pokal header web (1)

Hoxer: Jeg har en ambition om at vinde titler

Mads Hoxer nøjes ikke med at udskifte den blå Mors-Thy trøje med Aalborg Håndbolds røde dress. Den 21-årige nordvestjyde har også forladt de trygge rammer hjemme hos forældrene i Thisted og er rykket ind i en lejlighed i havneområdet i Aalborg sammen med kæresten Marlene.

– Det er optimalt både for min træning og Marlenes studier på universitetet. Og så var det vist også på tide, at jeg flyttede hjemmefra, skæmter Mads Hoxer efter en træning i Gigantium, hvor han efter et par ugers tilstedeværelse er fuld af lovord om sin nye håndboldbase.

– Her er bare fedt, og jeg er virkelig blevet bekræftet i, at jeg har truffet den rette beslutning. Forholdene er perfekte på alle punkter, og jeg kan tydeligt fornemme, at jeg er kommet ind i en stærk og velfungerende trup.

Det er mere end et år siden, at Mads Hoxer skrev en tre-årig kontrakt med Aalborg Håndbold – i kølvandet af, at han havde debuteret på landsholdet med tre mål i 46-24 sejren over Finland og ført Mors-Thy til en sensationel pokaltriumf med sejr over netop Aalborg Håndbold i finalen, hvor han blev kåret som banens bedste.

– Jeg havde en del muligheder, men var ikke i tvivl, for Aalborg Håndbold virkede på alle parametre som det bedste valg. Det er jo en af verdens førende klubber, og jeg har en ambition om at vinde titler, primært det danske mesterskab, og ikke mindst at deltage i EHF Final4 i Köln. Jeg har aldrig før spillet EHF Champions League og ser meget frem til disse udfordringer.

Mads Hoxer vil gerne fremstå som en universalspiller, der kan bidrage bredt i begge ender af banen, og han er bevidst om, at der i hvert fald i starten venter ham en mindre fremtrædende rolle i Aalborg med Lukas Sandell som konkurrent på højre back.

– Jeg ser det som et plus for min udvikling, at jeg kan lære af mere erfarne holdkammerater og skal præstere på højt niveau for at få spilletid. Og med de mange kampe, der venter os, er det vigtigt at have to-tre spillere på hver plads.

I sin sidste sæson i Mors-Thy fik Mads Hoxer spoleret det meste af efteråret på grund af en menisk-operation, men generne i knæet forsvandt heldigvis, og han kronede en flot forårssæson som månedens spiller i maj efter fire ligakampe med 30 mål på 42 forsøg samt 20 assists.

Kort forinden fik han også comeback i landsholdstruppen til Golden League, men måtte efter tre dages samling rejse hjem på grund af influenza.

– Jeg har ikke nogen klar fornemmelse af, hvor jeg nu står i hierarkiet, men jeg håber, at mine præstationer med Aalborg Håndbold kan bringe mig tættere på landsholdet. Jo før, jo bedre. VM i 2023 er måske en mulighed – men jeg bliver ikke skuffet, hvis det glipper. Min tid skal nok komme.

Mads Hoxer affyrede sine første skud i 5-års alderen og er nærmest født med håndbold i blodet, idet hans forældre, Flemming Hangaard og Bertha Hoxer Hangaard, har været aktive på flere fronter, og faderen er nu assistenttræner for Mors-Thys 2. divisionshold, mens lillesøster Ida optræder på U19-holdet i Thisted.

– I en periode var jeg for lille til at være bagspiller og spillede højre fløj, men i løbet af et år på Idrætsefterskolen i Ikast voksede jeg 13 cm og kunne derefter godt bruges som back, smiler Mads Hoxer, der nu måler 195 cm og vejer 96 kg – med håb om at øge vægten et par kilo for at styrke fysikken.

Evnerne var hurtigt så indlysende, at han løbende kom på de forskellige ungdomslandshold, og VM for U19 i 2019 blev et lille gennembrud, da han med 10 træffere bidrog til sejren i bronzekampen mod Portugal, hvorefter det anerkendte internationale medie handball-planet.com fastslog, at en ny stjerne var født.

Der er dog ingen stjernenykker at spore hos Mads Hoxer, der går seriøst og helhjertet ind for håndboldkarrieren, men undlader store armbevægelser og bombastiske udmeldinger.

– Jeg elsker at spille håndbold og føler mig enormt priviligeret af, at jeg kan leve af min hobby. Det er jo, hvad mange dømmer om, konstaterer Mads Hoxer, der ikke har noget mål om at komme videre til udlandet.

– Udlandet har aldrig sagt mig så meget. Det er rart og trygt i Danmark, så jeg er yderst tilfreds med at spille herhjemme og glæder mig vildt til at tørne ud for Aalborg Håndbold.

Fabbe warmup 2 kopier

Scor rabat med Hummel indtil 1. oktober

Som Aalborg Håndbold-fan kan du i den kommende tid handle til særpris hos vores tøjleverandør Hummel. Som en særlig fordel for Aalborg Håndbolds fans tilbyder vores officielle tøjleverandør Hummel en...
2

Aalborg Håndbold afsporet i Zagreb

På en decideret off-day blev det onsdag aften til et klart nederlag på 31-23 til de kroatiske mestre fra HC Zagreb. Onsdag aften gjaldt det sæsonens første udekamp i Machineseeker...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Ribe-Esbjerg HH Foto: Henrik Hansen

Vlah: Vi skal spille hurtigt mod Zagreb

Onsdag aften venter sæsonens andet opgør i Machineseeker EHF Champions League, når Aalborg Håndbold på udebane gæster HC Zagreb. Læs Aleks Vlahs forventninger til kampen mod de kroatiske mestre. Lørdag...

Håndbold i verdensklasse