Et fysisk stærkt forsvar og en ny pragtpræstation fra Niklas Landin gav afsættet til en 26-22 sejr over Skjern Håndbold i første DM-finale.
Til onsdagens første DM-finale mod Skjern Håndbold kunne cheftræner Simon Dahl som eneste ændring siden semifinalesejren i Holstebro byde Kristian Bjørnsen velkommen tilbage i truppen, mens Buster Juul som følge heraf var fravalgt.
På banen indledte Niklas Landin i målet, mens det i midtblokken var Simon Hald og Felix Möller, på fløjene Sebastian Barthold og Kristian Bjørnsen, samt Lukas Nilsson og Mads Hoxer på backpladserne.
Landin åbnede med at afvise et straffekast og fulgte op med redninger på de næste Skjern-afslutninger, men i modsatte ende blev det ikke udnyttet, da Mads Hoxer misbrugte inden Aleks Vlah mistede bolden på en teknisk fejl.
Flere fejl fulgte kort efter og derfor kom gæsterne bedst fra land og førte efter seks minutter 1-3, men begge mandskaber stod de efterfølgende minutter nærmest i kø for at begå fejl i en nervøs indledning på kampen.
Misbrugte skud og fejlafleveringer fulgte i den efterfølgende fase, hvor gæsterne kom yderligere i front, inden scoringer fra Mads Hoxer og Felix Möller bragte balance i tingene ved stillingen 4-4 efter 13 minutter.
Spørgsmålet var dog fortsat hvem der hurtigst fik kontrol over finalenerverne og fik gang i eget spil – og svaret blev Aalborg Håndbold.
Med et stort fysisk overtag tog midterblokken med Hald og Möller i den grad over og lykkedes bedre og bedre med at komme højt på Skjern-skytterne og bremse forsøget på hurtig boldomgang.
Herefter tog Sander Sagosen over for Vlah som dirigent i angrebet, men med muligheden for at komme i front med to mål blev det i stedet til et boldtab og en Skjern-scoring i modsatte ende, om end nordmanden sekunder efter revancherede sig nettede til 8-7, hvilket også var stillingen efter 20 minutter.
Vestjyderne forsøgte at tippe spillet til egen fordel med syv-mod-seks i angrebet, men overtalsspillet blev i to omgange afvist, hvilket Aalborg Håndbold i stedet udnyttede til at fastholde momentum og bringe sig på 10-7 inden gæsterne måtte trykke på timeoutknappen for første gang.
Landin havde dog ikke i sinde at lukke Skjern ind i kampen igen og med tre imponerende refleksredninger viste han nok engang, hvorfor han fortsat er blandt verdens bedste målvogtere.
Samtidig fik Sagosen og Munk for alvor gang i angrebsspillet og passerede Bonde yderligere gange, så føringen blev øget til fem mål, mens gæsternes måltørke rundede ni minutter inden Emil Bergholt fik reduceret til 12-8 efter 28 minutter.
Simon Dahls velspillende tropper lukkede første halvleg i front 13-9 og åbnede anden omgang med bolden i hænderne og en scoring fra Sagosen.
Galleri – klik for større fotos
Nordmanden fortsatte efterfølgende de fine takter med et vip til Lukas Nilsson, inden indkomne Patrick Wiesmach sendte sin første af fem scoringer i nettet efter 34 minutter til 16-11.
Gæsterne forsøgte efter alle kunstens regler at sætte stjernerne Gaudin og Nazaré i spil, men at komme forbi den røde forsvarsmur viste sig gang på gang at være for stor en mundfuld.
Det stærke defensive fundament betød, at føringen blev øget yderligere, men kampens første udvisning til Marinus Munk gav Skjern en livline ved stillingen 18-12.
Den mulighed forpassede gæsterne heldigvis med to afbrændere, så med godt et kvarter igen satte vestjyderne alt på ét bræt med en ny omgang syv-mod-seks spil.
Trods en fortsat stærk defensiv fik Jacob Rasmussen i to omgange reduceret, så føringen skrumpede til fem mål.
Heldigvis arbejdede tiden i nordjysk favør og trods afbrændere fra Marinus Munk kunne ingen stoppe Sander Sagosen denne aften.
Nordmanden fjernede med to scoringer enhver tvivl om kampens udfald, da det betød at Skjern skulle bestige et bjerg på hele fem mål med mindre end fem minutter tilbage af opgøret.
Selvom gæsterne gjorde forsøget, pillede Landin den sidste gejst fra vestjyderne med aftenens detalje, da han i målet svingede højre ben over hovedhøjde og snuppede et fløjskud fra Viktor Bergholt.
Facit blev en sejr på 26-22, hvilket betyder, at Aalborg Håndbold er et stort skridt nærmere et forsvar af DM-titlen, der kan blive en realitet med minimum ét point lørdag eftermiddag på udebane mod Skjern.
Skulle det ikke lykkes, er man med aftenens resultat sikret en tredje DM-finale i Sparekassen Danmark Arena om en uge.
Anden DM-finale spilles lørdag eftermiddag kl. 16.00 i Skjern Bank Arena i Skjern.
Matchfacts Herreligaen, 1. DM-finale
Aalborg Håndbold – Skjern Håndbold 26-22 (13-9)
Aalborg Håndbold fører finaleserien med 2-0 i point.
Stillinger undervejs
10’ 2-3, 20’ 8-7, 30’ 13-9, 40’ 18-12, 50’ 21-16, 60’ 26-22
Målscorere Aalborg Håndbold
Sander Sagosen 5, Patrick Wiesmach 5, Mads Hoxer 4, Aleks Vlah 4, Felix Möller 3, Marinus Munk 2, Niklas Landin 1, Lukas Nilsson 1, Simon Hald 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 35,29% (12/34)
Målscorere Skjern Håndbold
Jakob Rasmussen 5, Noah Gaudin 4, Joaquim Nazaré 3, Emil Bergholt 3, René Rasmussen 3, Vetle Rønningen 2, Viktor Bergholt 1, Lasse Mikkelsen 1
Redningsprocenter Skjern Håndbold
Christoffer Bonde – 32,35% (11/34)
Tim Winkler – 0,00% (0/1)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 1
Skjern Håndbold: 0
5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena