Sejr over Paris i sidste test

En fejlfyldt start blev afløst af et godt comeback og stærk afslutning, da Champions League-rivalerne fra PSG fredag aften blev besejret 36-34. Sander Sagosen og Thomas Arnoldsen topscorere med hver fem mål.

Til opstartsfasens sidste testkamp kunne cheftræner Simon Dahl glæde sig over igen at kunne disponere over Patrick Helland Anderson, der med en næsebeskyttende maske atter var klar til at gå i kamp, hvorfor kun Lukas Nilsson fortsat var ukampdygtig.

Aftenens modstander var de franske mestre fra Paris Saint-Germain, der kom til kampen med de tidligere Aalborg-legender Stefan Madsen og Henrik Møllgaard på trænerbænken.

Fra start var Niklas Landin på mål, Felix Möller på stregen, Juri Knorr, Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen i bagkæden, samt Magnus Landin og Tobias Nielsen på fløjene. I forsvaret vekslede Knorr med Vetle Rønningen.

Arnoldsen leverede opgørets første scoring, men det var gæsterne fra Paris der herefter overtog teten og bragte sig i front hele 1-5 efter fire minutter, som følge af en række forhastede og uskarpe afslutninger fra hjemmeholdet, der blev straffet med scoringer i modsatte ende.

Reducering fra Knorr i to omgange, efterfulgt af Landins første redning i opgøret, fik lukket en smule af hullet, men den nordjyske defensiv blev i den grad udfordret af franskmændene, der indledningsvis havde nemt ved at komme til afslutninger.

Et ophidset tempo blev efter 10 minutter afløst af en mere normal rytme med etableret angrebsspil i begge ender. Efter kortvarigt at have reduceret gæsternes til to mål, kostede afbrændere fra Knorr, samt Tobias Nielsen på straffekast, yderligere franske scoringer, så de danske mestre efter knap 13 minutter var bagud 5-9.

Derfor måtte Simon Dahl trykke på timeoutknappen, hvorefter Sander Sagosen kom på banen for Knorr, hvor nordmanden omgående stemplede ind med en reducering.

Herefter var det gæsternes tur til at sløse i angrebet ad flere omgange, men missere fra Sagosen, Landin, Nielsen og Arnoldsen på en velspillende Mikkel Løvkvist i Paris-målet, betød at man fortsat var nede med to mål efter 17 minutter.

Efter en fransk timeout blev Landin sendt til tælling, da Wallem-Konrad Peleka ramte målvogteren i ansigtet, men kampens dommer opdagede ikke forseelsen, der i stedet endte med PSG-scoring til 8-10.

Simon Hald havde nu erstattet Felix Möller på stregen, hvorfra han i fri position scorede, inden endnu en Landin-redning førte til udligning 10-10 ved Thomas Arnoldsen, efterfulgt af kontrascoring fra Nielsen til første Aalborg-føring i knap 20 minutter.

Iført sin beskyttende maske kom Patrick Helland Anderson i aktion, inden Hald kort efter fik kampens første udvisning for skub i ryggen på fodrappe Luc Steins, der kampen igennem var en håndfuld for den tunge danske midtblok.

Undertallet endte med to scoringer til hvert mandskab, inden Marinus Munk og Fabian Norsten blev sendt på banen til halvlegens sidste fem minutter, i øvrigt på en dag, hvor de to hold forinden havde aftalt at benytte 17 spillere i hver trup.

Frem mod pausen byttede holdene scoringer, inden de sidste sekunder bød på dramatik, da Munk øgede til 18-17 med fem sekunder igen, inden Norsten fik en bold i hovedet på en desperat afslutning, der i stedet gav udvisning til PSG-mandskabet.

Derfor startede Aalborg Håndbold anden omgang i overtal, hvilket indkomne Patrick Wiesmach udnyttede til at sikre kampens første to-målsføring til Aalborg Håndbold, en føring der efter to tekniske Paris-fejl, blev øget til plus fire mål via scoringer fra Arnoldsen og Hoxer.

