Patrick Wiesmach leverede onsdag syv scoringer mod SC Magdeburg. Søndag gælder det Mors-Thy på udebane, en kamp der ifølge fløjspilleren bliver et lokalopgør med stor intensitet.
Onsdag aften spillede Aalborg Håndbold 33-33 mod de tyske mestre SC Magdeburg, en kamp der resultatmæssigt var lidt skuffende, i det man ikke formåede at holde stand med en føring i hånden.
– Det var selvfølgelig fremragende at lave 33 mål mod et af de bedste forsvar vi kommer til at møde i sæsonen. Selvom Magdeburgs spillere ikke er fysisk store, så har de et godt forsvar der gerne vil løbe kontraer og det fik vi holdt dem fra i store dele af kampen via gode afslutninger.
– Der var så en periode i anden halvleg, hvor de kom lidt for nemt til det, måske var det vores kræfter der løb ud eller vores bredde der ikke rakte på dagen. Vi kom til at se lidt slidte ud og hang efter i forsvarsdelen til sidst.
– Når skaden skete, så synes jeg alligevel, at vi viste stor moral og holdt stand og havde muligheden for sejren til sidst. Set over kampens forløb er uafgjort derfor til at leve med, siger Patrick Wiesmach.
Personligt var onsdagens kamp dog god for Patrick Wiesmach, der leverede flotte syv scoringer på syv mål i kampen.
– Det var rigtig fedt at få lov at spille i Champions League og mod et af de formodede tophold, som nok også ligger lunt i svinget til en plads i Final4 igen. Så det var dejligt at levere en god kamp, hvor man også bliver presset.
– Det er en anden oplevelse at komme ind fra bænken i en fart, som det skete onsdag, hvor man ikke når at tænke så meget over det. Når man bare kommer ind og adrenalinen pumper, så kører det af sig selv og så spiller man selvfølgelig for at vinde, lyder det videre fra Wiesmach, inden fokus rettes mod søndagens opgør i den hjemlige Herreliga, hvor Aalborg Håndbold er kommet fint fra land med tre sejre ud af tre mulige.
– Jeg synes vi har arbejdet os i gang i sæsonen. De første kampe var ikke prangende og man kunne se, at vi lige skulle lige i gang. Til gengæld mener jeg, at vi var totalt dominerende i Ringsted og også spillede en en fremragende kamp i Frederica sidste weekend.
– Det er fedt at vi nu har fået lagt lag på vores spil, især vores anden fase af angrebet, hvilket giver os en fordel som følge af gode defensive aktioner og målmandsredninger. Det betyder, at vi oftere undgår det noget tungere seks-mod-seks spil fordi alle kommer op ad banen og får brugt farten i ankomstfasen til at vinde nogle dueller.
Vi kommer jo lidt som en storebror der skal på besøg hos lillebror i nordjysk håndbold. Med det hold vi har, er det en kamp vi vil vinde, men jeg synes, at opgørene over de seneste år har udviklet sig til at være et lille derby.
- Patrick Wiesmach
– For os der spiller på fløjen, har det betydet, at vi har fået en del flere afslutninger, hvilket kun har gjort det endnu sjovere at spille, ligesom det gør det nemmere at komme godt ind i kampene.
– Offensivt giver det os et mere alsidigt udtryk og det synes jeg især vi har set i Herreligaen, hvor det ikke bare har været kryds og mand-mod-mand dueller vi har levet på. Den nye spillestil giver os flere tangenter at spille på, det gør det sværere for modstanderen og samtidig betyder det, at vi slider knap så meget på få spillere, der ellers skulle tage en masse fysisk hårde dueller, forklarer Aalborg Håndbolds nummer fire, der glæder sig til søndagens lokalopgør mod Mors-Thy.
– Vi kommer jo lidt som en storebror der skal på besøg hos lillebror i nordjysk håndbold. Med det hold vi har, er det en kamp vi vil vinde, men jeg synes, at opgørene over de seneste år har udviklet sig til at være et lille derby. Vi ved hvor motiverede de altid er i de kampe og ingen hold i ligaen tager bare lige til Mors og vinder uden videre – heller ikke os.
– Spillemæssigt synes jeg, at de har et rigtig fint koncept samt en masse unge dygtige spillere, der helt sikkert kommer videre til større adresser på et tidspunkt. Vi skal derfor være klar fra første fløjt, hvis vi skal tage sejren, men det er klart, at det er en anden mental opgave søndag aften på Mors end hjemme mod SC Magdeburg en onsdag aften.
– Vi er dog meget bevidste om, at det der disse kampe der er vores rugbrød og der hvor vi skaber grobunden for at sikre en plads i Champions League til næste sæson. Derfor har vi alle givet håndslag på, at vi også skal være der 100 procent i de kampe, siger Wiesmach videre.
Nordvestjyderne er inden kampen placeret på en 12. plads i Herreligaen med to point for de første tre kampe: et nederlag og to uafgjorte, hvor det senest blev til 25-25 på udebane mod Skjern Håndbold.
– Man kan godt mærke at kampene mellem Mors-Thy og os lidt har sit eget liv. De har alt at vinde og ikke meget at tabe, så de plejer at komme ud som lyn og torden, især med deres mindre og hurtige spillere, der godt kan give os problemer i mand-mod-mand spillet.
– Derfor skal vi prøve at få lukket ned for de situationer og skabe nogle hurtige kontraer for os selv, ligesom vi skal undgå de tekniske fejl, så de kan komme til at løbe os over ende. Vi skal have gode afslutninger så vi kan komme hjem og tage godt i mod dem i anden fase og forhindre de hurtige mål.
– Alt i alt glæder vi os meget til at spille i en fyldt hal, hvor der helt sikkert kommer tænding på fra start, hvilket altid er sjovest, afrunder Patrick Wiesmach.
Søndagens kamp spilles kl. 20.00 i Sparekassen Thy Arena i Nykøbing Mors og kan ses direkte på TV2 Play.