Mikkel Hansen leverede otte scoringer, da Aalborg Håndbold søndag aften indledte sæsonen med en 35-32 sejr på udebane over TTH Holstebro i Santander Cup.
Uden Thomas Arnoldsen og fortsat skadede Jesper Nielsen, skulle Aalborg Håndbold søndag aften forsøge at booke en plads i kvartfinalerne i Santander Cup på udebane mod ligarivalerne fra TTH Holstebro.
De rødklædte gæster indledte opgøret i et fint tempo og offensivt blev vestjyderne flere gange udspillet med scoringer til følge, hvor Mikkel Hansen leverede tre af de første fire Aalborg-scoringer.
Niklas Landin fik sin officielle debut og havde indledningsvis en lille håndfuld redninger, der gjorde at man i modsatte ende kunne sikre sig en 6-3 føring efter ni minutters spil.
En anden debutant i Aalborg Håndbold-trøjen var Aleks Vlah, og sloveneren gav hurtigt hjemmeholdets forsvar noget at se til. Via sit udfordrende og pågående spil trak Vlah således to udvisninger i de første 11 minutter.
Mads Hoxer måtte dog også tage plads på bænken med en udvisning, men undertallet til trods var man fortsat i front med tre scoringer ved stillingen 10-7 efter 17 minutter.
Kort efter kom også en tredje debutant på banen i form af Lukas Nilsson, og den hårdtskydende svensker var ikke sen til at melde sin ankomst, da han på sit første forsøg sendte kuglen i nettet efter en af mange assists fra en velspillende Mikkel Hansen.
Målet til trods skiftedes holdene på dette tidspunkt til at score og begå tekniske fejl, mens værterne forsøgte at skrue tempoet i vejret. Det lidt rodede udtryk tvang cheftræner Stefan Madsen til at tage kampens første timeout efter 23 minutter.
En ny TTH-udvisning gav Stefan Madsens tropper en god mulighed for at øge føringen frem mod pausen, og via scoringer fra Mads Hoxer og dernæst Mikkel Hansen kunne man gå i kabinen i front 18-14.
Anden halvleg blev indledt i et opskruet tempo fra begge hold, og med flere hurtige scoringer til følge. Den tilgang bekom hjemmeholdet bedst, da Sander Heieren i TTH-målet levere to redninger i træk, mens kollegerne i modsatte ende satte bolden forbi Niklas Landin hele fem gange på de første fem minutter.
Dermed førte Aalborg Håndbold på kort tid kun med ét mål ved stillingen 20-19, og et bevægeligt TTH-angreb gav i denne fase af kampen den nordjyske defensiv rigeligt at se til.
Konsekvensen blev, at svenske Fabian Norsten blev sendt i mål til sin officielle debut, hvor han straks leverede en redning på sin første aktion mellem stængerne. Den defensive slingrekurs fortsatte desværre, mens især TTH’s fyrtårn Nikolaj Markussen gang på gang skabte ravage.
Med 14 minutter tilbage var føringen fortsat kun på ét mål, og Aalborg Håndbold søgte fortsat at tilbageerobre grebet om kampen, hvilket ikke blev lettere, da Henrik Møllgaard blev idømt en 2-minutters udvisning.
Paradoksalt nok blev netop undertallet udnyttet til atter at øge føringen, hvilket ikke mindst må tilskrives Fabian Norsten, der med to vigtige redninger lagde fundamentet til en 30-26 føring med små 10 minutter tilbage.
I slutfasen var gode råd derfor dyre hos hjemmeholdet, der forsøgte sig med 7-mod-6 i angrebet. Det gav blandt andet tre scoringer i rap fra den norske fløj Kevin Gulliksen, og med få minutter tilbage var den nordjyske føring igen reduceret til to scoringer.
En forbier fra TTH’s ellers træfsikre Nikolan Markussen afgjorde dog tingene i næstsidste minut, og i stedet kunne Mikkel Hansen med sin ottende scoring sætte punktum for kampen med en straffekastscoring til slutfacit 35-32.
Med aftenen sejr er pladsen i Santander Cup-kvartfinalerne en realitet. Onsdag aften venter næste udfordring, når det gælder årets Super Cup-opgør hvor modstanderen er GOG – en kamp der afvikles i Arena Randers.
Matchfacts Santander Cup 1/8-finale
TTH Holstebro – Aalborg Håndbold 32-35 (14-18) – Aalborg Håndbold videre til kvartfinalen.
Stillinger undervejs
10’ 4-6, 20’ 8-11, 30’ 14-18, 40’ 21-24, 50’ 26-29, 60’ 32-35
Målscorere Aalborg Håndbold
Mikkel Hansen 8, Patrick Wiesmach 5, Lukas Nilsson 5, Mads Hoxer 5, Aleks Vlah 5, Sebastian Barthold 3, Martin Larsen 2, René Antonsen 1, Kristian Bjørnsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin 20%
Fabian Norsten 26,7%
Målscorere TTH Holstebro
Nikolaj Markussen 7, Jonas Gade Nielsen 5, Thomas Damgaard 5, Christoffer Cichosz 4, Kevin Gulliksen 4, Frederik Bjerre 4, ,Miha Zvizej 1, Magnus Bramming 1, Nikolaj Enderleit 1
Redningsprocenter TTH Holstebro
Josip Cavar 7,7%
Sander Drange Heieren 14,8%
2-minutters udvisninger
TTH Holstebro: 4
Aalborg Håndbold: 3
2.322 tilskuere i Gråkjær Arena