pokal header web august 2025

Aalborg Håndbold løb Kielce over ende

På højere fart, bedre duelspil og en stærk Landin i mål var de danske mestre onsdag aften klart overlegne og sejrede 34-27 over gæsterne fra Industria Kielce.

Med samme 16 mand i truppen som i søndagens sejr over BSH, løb Aalborg Håndbold onsdag aften på banen i Sparekassen Danmark Arena til returkampen mod polske Industria Kielce.

Fra start var Niklas Landin sendt på mål, Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene,  Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen på backpladserne, René Antonsen på stregen og Lukas Nilsson som playmaker. I forsvaret skiftede Simon Hald ind for Nilsson.

I en udsolgt og kogende Sparekassen Danmark Arena var det Aalborg Håndbold der kom først på måltavlen med to fuldtræffere fra Lukas Nilsson, mens gæsternes første tre angreb blev afvist godt af et årvågent og særdeles bevægeligt forsvar.

Kielce stillede fra start uden Dujshebaev-brødrene Alex og Daniel på banen, samt stærke Szymon Sicko, der på dagen kun optrådte som straffekastskytte. Det var guf for de danske mestre, der også fik øget til 3-0 og endda tillod sig at misbruge yderligere tre chancer på skud fra distancen, mens polakkerne først fandt nettet efter mere end seks minutter, da velkendte Aleks Vlah fik reduceret.

Efter en teknisk fejl fik Michal Olejniczak en friløber mod Landin, der dog endte med at få bolden i ansigtet, så Kielce-spilleren fik opgørets første udvisning.

Det var dog ingen fordel, da Aalborg Håndbold i overtal misbrugte yderligere to gange, så gæsterne i stedet kom på omgangshøjde 3-3 efter ni minutters spil.

På forhånd havde man ønsket at få en kamp med masser af fart mod det tungere polske mandskab, og fra start var det tydeligt, at den plan viste sig særdeles klog. Kielce kunne ikke stoppe godstoget Thomas Arnoldsen i ankomstfasen, hvor backen med to utagelige skud fra distancen fik øget til 6-4 på måltavlen.

Tremålsføringen var atter inden for rækkevidde, men en ny afbrænder blev fulgt op af en udvisning til Felix Möller, mens Kielce herefter sendte stregkæmpen Artsem Karalek og dygtige Alex Dujshebaev i aktion for første gang.

Så var det Kielces tur til at misbruge i overtal, så Arnoldsen og Hoxer i stedet kunne øge til 9-5 – opgørets største føring efter 18 minutter.

Omtrent samtidig sendte cheftræner Simon Dahl både Juri Knorr og Sander Sagosen på banen, alt imens begge Dujshebaev-brødre kom på måltavlen med to ubesvarede reduceringer.

Hurtige Knorr fik skruet tempoet på det nordjyske spil yderligere i vejret, hvilket satte turbo på målscoringen i halvlegens sidste 10 minutter.

Tyskeren assisterede selv flot til Juul, inden gæsterne atter røg i undertal efter en forseelse. Det gav føring på fem mål ved stillingen 14-9 efter 26 minutter og dampen blev holdt oppe efter Landins sjette redning, da Knorr selv hamrede en underhåndsafslutning i nettet.

Halvlegen sluttede dog med aalborgensisk undertal, efter Arnoldsens første udvisning, hvilket gæsterne udnyttede til at reducere til pausestillingen 16-10.

Galleri – klik for større fotos

Anden omgang blev indledt med mere nordjysk tempo i både fødder og boldomgang, hvilket i den grad udfordrede gæsterne. Det gav to scoringer fra Nilsson og et fra Arnoldsen efter et lynhurtigt opgiverkast.

Dermed var man foran med hele 19-11 efter 34 minutter, mens gæsterne balancerede på randen af knockout og fortsat spillede i et lavere tempo, ligesom man sjældent vandt dullerne en mod en.

Simon Dahl tog dog ikke lettere på opgaven af den grund og holdt derfor fortsat den danske speeder i bund, for ikke at levne Kielce den mindste chance.

Den gode stemning i Sparekassen Danmark Arena forstummede dog efter 40 minutter, da Thomas Arnoldsen efter en scoring landede skævt og omgående skulle have hjælp, inden han efterfølgende måtte støttes fra banen af holdkammeraterne.

Arnoldsen vendte ikke tilbage i opgøret, så i stedet tog Knorr over og leverede omgående to fuldtræffere til stillingen 26-17 efter 44 minutter.

Spændingen om kampens udfald var derfor endegyldigt væk, om end en udvisning til anfører Antonsen kostede to polske reduceringer, som Knorr dog hurtigt fik udlignet med en scoring og en assist til Kristian Bjørnsen.

Et frustreret Kielce-hold spillede fortsat kun i glimt op til vanligt niveau, mens Aalborg Håndbold satte bilen på cruise control og kørte sejren sikkert hjem med cifrene 34-27 foran de 5.410 feststemte fans.

Aftenens resultat betyder, at de danske mestre fortsat indtager andenpladsen i gruppe A i Machineseeker EHF Champions League, hvor næste udfordring om en uge er franske HBC Nantes i Sparekassen Danmark Arena.

Allerede lørdag eftermiddag venter tredje kamp på syv dage, når TMS Ringsted tager i mod til 13. spillerunde i Bambuni Herreligaen.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 8. spillerunde

Aalborg Håndbold – Industria Kielce 34-27 (16-10)

Stillinger undervejs

10’ 4-3, 20’ 9-7, 30’ 16-10, 40’ 21-14, 50’ 29-21, 60’ 34-27

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 6, Lukas Nilsson 5, Mads Hoxer 5, Juri Knorr 5, Buster Juul 4, Kristian Bjørnsen 3, Sander Sagosen 2, Patrick Helland Anderson 1, Felix Möller 1, René Antonsen 1, Marinus Munk 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 27,59% (8/29)

Fabian Norsten – 14,29 (1/7)

Målscorere Industria Kielce

Alex Dujshebaev 7, Szymon Sicko 6, Aleks Vlah 4, Artsem Karalek 3, Théo Monar 2, Daniel Dujshebaev 2, Piotr Jarosiewicz 2

Redningsprocenter Industria Kielce

Adam Morawski – 10% (1/10)

Klemen Ferlin – 30,56% (11/36)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 4

Industria Kielce: 3

5.410 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Aalborg-Bucuresti

Praktisk information til aftenens europæiske dyst

Find praktisk info til aftenens opgør i Sparekassen Danmark Arena.
_HHD7660

Cheftræneren håber på stor opbakning mod Kielce

Se med når cheftræner Simon Dahl ser frem mod morgendagens brag mod polske Industria Kielce.
13112025_Industria Kielce-Aalborg Handbold (51)

Værd at vide om Industria Kielce inden onsdagens returopgør

Læs seneste nyt om vores polske modstander inden morgendagens kamp i Sparekassen Danmark Arena.

Håndbold i verdensklasse