mesterhold Kolstad, inden han i februar 2025 skiftede til Aalborg Håndbold.
  • Med ni titler besætter Aalborg Håndbold en delt tredjeplads på listen over klubber med flest danske mesterskaber. I top ligger Gladsaxe/HG og KIF Kolding med hver 14 DM-titler. Gladsaxe/HG vandt deres seneste mesterskab i 1984, mens KIF Kolding senest blev mester i 2015. Tredjepladsen deles af Ajax, GOG og Aalborg Håndbold med hver ni mesterskaber. Det seneste Ajax-trofæ blev sikret i 1964, mens GOG senest strøg til tops i 2023. I alt har 20 klubber erobret det danske mesterskab, der blev indført i 1935, i første omgang som markhåndbold, hvorefter turneringen rykkede indendørs i 1959.
  • Ingen af vores spillere var på holdkortet i alle sæsonens 36 ligakampe. Felix Möller spillede 35 kampe, fulgt af Patrick Helland Anderson med 33, mens Vetle Rønningen, Simon Hald og Buster Juul alle opnåede 32 kampe. I alt benyttede vi 20 spillere.
  • I ligasæsonen som helhed vandt vi 34 kampe og tabte 2. Hjemme i Sparekassen Danmark Arena var vi ubesejrede i ligaen for tredje sæson i træk og vandt alle 18 kampe. Vores to nederlag faldt ude mod Bjerringbro-Silkeborg Håndbold i næstsidste runde af grundspillet og ude mod Fredericia HK i første runde af slutspillet.
  • Vi scorede i hele ligasæsonen 1.268 mål og havde ligaens højeste snit, 35,22 mål pr. kamp. Vores målscorere var: Thomas Arnoldsen 174, Juri Knorr 150, Mads Hoxer 132, Lukas Nilsson 99, Buster Juul 96, Sander Sagosen 94, Marinus Munk 92, Patrick Helland Anderson 79, Alexandre Blonz 72, Simon Hald og Kristian Bjørnsen 67, Felix Möller 65, René Antonsen 32, Patrick Wiesmach 26, Alec Smit 11, Niklas Landin 7, Fabian Norsten 4 og Eimantas Januskevicius 1.
  • Thomas Arnoldsen krydrede topscorerværdigheden med status som vores mest effektive markspiller på den såkaldte MEP-liste, hvor der uddeles pluspoint for mål, assists, tilkæmpede straffekast og bolderobringer, mens bl.a. mislykkede skud og tekniske fejl giver minuspoint. Vores top-5 på listen var Thomas Arnoldsen med 132,67, Mads Hoxer 99,5, Juri Knorr 87,38, Lukas Nilsson 65,3 og Sander Sagosen 64,66. Ligaens MEP-topscorer blev Victor Norlyk fra Mors-Thy med 189,2 point. Thomas Arnoldsens score rakte til sjettepladsen.
  • Felix Möller var af stamspillerne vores mest effektive afslutter, målt på antal scoringer i forhold til skud, idet han scorede på 83,33 procent af sine forsøg. Derefter fulgte Buster Juul med 79,34 procent og Kristian Bjørnsen med 78,82 procent. Eimantas Januskevicius er noteret for 100 procent, idet han scorede på sit enlige skud i sin enlige kamp hjemme mod Mors-Thy i marts. Den 19-årige nordmand med litauiske rødder skifter i næste sæson til norske Haslum.
  • Vores målmandsduo bidrog stærkt til DM-guldet og markerede sig statistisk som ligaens bedste makkerpar, idet Niklas Landin og Fabian Norsten ifølge Tophåndbold præsterede redningsprocenter på henholdsvis 30,2 og 29,38. I top på listen lå Magnus Petersen fra Skanderborg AGF med 30,52 procent, fulgt af Christoffer Bonde fra Skjern med 30,49.
  • Frederik Bjerre fra GOG satte rekord for en ligasæson med 283 mål, heraf 149 på straffekast. Fløjspilleren fortsætter nu karrieren i polske Wisla Plock.
  • En mere omfattende statistik og flere andre vinkler kan ses på tophaandbold.dk, og her på vores egen hjemmeside, er der mange flere oplysninger om spillerne mm.
  • Vores 18 hjemmekampe samlede i alt 93.489 tilskuere, svarende til et rekordstort gennemsnit på 5.194. Tilstrømningen er kontinuerligt øget gennem årene. For 10 år siden, sæson 2015-2016, havde vi 3.775 tilskuere pr. hjemmekamp.
  • Med DM-guldet har vi automatisk kvalificeret os til EHF Champions League 2026-2027. Det bliver 12. gang i alt og 8. sæson i træk, at vi deltager i verdens stærkeste klubturnering, hvor vi erobrede sølv i både 2021 og 2024. I år har vi for tredje gang kvalificeret os til Final4 i Köln og møder Barca i semifinalen 13. juni. Den anden semifinale er rent tysk mellem SC Magdeburg og Füchse Berlin.
HHD_8362

Guld- og afskedsreception afholdes 16. juni

Tirsdag 16. juni holdes afskedsreception for fire spillere i Sparekassen Danmark Arena. Hent din gratis billet med det samme.
Finale_klynge

Få en unik souvenir fra en gylden sæson

Vil du sikre dig en unik souvenir fra sæsonen 2025/26, så vær med i auktionen over de kampbrugte og signerede ligatrøjer.
DM guld 2026

Aalborg Håndbold tog DM-guldet efter ny thriller

Man skulle frem til de sidste fem minutter af en tæt anden DM-finale, inden Aalborg Håndbold satte tingene på plads og tog det niende danske mesterskab i historien med cifrene...

Håndbold i verdensklasse