pokal header web (3)

Vigtig sejr i nordisk nøglekamp

Med en sejr på 27-25 over norske Kolstad Handball tog Aalborg Håndbold første stik i Slaget om Skandinavien i Machineseeker EHF Champions League.

Første duel mellem nordens to førende håndboldklubber skulle onsdag aften stå i Sparekassen Danmark Arena, da norske Kolstad Handball kom på besøg.

Hos cheftræner Stefan Madsen var der genvalg til samme trup som i søndags besejrede Fredericia, og godt bakket op af et særdeles medlevende publikum, var det netop Aalborg Håndbold der kom bedst fra land.

På forhånd vidste man, at begge hold gerne ville løbe hurtige kontraer og score i ankomstfasen af spillet, og netop den disciplin var de rødklædte værter bedst til fra start.

Flere boldtab fra Kolstad-spillerne blev således prompte straffet af scoringer fra både Sebastian Barthold og Mads Hoxer, der tilsammen leverede de første fem danske scoringer.

Nordmændene fandt dog også vej til netmaskerne, blandt andet via to mål fra den tidligere aalborgensiske fanfavorit Sander Sagosen, hvorfor stillingen efter 10 minutter var helt lige 5-5.

Det blev hurtigt tydeligt, at begge mandskaber befandt sig bedst med de hurtige kontramål, mens man i det etablerede angrebsspil måtte slide mere for at komme til scoringer.

Dette skyldtes dog ikke kun to gode forsvar, men i høj grad også at der i hver sin ende af banen befandt sig en verdensklassemålmand i form af henholdsvis Niklas Landin for værterne og Torbjørn Bergerud hos gæsterne

Derfor viste overtalssituationerne i kampen sig at være ekstra vigtige, og Aalborg Håndbold fik kampens første to af disse i de indledende 13 minutter. Man skulle dog frem til den anden udvisning til gæsterne inden Stefan Madsens mandskab for alvor fik draget nytte af fordelen.

Tre ubesvarede scoringer blev det til, og føringen kunne have været endnu større, hvis ikke for Sebastian Bartholds afbrænder alene mod målmand Bergerud.

Kort efter var det så anfører René Antonsens tur til at tage plads på bænken i to minutter, men gæsterne formåede blot at vinde overtallet med en enkelt scoring, så måltavlen efter 20 minutter viste 10-8.

I hvad der til tider mindede om åben slagudveksling forsøgte de norske mestre sig kortvarigt med 5-1 opdækning i forsvaret, for at forsøge at tippe tingene i eget favør og samtidig bremse skarpt skydende Mads Hoxer.

Missionen mislykkedes heldigvis, og i stedet kunne Aalborg Håndbold stramme grebet og gå til pausen med taktstokken i hånden og en føring på 17-12.

Fra anden halvlegs start kunne man igen begynde at tale om ”Landins gardin”, for landsholdskeeperen viste med tre redninger i streg hvorfor han er i særklasse blandt alverdens målvogtere.

Kollegaen Bergerud i det norske mål fortsatte dog også sine flotte takter, og forhindrede i første omgang at Aalborg Håndbold kunne kapitalisere på Landins flotte forarbejde.

Det var dog en stakket frist, for umiddelbart efter kunne først Mikkel Hansen på straffekast og dernæst Aleks Vlah udbygge føringen til hele 21-14.

Gæsterne skulle nu grave sig op af et stadig større hul, men bedst som man fornemmede at kampen kunne være afgjort, viste nordmændene stor mental styrke og fightede sig tilbage i opgøret med tre hurtige mål, så der med 15 minutter igen fortsat var alt at spille for.

Trods flere gode muligheder for at lægge afstand lykkedes det ikke for Aalborg Håndbold at få snøret sækken helt, og da Kolstads Adrian Aalberg med syv minutter igen reducerede til 23-21 var spændingen i Sparekassen Danmark Arena så tyk, at den kunne skæres med en kniv.

Kampen balancerede nu på vippen, men da det for alvor gjaldt lynede Simon Hald i to omgange fra stregen, mens Landin igen-igen leverede mirakler i målet.

Med et listigt svirp med håndleddet sendte Mads Hoxer Aalborg i front med 27-23 med mindre end to minutter igen, og trods to norske reduceringer var sejren en realitet med slutcifrene 27-25.

Dermed tog Aalborg Håndbold en ekstremt vigtig sejr i jagten på en af de to øverste placeringer i den tætte pulje A, hvor man med dagens sejr indtager en forløbig tredjeplads.

Næste udfordring for Aalborg-mandskabet er søndagens kamp på udebane i Herreligaen mod Nordsjælland Håndbold.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League

Aalborg Håndbold – Kolstad Handball 27-25 (17-12)

Stillinger undervejs

10’ 5-5, 20’ 10-8, 30’ 17-12, 40’ 21-15 50’ 23-18, 60’ 27-25

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 7, Mikkel Hansen 5, Simon Hald 4, Sebastian Barthold 3, Lukas Nilsson 3, Aleks Vlah 3, Kristian Bjørnsen 2,

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 39%

Målscorere Kolstad Handball

Sander Sagosen 10, Adrian Aalberg 5, Magnus Gullerud 3, Magnus Abelvik Rød 2, Simen Ulstad Lyse 2, Gøran Søgard Johannessen 1, Gabriel Setterblom 1, Sigvaldi Bjørn Gudjonsson 1

Redningsprocenter Kolstad Handball

Torbjørn Sittrup Bergerud – 35%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

Kolstad Handball: 4

5.325 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

coverbillede ny

Aalborg on fire – bliv klar til slutspillet 2025

Årets slutspilstema er klar, så tag halstørklædet på for sammen skal vi fyre op under stemningen i Sparekassen Danmark Arena med en ny tradition. Der er ingen tvivl om at...
Berlin Hoxer

Stort nederlag i Berlin

Trods en lovende start kom Aalborg Håndbold torsdag aften i tysk stormvejr, da man på udebane tabte 37-29 til Füchse Berlin i den første Champions League-kvartfinale. Torsdag aften ventede sæsonens...
IMG_7059

Værd at vide om Füchse Berlin

Bliv klogere på aftenens modstander fra den tyske hovedstad. Füchse Berlin jagter i denne sæson sit første tyske mesterskab og konsoliderede i søndags førstepladsen i Bundesligaen med en hjemmesejr på...

Håndbold i verdensklasse