pokal header web (2)

Forrygende comeback sikrer to vitale point

Et truende nederlag blev på flot fight vendt til sejr på 31-26 over de ungarske mestre fra OTP Bank Pick Szeged.

Tre dage efter finalen i Santander Final4 ventede onsdag aften en ny vigtig kamp, denne gang i Machineseeker EHF Champions League mod de ungarske mestre fra OTP Bank Pick Szeged, hvor eneste ændring i hjemmeholdets spillertrup var tilføjelsen af Jack Thurin på bekostning af en småskadet Jesper Nielsen.

Med Thomas Arnoldsen og Aleks Vlah som playmakere var det straks fra start tydeligt, at hjemmeholdet havde fokus på at spille både hurtigt og bredt, for at undgå unødigt mange konfrontationer med et fysisk imponerende ungarsk forsvar.

I Szeged-angrebet krævede stregspils-monsteret Bence Banhidi hele tiden fuld opmærksomhed fra det nordjyske forsvar, hvilket til gengæld gav åbninger andre steder. Således kom ungarerne relativt uhindret til de første mål, mens hjemmeholdet måtte slide mere i det.

En udvisning til selvsamme Banhidi betød dog, at Benjamin Jakobsen efter små 10 minutters spil kunne udligne til 4-4 og fire minutter senere blev det også til kampens første føring til Aalborg Håndbold, da Aleks Vlah med et kvikt fodskifte strøg forbi sin modspiller og smækkede bolden i nettet til 6-5.

De 5.112 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena blev således vidne til en duel, hvor det skiftevis var den nordjyske fart og bredde der havde overtaget, andre gange den ungarske fysik og power.

Trods kampens andet overtal blev en teknisk fejl og derefter en upræcis afslutning fra Thomas Arnoldsen omgående straffet af gæsterne, der efter 18 minutter kunne notere sig en tre-måls føring ved stillingen 10-7, hvilket fremtvang en timeout fra cheftræner Stefan Madsen.

Det gav en rokering, hvor Mikkel Hansen kom på banen, ligesom Fabian Norsten tog over mellem stængerne. Ingen af de to kunne dog forhindre Szeged-mandskabet i at øge føringen yderligere og ungarerne virkede i denne fase et skridt foran i både tanke og handling.

At tingene ikke gik Aalborg Håndbolds vej blev udstillet, da Buster Juul sendte et straffekast på overliggeren, men greb returbolden, blot for at sende den lige på målmand Roland Mikler.

Derfor var det fortsat gæsterne der kom lettest til scoringer, mens især det etablerede angrebsspil voldte problemer for Aalborg Håndbold, der ikke kunne knække koden til gæsternes 5-1 forsvar.

Galleri – klik på fotos for at se større udgave

Pausestillingen 16-14 til de hvidklædte ungarere kunne der derfor ikke indvendes noget i mod og det stod klart, at man i anden halvleg var tvunget til at finde flere svar i både forsvar og angreb hvis sejren skulle i hus – og det blev heldigvis tilfældet.

Fra anden halvlegs start kom både Lukas Nilsson og Sebastian Barthold i spil, hvor sidstnævnte indledte med at reducere til 15-16, men kort efter var gæsterne atter i front med tre mål, som følge af yderligere nordjyske kvaler i angrebet.

Et par diskutable dommerkendelser tændte for alvor ild under publikum, og stemningen spredte sig til spillerne på banen, der nu fightede yderligere med næb og klør for at komme på omgangshøjde.

Det lykkedes efter 43 minutter, da en hurtig kontra endte i hænderne på Sebastian Barthold, som tordnede bolden i nettet til 20-20.

Det østrigske dommerpar sendte dog for anden gang i kampen Henrik Møllgaard på bænken i to minutter og kort efter var ungarerne igen i front med to mål.

