Som ny kroat alene i Aalborg er det rart møde personer, man har set tidligere. Da 22-årige Lovro Jotic trådte ind i træningslokalet i Aalborg Håndbold første gang i juli, kunne han nikke genkendende til Simon Hald og Andreas Holst, som han tidligere havde spillet mod i en VM-finale for U-landshold.
-Og Simon blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller, husker han.
Lovro Jotic er skiftet fra den kroatiske storhold, Zagreb, til Aalborg Håndbold på en to-årig kontrakt. Han har fundet sig godt til rette uden for banen, selv om han nu nok synes, at der er mange praktiske ting, der skal ordnes, når man flytter til et nyt land. Han taler et fint engelsk, er faldet godt ind i spillet til træning og kampene og mødes med flere af holdkammeraterne efter træningerne, specielt Sebastian Barthold, som bor i samme opgang.
– Jeg havde kun ét krav til en lejlighed: Der skulle være en altan, for vi kroater elsker at sidde og nyde en kop kaffe i solen, og det gør jeg ofte efter træningen. Jeg synes bare, at der har været for lidt sol i sommer her i Aalborg i forhold til det, jeg var vant til hjemme i Zagreb, siger Lovro Jotic, der efter jul får selskab i Aalborg af sin kæreste.
Lovro Jotic spillede fodbold som de fleste kroatiske drenge, da han var lille. Derefter koncentrerede han sig om svømning i en tre-fire år, inden moderens interesse for håndbold fik ham til håndboldtræning som 11-årig. Nogle år senere sendte hans træner i en mindre klub i Zagreb ham videre til storklubben Zagreb, og her fik de hurtigt øje for hans talent. Det gav ham senere en fem-årig kontrakt. I tre sæsoner var han udlejet til tre forskellige klubber, inden han sidste sæson fik sit gennembrug på selve holdet med spilletid i Champions League, SEHA League og den nationale liga, hvor Zagreb først træder ind i slutspillet.
Desuden blev Jotic udtaget til det kroatiske landshold, der i januar var til VM i Frankrig. Han håber, at han med spilletid i Aalborg kan udvikle sit spil og fastholde sin plads på det kroatiske landshold.