Læs mere om vores kommende modstander i EHF Champions League, den tyske hovedstadsklub fra Füchse Berlin.
Med Mathias Gidsel som den absolutte frontfigur har Füchse Berlin i raketfart etableret sig helt i toppen af både tysk og international håndbold, baseret på kontinuitet i truppen og en nærmest revolutionerende lynhurtig spillestil.
I kølvandet af andenpladsen i 2023-2024 lykkedes det i 2024-2025 for Gidsel og co. at erobre det tyske mesterskab for første gang efter et tæt kapløb, hvor Magdeburgs forsvarende mestre måtte “nøjes” med sølvet, men en uge efter afslutningen på Bundesligaen fik Magnus Saugstrup og co. gylden revanche ved at besejre Füchse 32-26 i finalen i Champions League.
I 2025-2026 blev det på de to primære fronter lige ved og næsten for Füchse Berlin, der sluttede som toer i både Bundesligaen (efter Magdeburg) og CL (34-37 i finalen mod Barca), men dog kunne trøste sig med den tyske pokaltitel.
I denne sæsons CL-gruppespil var den forholdvis smalle Füchse-trup hæmmet af skader og tabte begge opgør mod Veszprém, men gjorde rent bord i de fire øvrige kampe. Undervejs understregede Mathias Gidsel sit store format som suveræn topscorer med 65 mål og en effektivitet på 79,3 procent.
I de to sidste sæsoner har Aalborg Håndbold måttet bøje sig for det høje niveau hos Füchse Berlin, der i CL-kvartfinalen i april 2025 først besejrede os 37-29 i Max-Schmeling-Halle og derefter vandt 40-36 i Sparekassen Danmark Arena, hvor vi dermed led det første nederlag i næsten 17 måneder. Historien gentog sig i 2025-2026, hvor Füchse slog os i begge kampe i gruppespillet, 31-28 i Berlin og 35-31 i Aalborg. Tilbage i 2018 tørnede vi sammen med Füchse i EHF Cuppens 3. og sidste kvalifikationsrunde, hvor vi lagde ud med en hjemmesejr på 31-29, hvorefter tyskerne vandt 28-23 på egen boldgade og dermed sendte os ud af turneringen.
I august-september 2025 fik Füchse Berlin en resultatmæssigt fin sæsonstart med triumf i Super Cup og sejre i de to første bundesligakampe, men overraskede derefter den ganske håndboldverden ved at præsentere Nicolej Krickau som både cheftræner og sportschef på en 3-årig kontrakt. Dermed sagde klubben med øjeblikkelig virkning farvel til de to, der ellers var tilskrevet en stor del af æren for de foregående sæsoners succes, cheftræner Jaron Siewert og sportsdirektør Stefan Kretzschmar.
På trænerbænken overtog Jaron Siewert tøjlerne i sommeren 2020 som den yngste cheftræner i Bundesligaen nogensinde, men trods fornemme resultater opstod der i begyndelsen af sidste sæson gisninger om hans fremtid i klubben – ikke mindst på grund af manglende forlængelse af hans kontrakt, der udløb i sommeren 2026. Og 4. september 2025 var Jaron Siewert fortid i klubben og afløst af Nicolej Krickau, der havde ligget stille som træner siden fyringen i Flensburg-Handewitt i december 2024. Forinden havde Krickau prydet trænerkarrieren med seks sæsoner i spidsen for GOG, som han førte til DM-guld i 2022 og 2023.
På spillerfronten har Füchse Berlin i høj grad formået at holde på klubbens profiler, anført af 27-årige Mathias Gidsel, der kom fra GOG i 2022 og har forlænget sin kontrakt til 2029. “Jeg har stor tiltro til projektet og føler, at klubben kan udvikle sig, samtidig med at jeg selv kan videreudvikle mig”, lød det ved forlængelsen fra Mathias Gidsel. Han har desuden ofte udtalt, at han stortrives i Berlin, der tæller knap fire mio. indbyggere.
I bagkæden fik Mathias Gidsel længe værdifuld assistance af landsholdskollegaen Lasse Andersson, der i 2020 kom til Füchse Berlin fra Barcelona, men skiftede til HØJ Elite før denne sæson.
