Final4-pladsen sikret efter storsejr i Aarhus

Med en sikker sejr på 37-24 over Aarhus Håndbold tirsdag aften, er Aalborg Håndbold klar til at forsvare pokaltitlen til Final4-stævnet til februar.

Cheftræner Simon Dahl havde til pokalkvartfinalen i Aarhus valgt at indlede med Niklas Landin i mål, Alec Smit og Alexandre Blonz på fløjene, Simon Hald på stregen, samt Mads Hoxer, Juri Knorr og Sander Sagosen som bagspillere. I defensiven erstattede anfører René Antonsen og Marinus Munk henholdsvis Sagosen og Knorr.

I en jævnbyrdig første halvleg kom Aalborg Håndbold bedst fra start og førte både 0-2 og 2-4, men et optændt Aarhus-mandskab fulgte fint med og kunne med to ubesvarede scoringer reducere til 5-6 efter 11 minutter.

Kort efter betød en håndskade, at Niklas Landin måtte lade sig udskifte med Fabian Norsten og svenskeren leverede en god kamp resten af vejen, hvor det på dagen blev til en redningsprocent på 44,44%.

Ikke overraskende valgte hjemmeholdet at forsøge sig med syv-mod-seks spil i angrebet, hvilket indledningsvis ikke fungerede, men efterfølgende kastede scoringer af sig. Da fejlprocenten i afslutningerne samtidig var stor fra nordjyderne, kunne aarhusianerne lidt overraskende bringe sig foran 12-11 efter 22 minutter, men de danske mestre lukkede første halvleg godt og kunne gå til pause med føring på tre mål ved stillingen 15-18, hvor Alec Smit leverede halvlegens sidste scoring.

Anden halvleg blev til gengæld en anden affære. Den nordjyske bredde i truppen viste sig igen værdifuld og samtidig steg træfsikkerheden foran mål.

Fabian Norsten bidrog også godt med redninger i målet, hvorfor man allerede fem minutter inde i anden omgang havde øget forspringet til seks mål.

Galleri – klik for større fotos

Især Juri Knorr og Mads Hoxer var i hopla og leverede henholdsvis seks og syv mål på dagen, og bidrog i anden halvleg til at føringen stille og roligt blev udbygget.

Da Buster Juul med to scoringer i træk kunne øge til 20-29 efter 43 minutter var kampen reelt afgjort, hvorfor de resterende 17 minutter reelt var uden betydning.

Kampen endte da også med en sikker sejr på 24-37 og dermed blev Aalborg Håndbold det andet hold efter Sønderjyske Herrehåndbold til at kvalificere sig til Final4-stævnet i Boxen i Herning til februar.

De resterende to kvartfinaler spilles onsdag aften, hvorefter de fire mandskaber til finalestævnet vil være på plads.

Nærmere information om billetsalg til Final4-weekenden 14.-15. februar i Boxen følger her på siden og på vores sociale medier i løbet af onsdag.

Matchfacts Pokalturneringen, kvartfinale

Aarhus Håndbold – Aalborg Håndbold 24-37 (15 -18)

Stillinger undervejs

10’ 4-6, 20’ 9-11, 30’ 15-18, 40’ 20-26, 50’ 21-32, 60’ 24-37

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 7, Juri Knorr 6, Buster Juul 5, Sander Sagosen 5, Lukas Nilsson 4, Alec Smit 3, Marinus Munk 3, Simon Hald 2, René Antonsen 1, Patrick Helland Anderson 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 22,22% (2/9)

Fabian Norsten – 44,44% (12/27)

Målscorere Aarhus Håndbold

Simon Skovhus 4, Christian Nielsen 4, Jens Møller 3, Nikolai Vinther 2, Kristian Krag Ørsted 2, Peter Rovelt-Busch 2, Carl Søndergaard 2, Joachim Pedersen 2, Emil Meyer 1, Lars Mousing 1, Mads-Peter Lønborg 1

Redningsprocenter Aarhus Håndbold

Kristoffer Laursen – 25,93% (7/27)

Nichlas Ludvigsen – 15,79% (3/19)

2-minutters udvisninger

Aarhus Håndbold: 3

Aalborg Håndbold: 3

1.517 tilskuere i Vejlby-Risskov Hallerne, Aarhus

Landshold

Fire mand vandt EM-sølv med Danmark

Simon Hald, Mikkel Hansen, Niklas Landin og Henrik Møllgaard måtte søndag aften nøjes med sølv ved EM-slutrunden med det danske landshold, der tabte 33-31 til Frankrig efter en dramatisk finale...

Læs mere
Nyhed

Tredje testsejr en realitet

Aalborg Håndbold vandt også den tredje af januars testkampe, da ligarivalerne fra Mors-Thy på udebane blev besejret 37-28 efter stillingen 19-11 ved pausen. Også denne gang blev kampen indledt med...

Læs mere

Håndbold i verdensklasse