

Paris Saint-Germain
Klubnavn: Paris Saint-Germain Handball.
Hjemby: Paris
Land: Frankrig
Stiftet: I 1941 som Patriotes d’Asnieres – i 2012 blev det Paris Saint-Germain Handball.
Hjemmebane: Stade Pierre de Goubertin
Kapacitet: 4.272.
Titler: 14 x fransk mester siden 2012 – det kiksede i 2013-2014, da Dunkerque vandt. 7 x pokalmester og 5 x Super Cup-vindere.
Cheftræner: Stefan Madsen (Danmark). Ass. træner: Henrik Møllgaard (Danmark).
Afgange før denne sæson: Jannick Green, målmand, til HØJ Elite. Stanis Soullier, målmand, til Cournon d’Auvergne. Jacob Holm, playmaker, til Skjern. Thomas Omeyer, venstre back, til Cournon d’Auvergne. PGauthier Loredon, streg, til Chambéry. Amara Karamoko, streg, til Elverum. Sindre Heldal, venstre fløj, lånt af Elverum, til Benfica.
Tilgange før denne sæson:
Rodrigo Corrales, målmand, fra Veszprém. Frederik Ladefoged, streg, fra Dinamo Bucuresti. Bjarki Mar Elisson, venstre fløj, fra Veszprém.
Bekræftet afgang 2027: Stefan Madsen, cheftræner, til HØJ Elite.
Bekræftet tilgang 2027: Roberto Garcia Parrondo, cheftræner, fra Melsungen. Renars Uscins, højre back, fra Hannover-Burgdorf. Dylan Nahi, venstre fløj, fra Kielce.
I vores opgør mod Paris Saint-Germain (PSG) ser vi frem til et spændende og hjerteligt gensyn med Stefan Madsen og Henrik Møllgaard, der i kølvandet af nøglepositioner i Aalborg Håndbold indledte en ny udfordring i sommeren 2025 som trænerduo i den franske storklub.
Den første sæson var længe op ad bakke, idet PSG generelt skuffede i CL, hvor det bl.a. gjorde ondt at tabe hjemme til GOG i gruppespillet, inden holdet for anden sæson i træk blev elimineret i playoff-runden, denne gang af Veszprém. I den hjemlige pokalturnering måtte PSG bøje sig for Montpellier i semifinalen, men sæsonen endte lykkeligt, da det 13. franske mesterskab – og det 12. på stribe – kom i hus i tredjesidste spillerunde med en hjemmesejr på 34-31 over de nærmeste rivaler, Nantes, foran 11.000 begejstrede tilskuere i multiarenaen Accor Arena, der var valgt som skueplads for topkampen frem for holdets normale hjemmebane Stade Pierre de Coubertin. PSG formåede endda at gå ubesejret gennem den franske ligasæson via 29 sejre og en uafgjort kamp.
I sommerpausen er der kun sket få udskiftninger i grundstammen hos PSG, der har sagt farvel til Jannick Green og Jacob Holm, mens nyindkøbte Frederik Ladefoged sørger for, at der stadig er en dansk markspiller i truppen. I målet skal Mikkel Løvkvist kæmpe om spilletiden med den spanske veteran Rodrigo Corrales.
PSG kan mønstre en uændret bagkæde med store kompetencer, anført af den bomstærke og hårdtskydende franskmand Elohim Prandi, den hollandske hvirvelvind Luc Steins og den egyptiske skarpskytte Yahia Omar. I sidste sæsons CL scorede Elohim Prandi 120 gange – som tredjebedste målscorer efter Mathias Gidsel (161) og Francisco “Kiko” Costa (136), mens Yahia Omar bidrog med 96 træffere. Blandt de kvalificerede alternativer findes Noah Gaudin, som har fem sæsoner i Danmark bag sig og blev ligatopscorer som Skjern-spiller i 2024-2025.
På stregen er det primært den polske stjerne Kamil Syprzak, der huserer i angrebet, mens de robuste franskmænd Karl Konan og Luka Karabatic har nøgleroller defensivt. Kamil Syprzak blev i 2023-2024 topscorer i CL med 112 mål.
Også på fløjene råder PSG over klassespillere, i venstre side svenske Emil Mellegård og islandske Bjarki Mar Elisson (nyindkøbt som substitut for den langtidsskadede franskmand Mathieu Grebille), mens spanske Ferran Solé og svenske Sebastian Karlsson kæmper om spilletiden på højre flanke.
Ansvaret for engagementer mm. ligger hos den tidligere franske målmandslegende Thierry Omeyer, der stoppede sin glorværdige karriere i PSG i 2019 og trådte direkte ind i ledelsen, først som sportslig koordinator og siden 2021 som direktør.
Det er fjerde gang, vi krydser klinger med PSG i CL-gruppespillet, og vi har tabt alle seks tidligere konfrontationer – i 2017-2018, 2019-2020 og 2023-2024. Til gengæld fik vi overraskende skovlen under PSG i CL-semifinalen i 2021, som vi vandt 35-33 – med Stefan Madsen som cheftræner og Henrik Møllgaard som forsvarsgeneral. På det slagne PSG-mandskab optrådte Mikkel Hansen, der et par år senere forgæves forsøgte at styre Aalborg Håndbold til sejr mod sin tidligere klub.
Siden 2012 har PSG Handball været under de samme Qatar-rigmænds vinger som den succesrige fodboldklub PSG med en klar ambition om at erobre CL-trofæet, men på trods af et stort budget og bannerførere som Mikkel Hansen (2012-2022) og Nikola Karabatic (2015-2024) er det ikke lykkedes. Hidtil bedste resultat i CL har været andenpladsen i 2017, da PSG i finalen tabte 23-24 til Vardar. Hele fem gange – i 2016, 2018, 2020, 2021 og 2023 – bristede PSG-drømmen i semifinalen.
Nu forsøger Stefan Madsen og co. at rette op på sidste sæsons CL-skuffelse, inden han slipper tøjlerne og vender hjem for at stå i spidsen for HØJ Elite.