Galleri – klik for større fotos

Aalborg-forsvaret havde nu for alvor fået greb om tingene, hvor man med den rette højde og stor fysik tvang gæsterne til svære afslutninger og tekniske fejl.

En af disse blev straffet via kontrascoring af Alexander Blonz til 23-19 efter 37 minutter, men bedst som man troede at tingene var under kontrol, kostede unødvendige fejl en stribe hurtige reduceringer, så man godt fire minutter senere måtte se Luka Karabatic udligne til 25-25, inden Peleka kunne sende PSG tilbage i front.

Kampen bølgede nu frem og tilbage, og begge mandskaber straffede hinandens fejl, så det kort efter var Aalborg Håndbold der var tilbage i front, inden franskmændene på ny gjorde comeback.

Fabian Norsten leverede i disse sekvenser flere gode redninger, mens Hoxer i modsatte ende satte sig igennem med både power og scoringer. Hoxer trak også en udvisning på Karl Konan, men overtallet endte med to mål til hvert hold, inden Wiesmach misbrugte et straffekast, så stillingen med 10 minutter igen var 31-30.

I slutfasen kom Anton Lindskog på banen for første gang, mens udhvilede Sagosen, Anderson og Knorr blev sat ind for at kæmpe sejren i hus.

Netop Anderson og Lindskog øgede til 33-31, mens pariserne med den dynamiske playmaker Luc Steins og stærke Kamil Syprczak på stregen forsøgte at holde trit.

Trods endnu en træffer fra Anderson var tingene fortsat tætte indtil 58. minut, da først Sagosen hakkede kuglen i kassen til 35-33, inden Norsten med sin ottende redning lagde fundamentet til den afgørende scoring fra Knorrs hånd, der betød at der ikke længere var tvivl om udfaldet.

Opgøret ender derfor med sejrscifrene 36-34 og Aalborg Håndbold er således gået ubesejret gennem opstartsfasens testkampe.

Søndag er der for første gang i den nye sæson en titel på spil, når det kl. 16.00 går løs i Arena Randers mod sølvvinderne fra SAH.

Matchfacts testkamp

Aalborg Håndbold – Paris Saint-Germain 36-34 (18-17)

Stillinger undervejs

10’ 5-8, 20’ 11-10, 30’ 18-17, 40’ 25-23, 50’ 31-30, 60’ 36-34

Målscorere Aalborg Håndbold

Sander Sagosen 5, Thomas Arnoldsen 5, Juri Knorr 4, Patrick Wiesmach 4, Mads Hoxer 4, Patrick Helland Anderson 3, Simon Hald 3, Tobias Nielsen 2, Anton Lindskog 1, Alexander Blonz 1, Magnus Landin 1, Felix Möller 1, Marinus Munk 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 40% (8/20)

Fabian Norsten – 26,66% (8/30)

Målscorere Paris Saint-Germain

Elohim Prandi 6, Kamil Syprzak 5, Luc Steins 5, Bjarki Már Elisson 5, Luka Karabatic 3, Yahia Omar 2, Emil Mellegård 2, Farran Solé 2, Wallem-Konrad Peleka 2, Sebastian Karlsson 1, Simen Lyse 1

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

Paris Saint-Germain: 2

5.410 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

arena drone

Praktisk information til aftenens preseason-opgør mod PSG

Læs praktisk info til opgøret i Sparekassen Danmark Arena.
Preseasonkamp Aalborg Håndbold-Fuchse Berlin foto: Henrik Hansen

Norlyk: Glæder mig til at trække den røde trøje over hovedet

Hør Magnus Norlyk fortælle om den første tid i Aalborg Håndbold, samt om forventningerne til fredagens preseason-opgør mod PSG.
REDZ

Aalborg Håndbold – De Røde Pandaer

Til den nye sæson 2026/27 lancerer Aalborg Håndbold en ny maskot: Redz, den røde panda. Mød den første gang fredag aften i Sparekassen Danmark Arena.

Håndbold i verdensklasse