Værd at vide om HC Zagreb

Bliv klogere på de kroatiske mestre, der er aftenens modstander i Sparekassen Danmark Arena.

  • I den sidste kamp før afrejsen til Aalborg vandt HC Zagreb lørdag aften på hjemmebane 28-23 over Sesvete i det kroatiske mesterskabsslutspil. Her har holdet vundet de to første kampe, og forinden gik Zagreb gennem grundspilspuljen  med maksimumpoint. Profilerne i sejren over Sesvete var målmanden Matej Mandic med 16 redninger og syvmålsskytten Davor Gavric, der i november blev hentet i netop Sesvete, hvor han i efteråret brillerede i European League. Den 24-årige bagspiller figurerede i Kroatiens bruttotrup til VM, men slap ikke gennem nåleøjet.

  • Zagrebs 41-årige russiske venstre fløj Timur Dibirov stopper karrieren med udgangen af denne sæson, der er hans 21. sæson i træk i Champions League (CL). Han har i 2004-2013 optrådt for russiske Medvedi, 2013-2022 for makedonske Vardar (CL-vinder 2017 og 2019) og siden 2022 for Zagreb. Timur Dibirov har udtalt, at han stadig føler sig sund og motiveret, men at han savner familien hjemme i Rostov. Han er gift med den tidligere russiske landsholdsstjerne Irina Poltoratskaya. Timur Dibirov har som den fjerde spiller scoret mere end 1.000 mål i CL – efter Kiril Lazarov, Nikola Karabatic og Momir Ilic.

  • Andrija Nikolic stod i spidsen for HC Zagreb, da de kroatiske mestre i september besejrede Aalborg Håndbold 31-23. Men da seks øvrige kampe i Machineseeker EHF Champions League havde givet lutter nederlag, fik cheftræneren fyresedlen og blev afløst af den 68-årige jugoslavisk fødte tysker Velimir Petkovic, der bl.a. har Bundesliga-erfaring, to EHF Cup-titler og et virke som russisk landstræner på sit CV. Med Petkovic ved roret har Zagreb i CL vundet 22-18 hjemme over Magdeburg, tabt 22-25 hjemme til Nantes, tabt 30-38 ude mod Barca, vundet 27-26 i Szeged samt senest spillet 25-25 hjemme mod Kolstad.

  • Den serbiske landsholdsspiller Milos Kos, der scorede tre gange mod Aalborg Håndbold i september, blev suspenderet af HC Zagreb efter en intern batalje i omklædningsrummet i kølvandet af CL-kampen mod HBC Nantes i november og har siden med øjeblikkelig virkning skiftet til den nedrykningstruede Bundesliga-klub Erlangen. Også Zvonimir Srna blev suspenderet efter den pågældende episode, men han kom efter en nærmere undersøgelse tilbage i varmen. Til sommer skifter Srna til Montpellier. Han er blandt Zagrebs farligste våben og scorede således otte gange på otte skud i den uventede sejr i Szeged.

  • Matej Mandic bidrog med en redningsprocent på 36 til Zagrebs hjemmesejr over Aalborg Håndbold i september, men i november blev han slået i ansigtet under de interne skærmydsler i Zagreb-lejren efter CL-kampen mod Nantes og måtte opereres. På den konto gik Matej Mandic glip af VM, men han er nu i aktion igen og udgør målmandsduoen sammen med bosnieren Ante Grbavac.

  • HC Zagreb var ved VM i januar repræsenteret af fire spillere hos Kroatiens sølvvindere – bagspillerne Luka Lovre Klarica, Zvonimir Srna og Ivano Pavlovic samt højrefløjen Filip Glavas. Ivano Pavlovic spillede dog ikke finalen mod Danmark.

  • Den 23-årige hviderussiske playmaker Ihar Bialiauski er kommet til Zagreb fra SKA Minsk i denne sæson og har vist stigende effektivitet. Således scorede han otte gange på lige så mange forsøg i holdets seneste CL-kamp, 25-25 hjemme mod Kolstad.

  • Den 198 cm høje venstrehåndsskytte Luka Lovre Klarica er aktuel CL-topscorer for Zagreb i denne sæson med 56 mål. Han har kontrakt til 2026 og skifter så ifølge flere medier til Kielce.

  • Det er 10. gang siden 2019, at Aalborg Håndbold møder Zagreb i CL, og i det indbyrdes regnskab er vi foreløbig noteret for seks sejre, en uafgjort og to nederlag. Vi har vundet de fire hidtidige hjemmekampe mod Zagreb, senest 32-22 for godt et år siden.

  • Onsdagens kamp i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 18.45 af det garvede østrigske dommerpar Radojko Brkic og Andrei Jusufhodzic, der for et år siden stod med ansvaret i Aalborg Håndbolds hjemmesejr på 31-26 over Szeged. Tilbage i 2019 var parret i Aalborg for at lede CL-kampen mod Paris Saint-Germain, der vandt 32-29 – med syvmålsskytterne Sander Sagosen og Mikkel Hansen som topscorere. Det østrigske dommerpar ledede senest CL-opgøret 13. februar mellem Paris Saint-Germain og Wisla Plock. De polske gæster vandt overraskende 31-28 i en intens affære med 10 udvisninger og 11 straffekast.

  • Læs endnu mere om HC Zagreb her.
HHD_7038

Landin viste vejen i ny hjemmesejr

Med hele 20 redninger var Niklas Landin dagens oplevelse, da Nordsjælland Håndbold blev nedkæmpet 34-29 søndag eftermiddag. Patrick Helland Anderson topscorer med syv mål.
On fire 2

Læs praktisk information til dagens ligakamp mod Nordsjælland Håndbold

Find alle informationer om opgøret her.
Aalborg-Paris

Cheftræneren vil fortsætte de gode takter søndag

Når Aalborg Håndbold søndag kl. 14.00 møder Nordsjælland Håndbold på hjemmebane vil cheftræner Simon Dahl se mere af de gode ting, der førte til sejr i Champions League torsdag aften.

Håndbold i verdensklasse