Norske Kolstad Håndball blev lørdag middag sikkert besejret med cifrene 33-25. Wiesmach, Nilsson og Juul blev delte topscorere med fem mål hver.
Lørdag middag var Aalborg Håndbold klar til den anden af tre kampe ved Heide Cup i tyske Schneverdingen, hvor modstanderen var norske Kolstad Håndball, en kamp der samtidig var en forsmag på de to kommende kampe mod nordmændene i Machineseeker EHF Champions League.
Fra start var det Patrick Anderson, Sander Sagosen og Lukas Nilsson i bagkæden, anfører René Antonsen på stregen, Patrick Wiesmach og Buster Juul på fløjene, samt nyligt tilkomne Ágúst Bjorgvinsson på mål. I defensiven byttede Sagosen og Rønningen, mens Nilsson blev afløst af Marinus Munk.
Anderson åbnede med sin første scoring i Aalborg-trøjen, inden en tidlig 2-0 føring blev vekslet til 2-3 til Kolstad efter fire minutter, hvorefter defensiven dog fik strammet grebet, så man efter 10 minutter var i front 6-4.
Det lukrerede blandt andet Patrick Wiesmach på, så fløjspilleren efter 12 minutter var noteret for fire af de otte nordjyske scoringer.
Generelt var Simon Dahls mandskab løbende et skridt foran i både tanke og handling, så man fik afværget adskillige angreb fra Kolstad, der på dagen var uden flere spillere, blandt andet målmand Andreas Palicka.
Det betød også, at til gengæld havde svært ved at dæmme op både fart og gennembrudsstyrke fra den danske offensiv.
Efter et kvarter blev Juri Knorr sendt i aktion og tyskeren kunne kort efter se Björgvinsson i målet levere endnu en fin redning, denne gang på en helt åben afslutning fra fløjen, inden Patrick Anderson kunne øge føringen til 10-5.
Kolstad tog kampens første timeout i 19. minut, men det ændrede ikke meget på kampbilledet. Da Aalborg Håndbold samtidig også sendte Mads Hoxer og Simon Hald på banen blev tempoet øget yderligere, hvilket Knorr udnyttede til flot at spille Hald fri på stregen med en maskeret aflevering.
Selv U/19-spiller Max Nielsen kom på scoringstavlen efter 25 minutter med en fuldtræffer til stillingen 15-7, inden Kolstad fik pyntet lidt på tingene inden pausen, hvor stillingen var 17-11.
Fra anden halvlegs start kom Thomas Arnoldsen og Felix Möller også i aktion, mens Hoxer og Munk fortsatte på banen, hvilket gav plads til at prøve flere nye konstellationer i spillet på banen.
Dette gav naturligt nok også visse bump på vejen, hvilket betød at Kolstad efter 38 minutter havde reduceret føringen til blot fire mål ved stillingen 20-16.
Galleri – klik for større fotos
Derfor måtte Simon Dahl trykke på timeout-knappen og rette til i taktikken, hvilket omgående gav effekt. Unge Max Nielsen leverede sin tredje scoring til 21-16 med en flot aktion, inden Wiesmach afsluttede en kontra til 22-16 føring.
Med et kvarter tilbage var den markante føring genetableret ved stillingen 25-17, hvorefter Hoxer måtte retur til bænken, mens Patrick Anderson atter kom i spil.
Det samme var tilfældet for Lukas Nilsson, der øgede til 26-18, mens cheftræner Simon Dahl i slutfasen løbende foretog udskiftninger for at spare på kræfterne til søndagens tredje kamp ved turneringen.
Enhver spænding var for længst forduftet fra kampen, hvor man i de sidste minutter blot byttede mål i hver ende af banen, inden Aalborg Håndbold med de sikre sejrscifre 33-25 kunne fejre den anden sejr ved Heide Cup.
Spilletidspunktet og modstanderen for søndagens kamp ved Heide Cup er i skrivende stund ukendt, da dette afhænger af udfaldet af de to øvrige kampe der spilles senere lørdag.
Hold derfor øje med vores sociale medier løbende i løbet af lørdag og søndag for nærmere information om modstander og kamptidspunkt.
Matchfacts Heide Cup, kamp 2
Aalborg Håndbold – Kolstad Håndball 33-25 (17-11)
Stillinger undervejs
10’ 6-4, 20’ 12-5, 30’ 17-11, 40’ 23-16, 50’ 27-19, 60’ 33-25
Målscorere Aalborg Håndbold
Lukas Nilsson 5, Patrick Wiesmach 5, Buster Juul 5, Patrick Anderson 3, Felix Möller 3, René Antonsen 3, Max Nielsen (U/19-spiller) 3, Sander Sagosen 2, Thomas Arnoldsen 2, Simon Hald 1, Marinus Munk 1
(Fotos: Heide Cup)