Aalborg Håndbold fik modstand fra et godt kæmpende KIF Kolding-mandskab, der dog ikke kunne forhindre de regerende pokalmestre i at avancere til kvartfinalerne i turneringen med cifrene 30-39.
Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold jagte avancement i pokalturneringen, da man på udebane mødte liganedrykkerne fra KIF Kolding.
Niklas Landin sad over i dagens kamp, hvilket gav plads til Fabian Norsten i målet fra start. Han fik selskab på banen af Alexandre Blonz og Kristian Bjørnsen på fløjene, Patrick Helland Anderson, Juri Knorr og Lukas Nilsson som bagspillere, samt Felix Möller på stregen.
Begge mandskaber indledte med misbrugte muligheder, hvorefter et tændt hjemmehold foran et fint fremmøde i Sydbank Arena kunne tage en tidlig føring på 4-2 efter små fem minutter.
Indledningsvis faldt flere nordjyske afslutninger på upræcise skud fra blandt andet Juri Knorr, hvilket ikke voldte Thorsten Fries i Kolding-målet problemer. Der blev dog holdt fint snor i tingene og da Norsten efter ni minutter fik sin første redning, kunne Lukas Nilsson i den efterfølgende andenbølge hakke kuglen i kassen til 5-5.
Defensivt lykkedes Simon Dahls mandskab dog fortsat ikke med at bremse hjemmeholdet, hvilket gav Norsten svære betingelser i målet. Hertil kom, at Marinus Munk efter 13 minutter fik opgørets første to-minutters udvisning, så værterne fortsat havde tro på tingene ved stillingen 9-8.
Simon Hald måtte kort efter også en tur på bænken, om end for en tvivlsom forseelse, hvilket gav omgående modtræk fra de danske mestre, der sendte Mads Hoxer og anfører René Antonsen på banen til deres første minutter.
Fortsat var træfsikkerheden ikke i top, men to fine redninger i streg fra Norsten betød, at Hoxer med sin første scoring kunne bringe balance i tingene ved stillingen 11-11.
Så var det hjemmeholdets tur til at begå tekniske fejl, ligesom Jonas Tidemand i 21. minut fik KIF Koldings første udvisning.
Den mulighed blev omgående udnyttet, da Kristian Bjørnsen med sit fjerde mål på lige så mange forsøg kunne give Aalborg Håndbold den første føring i kampen.
En fix assist på tværs af feltet fra Hoxer til Blonz gav to-måls føring 11-13, hvorefter værterne tog kampens første timeout.
Godt 75 medrejsende Aalborg-fans kunne nu tydeligt høres i hallen, hvor et mere bevægeligt og fysisk forsvar forsøgte at gøre livet surt for koldingenserne, der dog i to omgange fandt succes via Jonas Tidemand på stregen.
Herefter nettede formstærke Lukas Nilsson hele fem gange, men da hjemmeholdet også ramte plet i hvert af de efterfølgende angreb, var føringen efter 30 minutter blot på et enkelt må ved stillingen 18-19
Fra anden halvlegs start blev Agúst Björgvinsson sendt på mål, men islændingen måtte pille bolden ud af nettet to gange, da KIF Kolding hurtigt generobrede føringen efter en afbrænder fra Marinus Munk.
Aalborg-forsvaret gik nu højere op i banen for at bremse hjemmeholdet, der var gået i syv-mod-seks i angrebet for at forsøge at fastholde momentum.
Galleri – klik for større fotos
Björgvinsson snuppede sin første redning, inden værterne begik en teknisk fejl, så Aalborg Håndbold kunne komme i front 21-23, blot for at se hjemmeholdet komme tilbage på omgangshøjde, i hvad der var ved at udvikle sig til en ægte pokalthriller.
Offensivt var det nu Mads Hoxer der førte an i løjerne med både gennembrud og skud fra distancen, mens Munk på lige så fin vis løste KIF’s fem-et forsvar med rappe fodfinter og sikre afslutninger. Føringen var derfor 24-27 efter 40 minutters spil.
Et lettere febrilsk hjemmehold fik nu mere og mere travlt i forsøget på at holde trit, hvilket blot kostede upræcise afslutninger og tekniske fejl, som prompte blev afregnet i modsatte ende.
Det gav mere syv-mod-seks spil foran det nordjyske mål, ligesom værterne også sendte Emil Tellerup på mål i forsøget på at lave et comeback.
Desværre gav trækket pote med tre ubesvarede reduceringer, hvilket sendte Simon Dahl til timeout-knappen ved stillingen 27-29.
Både Knorr og Helland Anderson kom igen i aktion, men med begrænset succes, hvorfor Munk, Hoxer og Nilsson hurtigt kom retur på banen. Her gav endnu en udvisning til Kolding et nordjysk overtalsspil og tre vigtige mål, så man med 12 minutter igen atter var i front med fem mål.
Grebet var nu endegyldigt strammet og hullet blev for stort for 1. divisionsholdet at kravle op fra, hvilket gav en slutfase præget af fejl og forhastede afslutninger, mens Aalborg Håndbold i fuld kontrol kunne cruise sejren hjem til facit 30-39
Dagens resultat betyder, at man nu er med i bowlen, når der næste onsdag trækkes lod til Pokalturneringens kvartfinaler.
Allerede søndag aften venter næste udfordring, når det på udebane gælder Sønderjyske Herrehåndbold.
Matchfacts Pokalturneringen, 1/8-finale
KIF Kolding – Aalborg Håndbold – 30-39 (18-19)
Stillinger undervejs
10’ 6-6, 20’ 11-11, 30’ 18-19, 40’ 24-27, 50’ 27-32, 60’ 30-39
Målscorere Aalborg Håndbold
Lukas Nilsson 11, Marinus Munk 7, Kristian Bjørnsen 5, Mads Hoxer 4, Buster Juul 3, Patrick Helland Anderson 3, Alexandre Blonz 2, Felix Möller 2, Juri Knorr 2
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Fabian Norsten – 18,18% (4/22)
Ágúst Björgvinsson – 29,41% (5/17)
Målscorere KIF Kolding
Markus Bugge 6, Andreas Aagreen 4, Tobias Ellebæk 3, Benjamin Pedersen 3, Viktor Ahlstrand 3, Cornelius Kragh Aastrup 2, Jens Svane 2, Jonas Tidemand 2, Lars Skaarup 2, Mads Kragh Thomsen 1, Mads Hoé Jørgensen 1, Kristian Stoklund 1, Mads Larsson 1
Redningsprocenter KIF Kolding
Emil Tellerup – 26,67% (4/15)
Thorsten Fries – 25% (9/36)
2-minutters udvisninger
KIF Kolding: 2
Aalborg Håndbold: 2
3.128 tilskuere i Sydbank Arena