Onsdag aften gælder det norske Kolstad på udebane i Machineseeker EHF Champions League. Her kan du blive klogere nordmændene, som vi i seneste sæson besejrede to gange.
- I den seneste runde i Machineseeker EHF Champions League imponerede Kolstad med en overraskende udesejr på 29-27 over Pick Szeged. Sejren var endda mere sikker, end cifrene antyder, idet Kolstad førte 29-24, inden det ungarske storhold fik pyntet på resultatet.
- Den norske landsholdsmålmand Torbjørn Bergerud blev udråbt som matchvinder i Szeged i kraft af en redningsprocent på 39, hvilket klart overgik Szeged-kollegerne Tobias Thulin og Roland Mikler. Torbjørn Bergerud er i gang med sin sidste sæson i Kolstad, idet han til sommer skifter til Wisla Plock.
- Adrian Aalberg på blev topscorer mod Pick Szeged med syv træffere og kom på “rundens hold” i CL hos EHF. Den 31-årige lynhurtige venstre fløj tog en afstikker til Drammen 2018-2020, men har ellers repræsenteret Kolstad gennem hele sin karriere og er i gang med sin 11. sæson i klubben, der i hans tid er gået fra en forholdsvis upåagtet tilværelse i den næstbedste række til norsk mester med store internationale ambitioner.
- Tre døgn efter præstationen i Szeged var Kolstad søndag aften i aktion i den hjemlige liga, hvor holdet på udebane besejrede Follo 33-26. Simon Jepsson og Sigvaldi Gudjohnsson blev topscorere for Kolstad med hver syv mål, mens Torbjørn Bergerud igen vandt keeperduellen. Efter otte runder er Kolstad på andenpladsen, to point efter ærkerivalen Elverum, der vandt sæsonens første indbyrdes møde 30-28.
- Kolstads absolut største stjerne, Sander Sagosen, pådrog sig en skulderskade i CL-kampen mod Zagreb 25. september og har ikke siden været på banen. Den 29-årige frontfigur forlængede i februar sin kontrakt med klubben til 2027.
- Kolstad spiller sine hjemlige ligakampe i Kolstad Arena, der kan rumme 2.500 tilskuere, men rykker i Champions League ind i Trondheim Spektrum, hvor der er plads til 8.600. Til de tre hidtidige CL-hjemmekampe i denne sæson har der været 7.842 tilskuere mod Barca, 4.615 mod Zagreb og 4.852 mod Kielce. Aalborg Håndbold vandt for knap et år siden 29-18 i Trondheim Spektrum, men generelt bed Kolstad godt fra sig på hjemmebane og sendte i sidste sæson således både Kiel, PSG og Szeged hjem med nederlag.
- Gøran Johannesen er udset som et trumfkort hos Kolstad, men den norske landsholdsspiller har været hårdt ramt af skader. Lige nu er han sat ud af spillet på grund af en overrevet akillessene. I første omgang blev han opereret i april, men i august brød skaden op med en ny operation til følge. Den alsidige bagspiller vandt VM-sølv med Norge i både 2017 og 2019, men gik på grund af skader glip af OL i både 2021 og 2024. Tidligere i karrieren har Gøran Johannesen spillet to år i GOG og fem år i Flensburg-Handewitt, hvorfra han skiftede til Kolstad i 2023.
- Simon Jepsson og Simen Lyse er skudstærke venstre backer hos Kolstad og deler topscorerværdigheden for klubben i denne sæsons CL med hver 27 scoringer i 6 kampe. Svenske Simon Jepsson er 205 cm høj og spiller sin første sæson for Kolstad efter at have optrådt for Lugi, Flensburg-Handewitt og Erlangen. Norske Simen Lyse kom i 2020 til Kolstad fra naboklubben Charlottenlund.
- Kolstads højre fløj, Sigvaldi Gudjohnsson, trives så godt i klubben, at han i år har forlænget sin kontrakt helt frem til 2030. Den 30-årige islænding er i høj grad modnet i Danmark og har spillet for Vejle Håndbold, BSV og Aarhus Håndbold, hvorefter han via Elverum og Kielce kom til Kolstad i 2022.
- 32-årige Magnus Gullerud er en vigtig brik for Kolstad og det norske landshold som både forsvarskrumtap og stregspiller. Han optrådte for Sønderjyske 2013-2016, hvorefter karrieren fortsatte i Minden og Magdeburg inden skiftet til Kolstad, hvor han har kontrakt til 2028.
- Onsdagens opgør fløjtes i gang kl. 18.45 af det slovenske dommerpar Bojan Lah og David Sok, der af handball-planet.com blev kåret til verdens bedste i 2023. I sommer dømte de OL-finalen mellem Danmark og Tyskland, og i fjor ledede de CL-finalen mellem Magdeburg og Kielce.
- Onsdagens kamp kan ses direkte på Everyplay.live fra kl. 18.45