Læs facts og skæve vinkler på aftenens opgør i Machineseeker EHF Champions League mod HC Zagreb.
- HC Zagreb indledte denne sæsons Champions League med to nederlag, 23-30 hjemme mod THW Kiel og 31-35 ude mod Paris Saint-Germain, men imponerede i tredje runde med en hjemmesejr på hele 31-20 over norske Kolstad. Det var den største Zagreb-sejr i CL, siden klubben i 2013-2014 vandt 35-24 ude over St. Petersborg.
- Den opsigtsvækkende storsejr over Kolstad kunne i høj grad tilskrives den 21-årige 205 cm høje kroatiske landsholdsmålmand Matej Mandic, der præsterede en redningsprocent på 47 – mens Kolstads førstekeeper Torbjørn Bergerud nøjedes med at redde 16 procent.
- Den nyankomne cubanske højre back, 36-årige Yoel Cuni Morales, blev topscorer mod Kolstad med 8 træffere (på 10 skud) og har i alt tegnet sig for 18 scoringer i Zagrebs tre første CL-kampe. Næstfarligst har været den 40-årige russiske venstre fløj Timur Dibirov med i alt 15 mål.
- HC Zagrebs bedrift mod Kolstad blev overværet af beskedne 1.473 tilskuere i den mægtige Arena Zagreb, der kan rumme 15.200. Klubben forventer betydeligt større fremmøde til kampen mod os og tilbyder publikum at hente gratis billetter.
- Vi får fyldig omtale på HC Zagrebs hjemmeside og klubbens sociale platforme. Således omtales vi som en seriøs klub, der har Final4 som mål hver sæson, og som stort set er identisk med det danske landshold! Det noteres dog også, at vi er sårbare, hvilket Szeged tydeligt demonstrerede i sidste runde.
- I den hjemlige liga har HC Zagreb vundet sæsonens fem første kampe og er eneste hold med maksimumpoint. To dage efter opgøret mod os spiller Zagreb topkamp hjemme mod rækkens nummer to Varazdin.
- Ifølge hjemmesiden handball-planet.com er 64-årige Nenad Sostaric hyret som ny cheftræner for HC Zagreb, men klubben har ikke bekræftet engagementet og anfører stadig Andrija Nikolic som manden med ansvaret. Andrija Nikolic blev forfremmet fra assistent, da klubben 16. september skilte sig af med cheftræner Slavko Goluza. Nenad Sostaric har siden 2016 stået i spidsen for Kroatiens kvindelandshold, der i 2020 sensationelt erobre bronze ved EM i Danmark ved at besejre de danske værter 25-19 i bronzekampen.
- Aftenens kamp vises ikke på TV, men kan følges direkte via streaming på handball-kanalen.tv.