Onsdag aften er der returopgør i Machineseeker EHF Champions League mod de norske mestre fra Kolstad, et opgør som Aleks Vlah her ser frem til.
Efter lørdagens skuffende 30-30 resultat på udebane mod Lemvig-Thyborøn i Herreligaen venter onsdag aften en markant større udfordring, når turen går til Trondheim i det nordlige Norge, hvor Kolstad Handball er modstanderen.
– Det er klart at vi ikke spillede som gerne ville I lørdags, men så er det positivt at vi allerede i morgen har en mulighed for at rette op på det mod Kolstad og vise hvordan vi gerne vil spille, lyder det efter tirsdagens afsluttende træning fra Aleks Vlah, der forventer endnu en tæt kamp mod nordmændene i morgen.
– Jeg synes Kolstad er et rigtig godt hold, et typisk skandinavisk hold med meget dygtige spillere, der har vist gennem hele sæsonen, at de er et hold man bestemt skal regne med. Så vi skal være forberedte på det meste i morgen, især fordi vi jo spiller på udebane og ikke har vores fans i ryggen denne gang. Skal vi tage point med hjem kræver det, at vi skal vise os bedre frem end vi har gjort i de seneste kampe.
– Generelt må man sige, at det er to meget jævnbyrdige hold, så jeg forventer en meget lige kamp i det skandinaviske derby, hvor det sandsynligvis vil være tæt helt til det sidste. I første møde med dem synes jeg, at vi stod rigtig godt i forsvaret, så de takter skal vi gerne finde frem igen i morgen, og vi har forberedt os godt på kampen, så vi forhåbentlig kan tage de to point med hjem, lyder det videre fra Vlah, der har følgende bud på nordjysk succes onsdag aften.
Det er to meget jævnbyrdige hold, så jeg forventer en meget lige kamp i det skandinaviske derby, hvor det sandsynligvis vil være tæt helt til det sidste.
- Aleks Vlah
– Vi skal spille hårdt fysisk og med større fart, og kan vi kombinere det med et godt forsvar vil der komme lettere mål på kontraløb. Forsvaret bliver nøglen til at vinde kampen, det er der ingen tvivl om.
– De vil selvfølgelig også ændre på nogle ting, men holdene kender hinanden godt, så efter min vurdering bliver det de små ting der kommer til at afgøre det. Dels forberedelserne op til kampen, hvem der vil vinde mest på dagen, hvem der tilpasser sig bedst i løbet af kampen – og så selvfølgelig hvem der spiller bedst i forsvaret, forklarer den sympatiske slovener videre, og erklærer samtidig, at han er ganske bevidst om kampens betydning.
Inden opgøret er Aalborg Håndbold således placeret på en andenplads i gruppe A med 10 point for otte kampe, mens Kolstad på fjerdepladsen er noteret for ni point. I alt er der blot to point fra sjettepladsen til førstepladsen i puljen.
– Ja, det er en utrolig tæt gruppe vi er kommet i, og stillingen viser, at hvert et point tæller. Derfor vil det være ekstra godt at komme tilbage på sejrssporet i morgen efter uafgjort mod både Kiel og Lemvig-Thyborøn. Det er selvfølgelig sværere på udebane, men vi er godt forberedt på hvad de vil komme med. Vi skal kæmpe hårdt for hver en bold og hvert et mål, og hvis vi gør alt hvad vi kan, håber vi at resultatet følger med, afrunder Aleks Vlah, der sammen med holdkammeraterne tirsdag aften ankommer i Trondheim.
Onsdagens kamp fløjtes i gang kl. 18.45 i Trondheim Spektrum og kan følges direkte via Handball Kanalens streamingplatform eller via bt.dk, samt via EHF’s live-opdatering.