Aalborg Håndbold finaleklar efter ny sejr over Mors-Thy

Trods en udfordret defensiv, sikrede Aalborg Håndbold sig via en stærk anden halvleg en plads i DM-finalerne med en sejr på 35-37.

Med samme trup til rådighed som onsdag storsejrede i den første semifinale mod Mors-Thy Håndbold, skulle Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag forsøge at sikre en plads i DM-finalerne med endnu en sejr over nordvestjyderne.

I en stopfyldt Sparekassen Thy Arena var det fra start Niklas Landin på mål, Simon Hald på stregen, Alexander Blonz og Kristian Bjørnsen på fløjene, samt Mads Hoxer, Sander Sagosen og Thomas Arnoldsen i bagkæden. I defensiven kom anfører René Antonsen ind for Sagosen.

Ganske som i onsdagens første semifinale var opgaven for Aalborg-forsvaret at sætte en stopper for værternes playmaker Victor Norlyk, mens man offensivt skulle lykkes med igen at udnytte egen fart og fysik.

Hjemmeholdet kom fra land med scoringer i de første fire angreb, hvorfor Simon Dahls mandskab efter godt fem minutter var bagud 4-3, efter fuldtræffere fra Arnoldsen, Hoxer og Sagosen.

Føringen blev også 5-3 og værterne og deres fans var tydeligvis opsat på at få vasket onsdagens nederlag væk, hvorfor Arnoldsens misbrugte straffekast, og Norlyks efterfølgende scoring på samme disciplin, blot gav mere blod på tanden.

Modvinden steg i intensitet, hvorfor Simon Dahl måtte kalde timeout efter 10 minutter ved stillingen 8-4 i hjemmeholdets favør, hvorefter Felix Möller kom i aktion i et forsøg på at stoppe Norlyk i det centrale forsvar, ligesom Fabian Norsten kom på mål for Landin.

Det gav i første omgang pote, da Arnoldsen opsnappede bolden i forsvaret, hvorefter to reduceringer fulgte, inden Mors-Thys Nichlas Hald modtog opgørets første udvisning for en overilet aktion.

Overtallet gav yderligere to ubesvarede scoringer, så stillingen var lige 8-8 efter 14 minutter, inden Sagosen efterfølgende sikrede opgørets første Aalborg-føring.

Et allerede højt tempo blev nu skruet yderligere i vejret, hvilket gav hurtige scoringer i begge ender, men efterfølgende også tekniske fejl fra de to hold.

Med fem-et forsvar forsøgte Aalborg Håndbold at bremse værternes hurtige opspil, men uden samme held som i onsdagens kamp, da Mors-Thy denne gang spillede rundt om presset og blev ved med at finde vej til netmaskerne bag en ofte sagesløs Norsten, så stillingen efter 20 minutter var 12-11.

Meget atypisk var Aalborg Håndbold således uden en eneste redning efter 22 minutter, mens værternes Svend Rughave var noteret for fem af slagsen.

Arnoldsen fik kort efter gæsternes første udvisning, og overtallet endte 2-1 i nordvestjysk favør, inden Felix Möller med sit første mål kunne udligne til 16-16 efter knap 27 minutter.

Juri Knorr var i denne fase en vigtig mand, da han med fire scoringer holdt de regerende mestre inden i kampen.

Vetle Rønningen blev næste mand på banen i et forsøg på at bremse værternes offensiv, men fortsat udeblev redningerne, hvorfor nordjyderne kunne være mest tilfredse med pausestillingen 18-18.

Uden et skadet Arnoldsen, men godt støttet af et par hundrede medrejsende fans kom Aalborg Håndbold først på tavlen i anden omgang ved Alexandre Blonz, men glæden blev kortvarig, da man fortsat ikke kunne finde nøglen til at bremse det blåklædte hjemmehold, der efter 36 minutter var i front 22-20.

Presset var derfor løbende på Aalborg Håndbold, der nu var tvunget til at finde defensive stop, hvis man ville tilbage i kampen.

Galleri – klik for større fotos

Det lykkedes efter 38 minutter, da Landin snuppede en afslutning fra Rasmus Madsen, som omgående blev vekslet til scoring af Blonz i modsatte ende. Endnu en redning fulgte i det efterfølgende angreb, hvorefter Sagosen sendte Aalborg i front 23-24.

Lukas Nilsson kom på banen efter 42 minutter, hvor svenskeren måtte se Sagosen misse muligheden for at score til 24-26, blot for at Blonz kort efter kunne levere en kontrascoring efter teknisk fejl fra Mors-Thy.

