pokal header web august 2025

Anderson og Knorr førte an i sikker testsejr

Aalborg Håndbold sejrede torsdag aften med sikre 36-29 mod HC Midtjylland i den næstsidste testkamp før sæsonstart.

Den femte testkamp som optakt til den kommende sæson skulle torsdag aften afvikles i Herning, hvor hjemmeholdet fra HC Midtjylland fejrede 20-års jubilæum.

Efter den ærgerlige nyhed om skaden til Sander Sagosen var nordmanden naturligt nok ikke med til kampen, ligesom cheftræner Simon Dahl også fortsat må se bort fra ligeledes skadede Niklas Landin og Alexandre Blonz.

Fra start var Fabian Norsten i mål, på fløjene Kristian Bjørnsen og Buster Juul, på backpladserne Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen, mens anfører René Antonsen og Simon Hald to sig af det centrale forsvar. Juri Knorr afløste indledningsvis Hald i offensiven.

Mestrene satte fra start et højt tempo i opspillet og var på kort tid i front 3-1, blandt andet efter to fuldtræffere fra Knorr.

I defensiven fik midtjyderne også rigeligt at se til og holdet fra 1. division havde mere end svært ved at komme til kvalificerede afslutninger. Når endelig det lykkedes, stod Norsten ofte i vejen, hvilket betød at hjemmeholdet efter ni minutter måtte kalde kampens første timeout.

Her afløste Marinus Munk kollegaen Arnoldsen, men Munk måtte dog se sit første forsøg afværget, inden anfører Antonsen efterfølgende udnyttede en perfekt assist fra Knorr til at øge til 6-1 efter 11 minutter.

Mere end 12 minutter skulle der gå mellem værternes første og andet mål, men kampens udfald var allerede afgjort, hvorfor fokus hos Simon Dahls tropper udelukkende gik på at afprøve forskellige konstellationer på banen i resten af opgøret.

Også denne dag viste Juri Knorr sig flot frem med masser af speed i fødderne, spillemæssigt overblik og krudt i skudarmen. Tyskeren scorede tre gange i første halvleg og leverede yderligere en håndfuld assists til holdkammeraterne.

I 17. minut blev Patrick Anderson og Felix Möller sendt i aktion, hvor svenskeren sammen med Vetle Rønningen tog over i midtblokken, hvor makkerparret fortsatte med at gøre livet surt for værterne, der derfor forsøgte sig med syv-mod-seks i angrebet.

Trods scoringer til HCM i overtallet, var der to gange i streg hurtige opgiverkast og scoringer til følge fra Kristian Bjørnsen, ligesom indkomne Lukas Nilsson efter 22 minutter også kunne sende kuglen i kassen til stillingen 13-7.

Hjemmeholdet fik kort efter opgørets første udvisning, hvilket gav yderligere nordjyske scoringer, blandt andet en akrobatisk træffer fra Patrick Anderson, på vejen til pausestillingen 18-12.

Fra anden halvlegs start kom Patrick Wiesmach ind på højre fløj, ligesom Ágúst Björgvinsson fik sine første minutter i mål.

Islændingen kunne dog ikke forhindre en ukoncentreret start på omgangen, hvor tekniske fejl kostede flere målløse angreb i streg, inden hjemmeholdet atter måtte indkassere en udvisning.

Overtallet til trods formåede HCM efter 39 minutter at mindske føringen til blot tre mål ved stillingen 22-19, hvorfor Simon Dahl omgående trykkede på timeout-knappen.

Galleri – klik for større fotos

Straks efter blev både fart og fokus øget og få minutter senere var føringen på syv mål genskabt, ikke mindst takket være unge Patrick Anderson, der i denne fase gik forrest med to scoringer og en fornem assist.

Defensiven steppede også op mod værternes overtalsspil, hvor man flere gange straffede boldtab med scoringer i tomt net.

I de efterfølgende minutter viste Björgvinsson godt frem mellem stængerne med flere fine redninger, inden de 30 scoringer blev rundet efter 49 minutter ved Felix Möllers tredje fuldtræffer.

Jubilarerne fra HC Midtjylland kæmpede dog fint videre og fik i slutfasen spillet sig til flere reduceringer mod et offensivt nordjyske forsvar, mens det i modsatte ende lykkedes U/19-spiller Max Nielsen at blive noteret for en scoring på en kontra.

Facit blev en sejr på 36-29, samt flere gode erfaringer til trænerteamets notesbog.

Fredag 22. august venter sidste test på hjemmebane i Sparekassen Danmark Arena, hvor tyske SG Flensburg-Handewitt kommer på besøg. Der er endnu få ledige billetter tilbage til preseason-kampen, find dine pladser her.

Matchfacts testkamp

HC Midtjylland – Aalborg Håndbold 29-36 (12-18)

Stillinger undervejs

10’ 1-5, 20’ 6-12, 30’ 12-18, 40’ 19-23, 50’ 22-30, 60’ 29-36

Målscorere Aalborg Håndbold

Marinus Munk 6, Patrick Helland Anderson 5, Juri Knorr 4, Buster Juul 4, Lukas Nilsson 3, Mads Hoxer 3, Kristian Bjørnsen 3, Felix Möller 3, Patrick Wiesmach 1, Thomas Arnoldsen 1, Simon Hald 1, René Antonsen 1, Max Nielsen (U/19-spiller) 1

2-minutters udvisninger

HC Midtjylland: 2

Aalborg Håndbold: 1

(Fotos: Tine Nielsen)

GIF5

Knorrs kanon sendte Aalborg på sejskurs

Med syv mål var Juri Knorr en af drivkræfterne bag lørdagens knusende sikre sejr på 27-36 på udebane over Grindsted GIF.
Magnus Norlyk og Martin Larsen

Aalborg Håndbold henter Magnus Norlyk på 3-årig aftale

Den talentfulde fløjspiller skifter til sommer til Aalborg Håndbold fra Mors-Thy Håndbold.
SparD-logo PM

Pokalkvartfinale fastlagt

Opgøret på udebane mod Aarhus Håndbold er nu planlagt i december måned.

Håndbold i verdensklasse