pokal header web (1)

Værd at vide om Telekom Veszprém HC

Bliv klogere på torsdagens ungarske modstander i Champions League kvartfinalen.

Vidste du således at…

  • Telekom Veszprém besejrede i fredags på hjemmebane den mangeårige ærkerival Pick Szeged 36-27 i topopgøret i den ungarske liga og har dermed vundet alle sæsonens 24 hidtidige kampe. Startopstillingen bestod af Rodrigo Corrales på mål, Yahia Omar, Yehia Elderaa og Nedim Remili i bagkæden, Casper Marguc og Hugo Descat på fløjene samt Ludovic Fabregas på stregen. I forsvaret blev Yahia Omar afløst af Patrik Ligetvari. Fra anden halvlegs start fik danske Mike Jensen chancen mellem stængerne. 12 spillere kom på scoringslisten med femmålsskytten Yahia Omar som topscorer. Telekom Veszprém skal først i aktion i den hjemlige liga igen 4. maj og kan i mellemtiden koncentrere sig fuldt ud om de to CL-kvartfinaler mod Aalborg Håndbold.

  • Telekom Veszprém er det tredjebedste hold af de otte tilbageværende CL-kvartfinalister ifølge EHF-journalisten Kevin Domas. I en såkaldt power ranking vurderer han Magdeburg øverst, fulgt af Barcelona og altså Telekom Veszprém, mens Kielce og Paris Saint-Germain besætter henholdsvis fjerde- og femtepladsen. Aalborg Håndbold bedømmes som sjettebedst foran THW Kiel og Montpellier.

  • Kentin Mahé, 32-årig fransk playmaker, er i gang med sin sjette og sidste sæson i Telekom Veszprém. Herefter går turen tilbage til Gummersbach, hvor han spillede fra 2011 til 2013, fulgt af kapitler i to andre bundesligaklubber, HSV Hamburg og Flensburg-Handewitt. Kentin Mahé var i januar fast islæt hos Frankrigs europamestre, men indgår sjældent i startopstillingen hos Telekom Veszprém.

  • Rodrigo Corrales, 33-årig spansk målmand, spiller sin fjerde sæson i Telekom Veszprém, efter at han fra 2017 til 2020 var holdkammerat med Mikkel Hansen i Paris Saint-Germain. Den rutinerede to meter høje keeper har i mange år været makker med Gonzalo Perez de Vargas på det spanske landshold og bl.a. bidraget til EM-guldet i 2018 og 2020, men ved EM i år var han fortrængt af den russiskfødte Magdeburg-målmand Sergey Hernandez.

  • Mike Jensen, 29-årig målvogter på 207 cm, er det enlige danske islæt hos Telekom Veszprém, der i februar manglede en keeper og købte ham fri af kontrakten med Benfica. Forinden havde Mike Jensen to gyldne sæsoner med Magdeburg, hvor både CL-trofæet og det tyske mesterskab kom i hus. Den granvoksne ankermand, der er født i Maribo, optrådte herhjemme for HØJ, GOG, Nordsjælland (i to omgange) og Team Sydhavsøerne, inden han i 2019 indledte sit udlandseventyr hos HBW Balingen-Wellstetten. Mike Jensen har sin debut på A-landsholdet til gode, men var i 2013 med til at vinde U19-VM sammen med bl.a. tre daværende Aalborg-spillere, Simon Hald, Magnus Saugstrup og Christian Jensen.

  • Nedim Remili, 29-årig fransk højre back, har været en stor gevinst for Telekom Veszprém, der købte ham fri, da han i 2022-2023 var i gang med sin første sæson i Kielce – i kølvandet af seks sæsoner i Paris Saint-Germain og tre sæsoner i barndomsklubben US Creteil. Karrieren omfatter endnu ikke nogen CL-titel, men med Frankrig har han både vundet OL, VM og EM. Nedim Remili blev kåret som den mest værdifulde spiller ved EM 2024, hvor han scorede fem gange i finalesejren over Danmark.

  • Ludovic Fabregas, 27-årig fransk stregspiller, har styrket Telekom Veszprém markant efter skiftet i fjor fra Barcelona, hvor han spillede i fem sæsoner og bidrog til CL-triumferne i 2021 (finalesejr over Aalborg Håndbold) og 2022. På det franske landshold har han vundet både OL, VM og EM. Ved EM i 2024 tegnede den effektive streg sig for 44 mål på 50 afslutninger – en udnyttelse på 88 procent! Samtidig fremhæves Fabregas for sine defensive egenskaber, hvor han ikraft af hurtighed og overblik ofte bryder modstandernes opspil.å

