Comebacket fusede ud i nederlag til SAH

Aalborg Håndbold var tæt på at fuldende et stort comeback, men formåede ikke lukke at hullet efter en dårlig første halvleg, hvilket lørdag eftermiddag gav nederlag på 26-28.

Efter midtugens pokalsejr over Sønderjyske tog Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag hul på den første af tre hjemmekampe på otte dage, hvor seneste sæsons modstander fra DM-finalerne, SAH, var første kamp i rækken.

Fra start var det Niklas Landin på mål, Sander Sagosen, Marinus Munk og Mads Hoxer i bagkæden, Felix Möller på stregen, samt Tobias Nielsen og Magnus Landin på fløjene. I forsvaret byttede Sagosen med Vetle Rønningen.

Begge hold indledte kampen med lange angreb, der i tre tilfælde endte med scoringer for begge mandskaber inden Hoxer blev første mand til at misbruge en chance, mens østjyderne fortsatte scoringen, så stillingen var 3-4 efter godt seks minutter.

Ganske som i onsdagens pokaldyst var fysikken også denne dag i højsædet, om end gæsterne viste mere fart og bevægelighed end det man så fra Sønderjyske-mandskabet onsdag, så udeholdet i to omgange kunne lave indspil til stregen med scoringer fra Morten Kaalund.

Efter ni minutter kom opgørets første redning fra Niklas Landin, inden Hoxer i det efterfølgende angreb udnyttede en fiks assist fra Sagosen til sin første fuldtræffer.

Gæsterne havde dog bedst fat i taktstokken i den indledende fase, hvor den nordjyske offensiv ikke fik fart og flow i spillet, hvorfor individuelle aktioner lå til grund for flere afslutninger.

Da Tobias Nielsen efter knap et kvarter fik opgørets første udvisning blev betingelserne ikke lettere for Aalborg Håndbold, der måtte se Johan Hansen nette for tredje gang til stillingen 5-8, mens Mads Hoxer måtte tage plads på bænken med hvad der lignede en skade. Denne skulle siden vise sig, at  holde ham ude resten af kampen.

Juri Knorr, Patrick Helland Anderson, Simon Hald og Patrick Wiesmach var nu alle blevet roteret ind fra bænken, men fortsat kneb det med at vinde duellerne i angrebet, hvor den østjyske defensiv fik afvist godt, mens målvogter Magnus Petersen med fem redninger også førte målmandsduellen.

Bedre blev det ikke da Wiesmach misbrugte et straffekast, inden SAH kunne øge til 5-9, hvorefter hjemmeholdet måtte kalde timeout efter næsten 10 minutter uden scoringer.

Lukas Nilsson blev også sendt i aktion, inden Knorr fik brudt den negative stime med reducering til 6-9, men blot sekunder senere var gæsterne atter i front med fire, ligesom SAH’erne nu valgte syv-mod-seks spillet for at sætte yderligere pres på.

Heller ikke Simon Hald kunne finde vej til netmaskerne fra stregen, da en velspillende Petersen mellem SAH-stængerne fortsatte med at være et problem, ligesom tekniske fejl nu også sneg sig ind i opspillet som følge af forhastede beslutninger.

Det udnyttede gæsterne til at øge føringen til plus fem ved stillingen 7-12 efter knap 26 minutter, mens måltavlen fire minutter senere viste 8-14 efter de første 30 minutter, en omgang der tilmed sluttede med en udvisning til Magnus Landin.

Dermed var der alt at gøre for Aalborg Håndbold i anden halvleg for at komme tilbage i opgøret. Her blev Fabian Norsten sendt på mål og svenskeren indledte med en redning på Johan Hansen, mens man offensivt rystede posen og fik scoring fra Magnus Landin via syv-mod-seks spil.

Opblomstringen blev dog kortvarig, da Hansen scorede i næste angreb, inden Munk hamrede et skud på stolpen og SAH atter scorede i modsatte ende.

Galleri – klik for større fotos

Symptomatisk for kampen endte opgørets første Aalborg-angreb i overtal med en teknisk fejl og kontrascoring af gæsterne, inden Tobias Nielsen tog revanche med to reduceringer til 12-17 efter 37 minutter.

Også Patrick Helland Andersson og Juri Knorr viste sig godt frem i denne fase, hvor støtten fra de 5.227 tilskuere løftede Aalborg Håndbold i forsøget på at skabe et energisk comeback.

Tiden var dog ikke på nordjysk side, og når mulighederne for reducering bød sig, var ineffektiviteten for stor, mens gæsternes skarphed foran mål betød, at man løbende var bagud med fem-seks scoringer.

En sand energiudladning fra Anderson med tre flotte scoringer betød dog, at hullet blev lukket til blot tre mål. Da Norsten samtidig tog godt fra i målet levede håbet om point fortsat, da momentum i den grad nu var med Aalborg Håndbold.

Lydniveauet steg yderligere da Lukas Nilsson reducerede til 18-20, men to ubesvarede scoringer fra SAH tog vinden ud af de nordjyske sejl, og med otte minutter igen var man derfor atter nede med fem mål.

Ingen opgav dog ævred, og via godt forsvarsspil fik man fremtvunget gentagne stop på gæsterne, mens man i modsatte ende fortsatte med tempo og scoringer, så man med fem minutter igen var tilbage på minus to.

Comebacket punkterede dog endegyldigt, da Felix Möller fik en udvisning med godt tre minutter tilbage, inden Knorrs skud fra distancen blev viftet på overliggeren af Magnus Petersen, hvilket beseglede den aalborgensiske skæbne.

Facit blev et nederlag på 26-28, hvilket betyder at Aalborg Håndbold fortsat er på andenpladsen i Betoro Herreligaen.

Onsdag gælder det første opgør i hovedrunden af EHF Champions League, når Füchse Berlin gæster Sparekassen Danmark Arena.

Matchfacts Betoro Herreligaen, 13. spillerunde

Aalborg Håndbold – SAH 26-28 (8-14)

Stillinger undervejs

10’ 4-5, 20’ 5-9, 30’ 8-14, 40’ 13-18, 50’ 19-22, 60’ 26-28

Målscorere Aalborg Håndbold

Patrick Helland Anderson 6, Tobias Nielsen 6, Juri Knorr 5, Sander Sagosen 2, Simon Hald 2, Magnus Landin 2, Lukas Nilsson 1, Marinus Munk 1, Mads Hoxer 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 22,22% (4/18)

Fabian Norsten – 30% (6/20)

Målscorere SAH

Johan Hansen 8, Morten Kaalund 7, Fredrik Olsson 5, Tobias Søberg 3, Jeppe Cieslak 3, Kristian Bonefeld 1, Gustav Bruun 1

Redningsprocenter SAH

Magnus Brandbyge – 0% (0/1)

Magnus Petersen – 38,89% (14/36)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 3

SAH: 1

5.227 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Håndbold i verdensklasse