pokal header web (3)

Vi vandt grundspillet for tredje år i træk: Værd at vide om grundspillet

I lørdags cementerede vi førstepladsen i grundspillet. Læs fun facts om grundspillet her.

Aalborg Håndbold vandt grundspillet for tredje sæson i træk, og pointhøsten i de tre sæsoner har været nogenlunde ens – 45, 46 og nu 45. Pointene i denne sæson er kommet i hus via 21 sejre, 1 uafgjort og 3 nederlag. Vi har lavet flere mål end nogensinde, i alt 859 (i snit 33 pr. kamp). Dermed var vi det flittigst scorende hold, nærmest fulgt af Mors-Thy med 837 mål og TTH Holstebro med 833 mål. I den anden ende af banen var vi tredjebedst med 754 scoringer imod os – efter Fredericia, der kun lukkede 718 mål ind, og Skjern, der tillod modstanderne at score 753 gange.

Thomas Arnoldsen var kun med i 17 af grundspillets 26 kampe, men blev alligevel Aalborg Håndbolds topscorer med 102 træffere. De øvrige mål fordelte sig således: Jack Thurin 97, Aleks Vlah 87, Sebastian Barthold 76, Marinus Munk 63, Felix Möller 62, Kristian Bjørnsen 56, Buster Juul 50, Mads Hoxer 48, Miguel Martins 47, Lukas Nilsson 46, Simon Hald og Patrick Wiesmach begge 35, Martin Larsen 21, René Antonsen 12, Sander Sagosen 9, Niklas Landin 7, Henrik Møllgaard 5 og Fabian Norsten 1. Nicolaj Jørgensen fra Sønderjyske blev suveræn grundspils-topscorer med 229 mål foran Noah Gaudin fra Skjern med 165 mål.

Også med hensyn til assists var Thomas Arnoldsen den førende Aalborg-spiller med 76 af slagsen, fulgt af Miguel Martins med 49, Aleks Vlah med 43 og Mads Hoxer med 37. Sidstnævnte var længe fraværende på grund af en skulderoperation og spillede kun 12 kampe.

Aalborg Håndbold fik i grundspillet tilkendt 87 straffekast og scorede på de 77 – en udnyttelse på 88,5 procent, hvilket ingen andre hold kunne matche. Jack Thurin scorede på 33 af 40 straffekast, og Buster Juul udnyttede 31 af 34 forsøg fra syvmeterstregen, mens Thomas Arnoldsen og Aleks Vlah præsterede 100 procents udnyttelse af henholdsvis 7 og 6 straffekast.

Også den totale scoringsprocent – mål i forhold til afslutninger – havde Aalborg Håndbold i top med 68,63 procent. Her blev andenpladsen besat af grundspillets nummer 9, Sønderjyske, med 68,06 procent.

Redningsprocenten var bedst hos Fredericia med 31,99 foran Aalborg Håndbold med 29,82, hvilket afspejler sig i den individuelle målmands-statistik, hvor Sebastian Frandsen fra Fredericia sluttede øverst med 32,8 procent foran klubkammeraten Thorsten Fries med 31,7 procent. På tredjepladsen kom Niklas Landin med 30,4 procent, mens Aalborg Håndbolds anden keeper, Fabian Norsten, besatte syvendepladsen med 29,1 procent.

Tre af Aalborg Håndbolds spillere – Fabian Norsten, Felix Möller og Simon Hald – var med i alle 26 grundspilskampe. Tre andre – Marinus Munk, Kristian Bjørnsen og Sebastian Barthold – blev noteret for 25 kampe.

Aalborg Håndbold blev i grundspillet ramt af 69 udvisninger – tæt på ligaens gennemsnit. Tre af aktørerne i midterforsvaret måtte oftest til afkøling, idet det skete henholdsvis 9, 8 og 7 gange for Simon Hald, Henrik Møllgaard og Felix Möller. To Aalborg-spillere, Niklas Landin og Buster Juul, gennemførte grundspillet uden at blive udvist. Flest udvisninger tilfaldt TTH Holstebros William Aar, der 19 gange fik 2 minutters ufrivilligt hvil.

Grundspillets nummer 8, Skjern, var det hold, der lavede færrest tekniske fejl, i alt 183. Skanderborg AGF blev registreret for 187 tekniske fejl, mens Aalborg Håndbold i denne kategori kom ind på tredjepladsen med 195 tekniske fejl.

Aalborg Håndbold var igen klart i front på tilskuer-barometeret, idet vores 26 kampe i alt samlede 95.580 tilskuere. Skjern blev i alt set af 65.905 tilskuere, mens GOG som tredjebedste trækplaster nåede op på 61.022 tilskuere. Hjemme i Sparekassen Danmark Arena havde vi rekord-rykind med i alt 66.463 tilskuere, et gennemsnit på 5.113. Den store opbakning smitter tilsyneladende af på resultaterne, idet vi er ubesejret i 32 ligakampe på hjemmebane, siden vi 10. juni 2023 tabte 33-37 til GOG i den tredje DM-finale. Vores seneste hjemme-nederlag i en betydende kamp var 30-32 mod Paris Saint-Germain i Champions League 7. december 2023.

Det er 25. gang ud af 25 mulige, at vi via en top-8 placering har løst billet til slutspillet, hvis man medregner Aalborg Håndbolds forgængere, Aalborg HSH (2000-2003) og AaB Håndbold (2003-2010). Kun Skjern Håndbold kan bryste sig af en tilsvarende bedrift.

Det er sjette gang, at Aalborg Håndbold har vundet grundspillet. Af de foregående fem gange har vi fire gange sikret os DM-titlen – i 2017, 2019, 2020 og 2024. I 2020 blev turneringen på grund af corona-epidemien stoppet efter 24. runde af grundspillet, hvorefter placeringerne på det tidspunkt afgjorde medaljefordeling mm.

I Aalborg Håndbolds 14 hidtidige ligasæsoner har vinderen af grundspillet 10 gange erobret DM-guldet. Undtagelserne er 2013 KIF Kolding grundspilsvinder/Aalborg Håndbold dansk mester, 2016 Team Tvis Holstebro grundspilsvinder/Bjerringbro-Silkeborg dansk mester, 2021 GOG grundspilsvinder/Aalborg Håndbold dansk mester og 2023 Aalborg Håndbold grundspilsvinder/GOG dansk mester. Kun i 2016 gik DM-titlen til et hold, der havde indledte slutspillet uden point, idet Bjerringbro-Silkeborg spillede sig til tops via en femteplads i grundspillet.

simon-dahl-bsh

Simon Dahl giver tre nøgler til sejr over Skjern

Se med når cheftræner Simon Dahl ser frem mod det kommende slutspil og lørdagens kamp i Skjern. https://youtu.be/aRhLC3EqfSg Lørdagens kamp spilles kl. 16.00 i Skjern Bank Arena og kan følges...
Aalborg Håndbold møder Industria Kielce i EHF Champions League

Deltag i årets fanundersøgelse

Besvar spørgeskemaet og vær med i lodtrækningen om en signeret spillertrøje I Aalborg Håndbold stræber vi hele tiden efter at blive bedre. Ikke bare på banen, men også uden for...
Håndbold i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-TSV Hannover Burgdrof Foto: Henrik Hansen

To svenskere med landshold

Möller og Norsten skal spille testkampe mod Frankrig og Danmark Dermed er begge svenskere indkaldt til landsholdets samling, der finder sted fra 5.-11. maj. Samlingen er forberedelser mod det forestående...

Håndbold i verdensklasse