Aleks Vlah ser frem til onsdagens hjemmekamp i Machineseeker EHF Champions League, hvor makedonske HC Eurofarm Pelister er modstanderen i Sparekassen Danmark Arena.
Den populære slovener kom til Aalborg Håndbold i sommerpausen og har allerede i flere omgange vist sit værd på banen, ikke mindst i sidste uges sejr over Kielce på udebane, hvor det blev til fem scoringer.
– Personligt er jeg indtil videre godt tilfreds med, hvor vi er som hold. Jeg synes vi er godt spillet sammen, og alle får lov at komme på banen og bidrage, så det er positivt. Personligt bliver jeg nok aldrig helt tilfreds med mit spil, da jeg altid gerne vil gøre det bedre, men jeg kan sige, at jeg ikke er ked af hvordan det er gået for mig indtil videre, lyder det med et smil fra den sympatiske Vlah, der dog samtidig har helt styr på, hvad ambitionerne for Champions League er.
– Jeg har altid store ambitioner for de hold, jeg spiller på, og det er bestemt også tilfældet her i Aalborg. Vi har store drømme og sigter højt, men tager tingene én kamp ad gangen. På den måde skal vi gerne få det bedste resultat i det enkelte opgør, hvilket igen gerne skal give os en god placering i puljen, når de 14 første kampe er afviklet. Vi så i sidste uge, at alt er muligt, så jeg synes, det ser spændende ud for os.
Morgendagens modstander fra HC Eurofarm Pelister er et nyt bekendtskab for Aalborg Håndbold, men ikke for Aleks Vlah, der tidligere har mødt den makedonske modstander.
– Ja, det er korrekt, jeg har spillet mod dem før, og det er et rigtigt Balkan-hold. Hvis man lukker dem ind i kampen, så er de klar til at slå til og udnytte det til egen fordel. Samtidig er det et meget fysisk hold, så vi skal vise dem, at vi er herre i eget hus, og at det her er vores hjemmebane.
Vi skal vise dem, at vi er herre i eget hus, og at det her er vores hjemmebane
- Aleks Vlah
– Derfor skal vi spillemæssigt fortsætte med de gode ting vi har gjort i de seneste kampe. Det betyder, at vi skal komme med stor energi fra første fløjt, at vi skal spille så hurtigt som muligt, og ikke mindst at vi skal slå til, når de viser svagheder, så vi kan slå hul og få greb om kampen, analyserer Vlah, der glæder sig til at være tilbage i Sparekassen Danmark Arena.
– Jeg elsker at spille foran så mange fans, og det er fedt, når arenaen er helt fyldt. Vi er meget glade for og stolte af vores fans, så vi håber, de møder talstærkt op igen i morgen, og at vi sammen kan skabe mange gode minder i sæsonen, lyder den afsluttende hilsen fra Aalborg Håndbolds nummer 18.
Onsdagens kamp i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 20.45, mens dørene åbner allerede 18.15.
Flere end 5.100 billetter er allerede i omløb til kampen, men der er fortsat ledige pladser.