En ægte thriller med skiftende føringer til begge mandskaber, et rødt kort og adskillige udvisninger, endte onsdag aften med sejr til Aalborg Håndbold på 27-28 over HBC Nantes i EHF Champions League.
Uden en fortsat skadet Patrick Wiesmach var Aalborg Håndbold onsdag klar på en af de sværeste udebaner i Europa, da man i H Arena i Nantes skulle forsøge at tage point mod de velspillende værter.
Indledningsvis sendte cheftræner Simon Dahl fløjspillerne Kristian Bjørnsen og Buster Juul i aktion, i målet Niklas Landin, i midtblokken Vetle Rønningen og Simon Hald, samt Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen som bagspillere. I angrebet afløste Juri Knorr for Rønningen.
Med stor fysik indledte man stærkt i defensiven, hvor franskmændene blev afvist i de første tre angreb, mens Arnoldsen og Juul nettede i modsatte ende til stillingen 0-2 efter fire minutter, endda med yderligere to misbrugte danske angreb.
Kort efter røg Arnoldsen ind i kampens første udvisning, men selv i undertal fortsatte den hurtige boldomgang i angrebet, så Buster Juul med sin tredje scoring kunne sende Aalborg Håndbold i front 1-4.
På de fleste parametre var de danske mestre således bedst i indledningen, hvor forsvaret lukkede godt af, mens Landin med to tidlige redninger satte sig i respekt hos hjemmeholdet og offensiven kørte som en velsmurt maskine.
Desværre fik Juul den anden Aalborg-udvisning, en tvivlsom en af slagsen, efter ni minutter og det gav hjemmeholdet to reduceringer, mens Simon Hald brændte på klos hold efter en god aflevering fra Juri Knorr.
Netop tyskerens store fart og hurtige fodskifte gav store udfordringer for Nantes-forsvaret, der ved Matej Gaber fik en udvisning efter netop et af disse, mens Juul kunne score på det efterfølgende straffekast.
Efter 16 minutter var Simon Dahls mandskab derfor i front med hele 6-10 og havde fortsat bedst fat i tingene, om end muligheden for at øge til fem blev misbrugt, så Nantes’ Kauldi Odriozola i stedet kunne reducere for fra fløjen efter en kontra.
Det blev starten på en god fransk periode, hvor endnu et angreb endte uden mål, inden det var Felix Möllers tur til at modtage en udvisning, der hurtigt kostede yderligere to reduceringer og kort efter også udligning til 10-10.
I de følgende minutter var det ren wild west i begge ender af banen, hvor de to hold skød på det hele, dog med skiftende held grundet et opskruet tempo og upræcise afslutninger.
Desværre sad Nantes nu i førersædet i opgøret og værterne havde i den grad fået skudt hul på Landin, mens kollegaen Ignacio Biosca i modsatte ende nu kom i vejen for adskillige Aalborg-afslutninger, ikke mindst en friløber til Kristian Bjørnsen i halvlegens sidste minut på vej mod pausestillingen 15-14.
Flere missere fulgte desværre fra anden halvlegs start, hvor både Hoxer og Knorr ramte stolpen, så end ikke en flot refleksredning fra Landin kunne forhindre en fransk tomåls-føring efter 35 minutter.
Den nordjyske defensiv, der indledte stærkt, var nu stærkt udfordret, mens den hurtige boldomgang i modsatte ende fortsat gav fine chancer, men manglede de nødvendige scoringer.
Galleri – klik for større fotos
I 38. minut tog opgøret igen en drejning, da Matej Garber fik et rødt kort for et slag i ansigtet på Mads Hoxer, hvilket gav reducering fra Buster Juul, inden Simon Hald desværre fik en udvisning, der samtidig annullerede en nordjysk scoring.
Dramatikken fortsatte sekunder senere, da Landin blev skudt direkte i hovedet af Odriozola, der ligeledes måtte tage plads på bænken i to minutter.
Kampen føltes nu atter helt lige og man fornemmede, at det hold der først fik sat sig på spillet ville løbe med sejren.
To flotte Landin-redninger gav to scoringer ved Bjørnsen og Felix Möller, så Aalborg Håndbold på få minutter vendte 19-17 til 19-21 efter 43 minutters spil.
Endnu en Nantes-udvisning gav muligheder for at øge forspringet, men som i første halvleg viste værterne sig gode i undertal, så de to minutter endte med udligning til 21-21 og alt at spille for med 13 minutter igen.
Franskmændene tog atter teten efter 51 minutter, inden Arnoldsen efter en dansk timeout trak en udvisning på hjemmeholdets Yoshida efterfulgt af en Bjørnsen-udligning til 24-24.
Slutfasen blev en nervepirrende affære, hvor Arnoldsen fik sin anden udvisning med seks minutter igen, men Nantes blev i to angreb afvist, mens Marinus Munk i undertallet måtte se sin afslutning ende i de franske parader.
Arnoldsen sendte Aalborg i front 25-26 og muligheden for at øge føringen til to mål fulgte kort efter, hvilket Hoxer udnyttede fornemt, da han sendte bolden helt op og fjerne spindelvævet i det ene målhjørne.
En fransk reducering med halvandet minut igen blev hurtigt besvaret af endnu en Hoxer-scoring, men hurtigt svarede Nantes igen med et stående hug fra Thibaud Briet.
Ved stillingen 27-28 fik Simon Hald muligheden for at sikre sejren, men afslutningen fra en spids vinkel endte på stolpen, så Nantes i stedet fik en sidste chance for at sikre uafgjort.
Heldigvis løb angrebet ud i sandet, da Kristian Bjørnsen kløgtigt læste en aflevering og opsnappede bolden.
Dermed blev slutcifrene 27-28 og for første gang nogensinde sejrede Aalborg Håndbold dermed på den svære udebane i Nantes og fastholder således andenpladsen i gruppe A i Machineseeker EHF Champions League.
Om tre dage venter endnu en udekamp, når HØJ Elite er værter i Brøndbyhallen i den hjemlige Bambuni Herreliga.
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 6. spillerunde
HBC Nantes – Aalborg Håndbold 27-28 (15-14)
Stillinger undervejs
10’ 3-6, 20’ 8-10, 30’ 15-14, 40’ 19-19, 50’ 24-23, 60’ 27-28
Målscorere Aalborg Håndbold
Buster Juul 6, Thomas Arnoldsen 6, Kristian Bjørnsen 5, Mads Hoxer 4, Simon Hald 3, Juri Knorr 2, Felix Möller 1, Marinus Munk 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 29,73% (11/37)
Fabian Norsten – 50% (1/2)
Målscorere HBC Nantes
Kauldi Odriozola 6, Thibaud Briet 5, Ian Tarrafeta 5, Nicolas Tournat 3, Noam Leopold 3, Aymeric Minne 2, Ayoub Abdi 2
Redningsprocenter HBC Nantes
Ignacio Biosca Garcia – ikke oplyst
Julien Salmon – ikke oplyst
2-minutters udvisninger
HBC Nantes: 5
Aalborg Håndbold: 5
Rødt kort
HBC Nantes: 38’ Matej Garber
Aalborg Håndbold: ingen
5.902 tilskuere i H Arena, Nantes