Det tvang værterne til timeout-knappen, hvorefter der stod syv-mod-seks spil på menuen for Aalborg-forsvaret.

Som så mange gange tidligere i sæsonen var Simon Dahls mandskab igen dygtige til at lugte blod i vandet, og denne gang blev ingen undtagelse, da Felix Möller kunne øge til 24-27.

En ny udvisning til hjemmeholdet gav indledningsvis et misbrugt straffe fra Knorr, men Bjørnsen gjorde skaden god med en ny kontrascoring, inden Landin kunne score i tomt net til 25-29 efter 47 minutter.

Dermed var der slået et potentielt afgørende hul, i det Mors-Thy gik hele syv minutter uden scoringer, og nu havde mere end travlt med at forsøge at holde kampen tæt.

For at lægge yderligere pres på, valgte Simon Dahl nu at sende sit hold i syv-mod-seks i angrebet, hvilket gav scoringer i de første to forsøg, mens tiden fortsat arbejdede i nordjysk favør.

Værterne fik mulighed for at reducere føringen til to mål, men Landin snuppede vakst en afslutning fra sin kommende klubkammerat Magnus Norlyk.

Desværre missede Lukas Nilsson missede fra klos hold, så Victor Norlyk på straffekast kunne reducere til 31-33 med godt fire minutter igen.

Da Simon Hald efterfølgende også missede fra nært hold, var tingene noget unødvendigt atter åbne med endnu en reducering fra Norlyk.

Den fortættede stemning kunne skæres med en kniv i Sparekassen Thy Arena, da Buster Juul med sin første og eneste aktion i kampen scorede på straffekast til 32-34, inden en teknisk fejl fra værterne endte med Juri Knorrs femte scoring, så Aalborg Håndbold førte 32-35 med mindre end to minutter igen.

En udvisning til Vetle Rønningen kunne ikke slå de regerende mestre ud af kurs, for i undertallet opsnappede Blonz bolden og scorede i åbent net, inden Bjørnsen med 20 sekunder igen lukkede tingene endegyldigt.

Sejren blev på 35-37 og dagens resultat betyder, at Aalborg Håndbold for syvende sæson i træk er klar til DM-finalerne.

Her venter enten Skanderborg AGF eller GOG, der lørdag aften spiller anden indbyrdes semifinale.

Første DM-finale spilles søndag 31. maj kl. 16.00 i Sparekassen Danmark Arena. Nærmere information om et eventuelt billetsalg følger i de kommende dage her på siden og via vores sociale medier.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 2. semifinale

Mors-Thy Håndbold – Aalborg Håndbold 35-37 (18-18)

Stillinger undervejs

10’ 8-4, 20’ 12-11, 30’ 18-18, 40’ 23-24, 50’ 28-31, 60’ 35-37

Målscorere Aalborg Håndbold

Alexander Blonz 6, Sander Sagosen 5, Mads Hoxer 5, Kristian Bjørnsen 5, Juri Knorr 5, Felix Möller 4, Thomas Arnoldsen 3, Niklas Landin 1, Lukas Nilsson 1, Simon Hald 1, Buster Juul 1  

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin –  17,24% (5/29)

Fabian Norsten – 0% (0/10)

Målscorere Mors-Thy Håndbold

Victor Norlyk 10, Nichlas Hald 5, Rasmus Madsen 5, Lasse Pedersen 4, Magnus Norlyk 4, Kasper Lindgren 3, Gustav Sunesen 3, Kasper Didriksen 1

Redningsprocenter Mors-Thy Håndbold

Svend Rughave – 23,91% (11/46)

2-minutters udvisninger

Mors-Thy Håndbold: 2

Aalborg Håndbold: 2

1.803 tilskuere i Sparekassen Thy Arena

Antonsen_REHH

Antonsen: Der bliver knald på lørdag

Anfører René Antonsen ser frem mod lørdagens anden semifinale i Bambuni Herreligaen mod Mors-Thy Håndbold.
Semi1_Hald

Magtdemonstration i første semifinale

Der var ingen slinger i valsen da Aalborg Håndbold onsdag aften storsejrede over Mors-Thy Håndbold i den første DM-semifinale med cifrene 40-21. 12 spillere på måltavlen.
arena drone

Praktisk information til onsdagens semifinale

Læs praktisk info til aftenens nordjyske brag i Sparekassen Danmark Arena.

Håndbold i verdensklasse