Alligevel var der nu skudt hul på gæsternes defensiv og man fornemmede, at et mørnet Szeged-hold var ved at tabe grebet om kampen, så vejen til sejr nu gjaldt om at stoppe gæsternes angreb, der ofte havde succes med indspil til giganten Banhidi.

Det lykkedes i de efterfølgende minutter, så der med 10 minutter tilbage af opgøret var alt at spille for ved stillingen 24-24.

Mikkel Hansens fjerde fuldtræffer på straffekast sendte for første gang i mere end en halv times spil Aalborg Håndbold i front, inden Thomas Arnoldsen kort efter scorede i tomt net til 26-24.

End ikke en udvisning til Jack Thurin kunne ændre på momentum og da det virkelig gjaldt, viste en velspillende Fabian Norsten atter prøver på sine evner og pillede et forsøg fra klos hold fra Banhidi.

Med mindre end fire minutter igen brød Thomas Arnoldsen på vidunerlig vis igennem gæsternes forsvar og fik akkurat listet bolden over stregen til 29-25, en føring som Szeged-mandskabet ikke kom sig over.

Arnoldsen og Norsten afsluttede comebacket med yderligere en scoring og redning, hvorfor slutfacit blev en 31-26-sejr.

Med aftenens resultat fastholder Aalborg Håndbold den vigtige andenplads i pulje A i Machineseeker EHF Champions League, hvor der nu blot resterer to kampe. Næste europæiske udfordring er på udebane mod Eurofarm Pelister i den kommende uge.

Allerede fredag aften venter dog næste kamp i den hjemlige Herreliga, når Skanderborg-AGF gæster Sparekassen Danmark Arena.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League

Aalborg Håndbold – OTP Bank Pick Szeged 31-26 (14-16)

Stillinger undervejs

10’ 4-4, 20’ 8-12, 30’ 14-16, 40’ 17-19, 50’ 24-24, 60’ 31-26

Målscorere Aalborg Håndbold

Aleks Vlah 5, Mads Hoxer 4, Thomas Arnoldsen 4, Mikkel Hansen 4, Sebastian Barthold 4, Buster Juul 3, Lukas Nilsson 3, , Simon Hald 2, Patrick Wiesmach 1, Benjamin Jakobsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 8%

Fabian Norsten – 36%

Målscorere OTP Bank Szeged

Mario Sostaric 7, Bence Bánhidi 5, Zoltan Szita 3, Sebastian Frimmel 3, Imanol Garciandia Alustiza 2, Dean Bombac 2, Miguel Martins 2, Marin Jelinic 2

Redningsprocenter OTP Bank Szeged

Emil Kheri Imsgard – 22%

Roland Mikler – 16%

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 4

OTP Bank Szeged: 3

5.112 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Nibe_Niklas

Testsejr over Aarhus Håndbold

På en god anden halvleg sikrede Aalborg Håndbold sig tirsdag aften en sejr på 33-29 i testkampen mod Aarhus Håndbold. Januar måneds eneste testkamp stod tirsdag aften mod Aarhus Håndbold,...
Machineseeker EHF Champions League  i Sparekassen Danmark  Arena Aalborg
Aalborg Håndbold-SC Magdeburg Foto: Henrik Hansen

VM-overblikket før mellemrunden

Alle vores spillere er fortsat med ved VM-slutrunden, hvor de vigtige mellemrundekampe skydes i gang i aften. Her får du overblikket over de kommende kampe med aalborgensisk deltagelse. Danmark Thomas...
HTH LIGAEN i Sparekassen Danmark  Arena
Aalborg Håndbold-Aalborg Håndbold-Fredericia HK Foto: Henrik Hansen

Testkamp mod Aarhus Håndbold tirsdag aften

Januar måneds eneste testkamp spilles tirsdag i Nibe, et opgør som cheftræner Simon Dahl her ser frem til. Mens mange af Aalborg Håndbolds spillere er i fuld gang med VM-slutrunden...

Håndbold i verdensklasse