Danskeren med det hidtil største aftryk i Füchse Berlin, Hans Lindberg, stoppede i 2024 et glorværdigt kapitel i klubben over otte sæsoner med i alt 190 kampe og 1356 mål. Tidligere har der været dansk islæt i skikkelse af Jacob Holm (2018-2023), Johan Koch (2018-2022) og Torsten Laen (2009-2013), suppleret af korte optrædender af den nuværende Mors Thy-spiller Silas Overby i 2023 samt af Kasper Nielsen, der i efteråret 2014 vikarierede for langtidsskadede Denis Spoljaric.
I den aktuelle Füchse-trup har Mathias Gidsel bl.a. selskab af to andre aktører fra VM 2025, den lovende tyske playmaker Niels Lichtlein og den italienske højre fløj Leo Prantner. Sidstnævnte fik lidt af et gennembrud ved VM som Italiens topscorer og blev kort efter hentet til Füchse Berlin fra Balingen-Weilstetten som afløser for Tobias Reichmann, der i januar 2025 stoppede karrieren af private årsager. Den rutinerede svenske stregspiller Max Darj var udtaget til VM – som makker med Felix Möller – men blev bremset af en knæskade. Andre nøglespillere er den tyske landsholdsduo Matthes Langhoff (venstre back) og Tim Freihöfer (venstre fløj) samt den færøske højre fløj Håkun West av Teigum.
Til denne sæson har Füchse Berlin ikke styrket truppen nævneværdigt, men i sommeren 2027 opruster klubben kraftigt med tilgang af bl.a. Simon Pytlick og Dika Mem, der sammen med Mathias Gidsel vil udgøre en bagkæde af hidtil uset kaliber.
På målmandsposten måtte Füchse Berlin før denne sæson sige farvel til den serbiske landsholdskeeper Dejan Milosavljev og har i stedet hentet 40-årige Andreas Palicka som makker med 24-årige Lasse Ludwig, der har vundet U21 VM-guld med Tyskland. Lasse Ludwig spillede for Füchse i ungdomsårene, men optrådte i sine tre første seniorsæsoner i nabo- og samarbejdsklubben VfL Potsdam.
Forsvarsmæssigt satser klubben i høj grad på Max Darj og den serbiske landsholdsstreg Mijajlo Marsenic som kontante og fysisk stærke stopklodser i midtzonen. Marsenic vandt i 2017 CL med Vardar. Både Max Darj og Mijajlo Marsenic forlader Füchse Berlin med udgangen af denne sæson.
Strategien for Füchse Berlin er at krydre verdensklassespillere med talenter af egen avl, og klubben har i de senere år været dominerende i de tyske ungdomsrækker.
Grundlaget for Füchse Berlin blev lagt allerede i 1891 med stiftelsen af MTV Reinickendorf. I 1947 skiftede klubben navn til Reinickendorfer Füchse BTSV, idet Füchse (Ræve) beroede på et middelalder-epos om Reineke Fuchs, hvilket også afspejlede sig i bydelen Reinickendorfs byvåben. Den nuværende professionelle overbygning, Füchse Berlin, så dagens lys i 2005 som et led i bestræbelserne på at etablere et stærkt håndboldhold i storbyen på linje med Hertha Berlin (fodbold), Eisbären Berlin (ishockey) og Alba Berlin (basketball). Samtidig rykkede håndboldholdet ind i Berlins næststørste hal, Max-Schmeling-Halle, der i kraft af den talstærke og massive opbakning ofte bliver karakteriseret som Fuchsbau (Rævehulen).
I hele perioden har den administrerende direktør Bob Henning været frontfiguren og tilskrives en stor del af æren for Füchse Berlins markante fremgang, der via oprykningen til Bundesligaen i 2007 har udmøntet sig i den tyske pokaltitel i 2014 og 2026, fulgt af en stribe internationale trofæer og den foreløbige kulmination med den hjemlige titel og to gange CL-sølv.
Hovedsponsor for Füchse er det store internationale firma Kiebach&Peter, der har byggeautomatik som speciale. Firmaet har hovedsæde i Berlin og indgik i 2023 en 5-årig kontrakt. Trøjesponsor er fjernvarmeselskabet Berliner Energie und Wärme (BEW). Aftalen falder i tråd med Füchses ambition om at være verdens første klimaneutrale håndboldklub.





