Tyske Füchse Berlin viste sig for anden uge i træk at være for stor en mundfuld, da gæsterne torsdag aften sejrede 36-40 i den anden kvartfinale i Machineseeker EHF Champions League.
I en totalt udsolgt og stemningsfyldt Sparekassen Danmark Arena skulle Aalborg Håndbold onsdag aften forsøge at skabe sensationen og indhente Füchse Berlins føring på otte mål fra første Champions League-kvartfinale i den forgangne uge.
Cheftræner Simon Dahl havde udeladt Martin Larsen og Patrick Wiesmach fra truppen, hvor det på banen var disse syv der indledte opgøret: Niklas Landin, Felix Möller, Kristian Bjørnsen, Sebastian Barthold, Mads Hoxer og Thomas Arnoldsen, mens Simon Hald ligeledes fra start bidrog i defensiven.
En god start på opgøret var en nødvendighed, hvis chancen for avancement til Final 4-stævnet skulle sikres. Et langsomt spillende Berlin-mandskab brugte indledningsvis rigtig god tid til at gennemføre deres angreb, hvor man tilmed relativt nemt kom til både afslutninger og mål.
Da hjemmeholdet tilmed begik tekniske fejl og misbrugte chancer, steg opgaven i sværhedsgrad, i det Füchse Berlin efter syv minutter var i front 3-6, heraf tre mål fra Mathias Gidsel.
Langsomt, men sikkert, fik Landin dog bedre fat i målet og med udgangspunkt i tre-fire gode redninger blev den tyske føring indhentet ved stillingen 9-9 via straffekast fra Buster Juul, hvor gæsternes Max Darj i samme sekvens fik opgørets første udvisning.
Målene kom især via indspil til stregen og fra Kristian Bjørnsen på fløjen, men muligheden for at svinge momentum til egen fordel blev dog forpasset, i det gæsterne vandt de to minutter i undertal efter to scoringer fra Lasse Andersson og en afbrænder fra Thomas Arnoldsen.
Med Lukas Nilsson, René Antonsen og Sander Sagosen på banen fortsatte den indædte kamp for at slå en ridse i den tyske lak, men et velorganiseret tysk mandskab lod sig ikke kyse og fortsatte nådesløst med at finde og udnytte huller i den danske defensiv.
Man skulle derfor frem til 19. minut inden Aalborg Håndbold atter var på omgangshøjde ved stillingen 14-14, efter endnu et straffekast fra Buster Juuls hånd.
En dobbeltudvisning til gæsterne gav håb om en stime af Aalborg-mål, men heller ikke denne gang fik man profiteret af muligheden i overtal, så der efter 23 minutter stod 16-17 på måltavlen, hvilket tvang Simon Dahl til timeoutknappen.
Syv-mod-seks i angrebet blev næste forsøg på at åbne Berlin-defensiven, men første afslutning blev en misser fra indkomne Jack Thurin inden næste ændring var at sende Fabian Norsten på mål.
Svenskeren indledte med en redning, hvorefter Aleks Vlah gav Aalborg Håndbold opgørets blot anden føring til 19-18.
Muligheden for at øge føringen til både to og tre mål var til stede, men igen manglede kynismen i de afgørende situationer, så de danske mestre måtte gå uforløste til pausen med stillingen 20-21 i tysk favør.
Samtidig blev anden halvleg indledt i undertal for Aalborg Håndbold, hvilket øgede Berlin-føringen til to mål. Da de efterfølgende tre angreb heller ikke gav scoringer, viste tyskerne atter stor kynisme og øgede yderligere til 22-25.
Tre redninger i streg fra Norsten i målet bragte en smule spænding tilbage i kampen, om end chancen for den samlede sejr efter 40 minutter var gledet Simon Dahls mandskab af hænde.
I et forsøg på at lukket hullet forsøgte Aalborg Håndbold sig med syv-mod-seks i angrebet, men uden bid i angrebet blev resultatet i stedet, at Füchse Berlin to gange kunne score i tomt mål og dermed øge til 24-29 efter 42 minutter.
Mens Berlin-mandskabet nu vidste sig sikre på videre avancement og derfor tog foden en smule af gaspedalen, søgte Simon Dahls tropper i den sidste fjerdedel af kampen at mindske nederlagets størrelse og ikke mindst at kæmpe for logoet på trøjen.
Thomas Arnoldsen var således blandt dem, der gik forrest og bidrog med tre scoringer i det sidste kvarter, ligesom også Mads Hoxer og Simon Hald blev noteret for fuldtræffere.
Det rakte dog ikke til at forhindre et nederlag på dagen, hvor måltavlen efter 60 minutter viste 36-40.
Aftenens resultat betyder, at Aalborg Håndbold er elimineret fra denne sæsons Machineseeker EHF Champions League.
Derfor rettes fokus nu fuldt ud på et forsvar af det danske mesterskab, hvor næste udfordring i slutspillet er søndag aftens opgør på udebane mod Mors-Thy Håndbold.
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, kvartfinale kamp 2
Aalborg Håndbold – Füchse Berlin 36-40 (20-21)
Füchse Berlin samlet videre til Truckscout 24 EHF Final 4 med cifrene 77-65
Stillinger undervejs
10’ 6-8, 20’ 14-15, 30’ 20-21, 40’ 24-26, 50’ 29-35, 60’ 36-40
Målscorere Aalborg Håndbold
Kristian Bjørnsen 9, Thomas Arnoldsen 5, Felix Möller 3, Sander Sagosen 3, Simon Hald 3, Mads Hoxer 3, Buster Juul 3, Lukas Nilsson 2, Sebastian Barthold 2, Aleks Vlah 2, Marinus Munk 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 18,18% (4/22)
Fabian Norsten – 26,67% (8/30)
Målscorere Füchse Berlin
Mathias Gidsel 9, Lasse Andersson 7, Tim Freihöfer 6, Nils Lichtlein 5, Hákun West Av Teigum 2, Mijajlo Marsenic 2, Fabian Wiede 1, Max Darj 1, Leo Prantner 1, Jan Grüner 1, Dejan Milosavljev 1
Redningsprocenter Füchse Berlin
Lasse Ludwig – 18,18 (2/11)
Dejan Milosavljev – 27,03 (10/37)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 2
Füchse Berlin: 4
5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena