Talenterne sprudler i miljøet omkring Aalborg Håndbold

Der er for alvor grøde i talentarbejdet i og omkring Aalborg Håndbold. Mange af de unge talenter viser sig allerede frem på liga-holdet, og på ungdomsfronten kan ungdomskoordinator Per Jessen og talentkoordinator Stefan Madsen i samarbejde med mange dygtige trænere følge den spændende udvikling med talenterne fra U 18 og helt ned til U 12-talentgrupperne.

U 16 drengene, der trænes af Jan Ottosen, har haft en imponerende sæson og har kun tabt en enkelt kamp – inklusive træningskampe, JHF turneringen og pokalturneringen. Nederlaget kom forleden mod HF Mors, men med fire kampe tilbage i ligaen, hvor de seks bedste jyske hold spiller, kan holdet med to sejre sikre sig deltagelse ved DM i Gudme i weekenden 18.-19. april, hvor de fire bedste hold fra hele landet mødes.

Desuden har U 16-holdet kvalificeret sig til pokalfinalen, Elite Cup, lørdag 14. marts i Bellevuehallerne i Risskov ved Aarhus, hvor det stærke mandskab fra Fredericia/Trelde mødes.

U 18-holdet, der også trænes af Jan Ottosen, er p.t. på fjerdepladsen blandt de seks bedste hold i Jylland. Puljen er meget tæt, og en god slutspurt kan sikre holdet DM-deltagelse. U 18 har også kvalificeret sig til finalen i Elite Cup lørdag 14. marts, hvor favoritterne fra Århus Håndbold venter.

– Vi har mange dygtige trænere omkring holdene og omkring de talentgrupper, vi kører både på U 14 og U 12. Et arbejde, der foregår i samarbejde med de klubber, hvor spillerne fortsat spiller kampene. Desuden kører vi et specielt talent og udviklingsprojekt med drengene fra årgang 00, fortæller ungdomskoordinator Per Jessen.

– Målsætningen er, at vi hver sæson skal levere en-to spillere, der kan indgå i og supplere liga-truppen, som vi f.eks. har set med Magnus Saugstrup i denne sæson., siger Per Jessen.

Jan Ottosen fortsætter som U 18-træner næste sæson, mens Jacob Knudsen, der i mange år har været træner i KIF Kolding, skal stå i spidsen for U 16-drengene.

 

Sporting6

Se højdepunkter fra første kvartfinale

Se de bedste øjeblikke fra den medrivende 31-31 kamp i Lissabon.
Sporting4

Aalborg Håndbold red stormen af i Lissabon

Trods nede med fem mål i anden halvleg, fik Aalborg Håndbold et godkendt resultat af første Champions League-kvartfinale mod Sporting CP, der endte 31-31 onsdag aften. Thomas Arnoldsen topscorer med...
Sporting_efteraar2025

Værd at vide om Sporting CP

Varm op til aftenens spændende kvartfinale med disse facts om de portugisiske mestre fra Sporting CP.

Håndbold i verdensklasse