  • Lukas Sandell, højre back med flot fortid i Aalborg Håndbold, og stregen Andreas Nilsson var i januar med til at sikre Sverige EM-bronze og er begge udtaget til den kommende samling i begyndelsen af maj. Begge starter som regel på bænken hos Telekom Veszprém, men har alligevel markeret sig stærkt. Således blev Lukas Sandell delt topscorer med seks mål i den nylige udesejr på 40-31 over Ferencvaros, mens Andreas Nilsson scorede tre gange. Andreas Nilsson overtog anførerbindet, da Rasmus Lauge stoppede for knap et år siden. Med udgangen af denne sæson siger Andreas Nilsson farvel efter 10 sæsoner i Telekom Veszprém. Kontrakten løb oprindelig til 2025, men han har af familiære grunde bedt om at blive løst et år tidligere for at vende hjem til Sverige, hvor han skal spille for Göteborg-klubben Önnered. Andreas Nilsson vandt i 2013 Champions League med HSV Hamburg.

  • Hugo Descat, 31-årig franskmand, og Bjarki Mar Elisson, 33-årig islænding, udgør en rutineret og kompetent duo hos Telekom Veszprém på venstre fløj. Begge var i aktion ved EM i januar, hvor Hiugo Descat bidrog til den franske guldtriumf med i alt 35 mål. På klubholdet deles de nogenlunde om spilletiden. I Telekom Veszpréms seneste kamp mod Pick Szeged startede Descat på banen og blev noteret for tre scoringer, mens Elisson nåede op på fire træffere.

  • Patrik Ligetvari, 28-årig ungarer, bruges primært i forsvaret hos både Telekom Veszprém og det ungarske landshold. Med en højde på 205 cm og en vægt på 115 kg som ballast er han en solid bastion i midterblokken.

  • Momir Ilic, Telekom Veszpréms cheftræner, betegner på klubbens hjemmeside CL-kvartfinalerne mod Aalborg Håndbold som sæsonens to vigtigste kampe. Den 42-årige serber står for tredje sæson i spidsen for Telekom Veszprém, hvor han i 2019 selv afsluttede sin fornemme karriere som spiller. Drømmen er at føre klubben helt til tops i Champions League, som han vandt med THW Kiel i 2010 og 2012. I 2012 var han også den absolutte stjerne på det serbiske landshold, der overraskende erobrede EM-sølv på hjemmebane – efter finalenederlag på 19-21 til Danmark foran 20.000 tilskuere i Beograd. Momir Ilic blev kåret som EM’s bedste spiller i hård konkurrence med Mikkel Hansen, der scorede ni gange i finalen.

  • Arpad Sterbik, 44-årig serbisk født spanier, er tilknyttet Telekom Veszprém som målmandstræner i kølvandet af en imponerende karriere, der sluttede i 2020 efter to sæsoner i netop Veszprém. Keeperen vandt Champions League fire gange – med Ciudad Real i 2006, 2008 og 2009 samt med Vardar i 2017 – og var med til at føre Spanien til tops ved VM i 2013 og EM i 2018.

  • Balint Vegh, 20-årig højre fløj, er såkaldt akademispiller hos Telekom Veszprém og indgår ikke i klubbens officielle 18-mandstrup, men får lejlighedsvis spilletid. I topkampen i fredags mod Pick Szeged kom han på banen i slutfasen og scorede to gange.

  • Igor Covalcius og Alexei Covalcius, 42-årige tvillinger fra Moldova, er udpeget til at dømme den første CL-kvartfinale på torsdag i Veszprém. Parret var i januar i år i aktion ved EM i Tyskland, hvor de ledede to af de indledende kampe.
EHF Champions League håndbold i Aalborg.

Aalborg Håndbold - Kolstad Håndbold slut 27-25

Arena

Praktisk info til aftenens Champions League-brag mod HBC Nantes

Læs praktiske informationer til aftenens sæsonpremiere i Machineseeker EHF Champions League i Sparekassen Danmark Arena. Billetter Der er endnu ledige billetter til kampen og spillerpræsentationen før kampen. Find billetter her...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Ribe-Esbjerg HH Foto: Henrik Hansen

Niklas Landin foran operation og efterfølgende pause

Målmanden skal i den kommende tid opereres i det ene knæ, hvorefter der venter en kamppause på cirka to måneder. Som de fleste ved, var 35-årige Niklas Landin i sommeren...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Ribe-Esbjerg HH Foto: Henrik Hansen

Arnoldsen: Vi skal holde vores hjemmebane

Thomas Arnoldsen ser forud for sæsonens første Champions League-brag frem til en forventet svær opgave mod HBC Nantes, hvor publikum gerne må spille en hovedrolle. Resultatmæssigt er Aalborg Håndbold kommet...

Håndbold i verdensklasse