Bliv klogere på torsdagens modstander i Machineseeker EHF Champions League med denne række facts og vinkler på kampen.
- Füchse Berlin sendte 4. september chokbølger gennem håndboldverdenen med meddelelsen om, at cheftræner Jaron Siewert og sportsdirektør Stefan Kretzschmar med øjeblikkelig virkning var fortid i klubben. Duoen var tilskrevet en stor del af æren for Füchses markante fremgang i de seneste sæsoner, kulminerende med det tyske mesterskab og Champions League-sølvet i sidste sæson, hvor klubben eliminerede Aalborg Håndbold i kvartfinalen.
- Nicolej Krickau, der var ledig på markedet efter fyresedlen i Flensburg-Handewitt i december 2024, overtog posterne som både cheftræner og sportschef. Den 38-årige dansker fik en mareridtsdebut med 32-39 nederlaget i bundesligabraget – og revanchekampen fra CL-finalen – hjemme mod Magdeburg.
- Fem dage senere fik Krickau og co. flot og kærkommen oprejsning med udesejren på 40-34 over Nantes i CL-premieren, hvor de franske værter ellers førte 17-16 ved pausen. Füchse Berlin løb Nantes over ende i anden halvleg og afgjorde reelt kampen ved at øge fra 25-23 til 30-23. Mathias Gidsel scorede 10 gange for Füchse, fulgt af Tim Freihöfer med 7 og Hakun West av Teigum med 6 samt Lasse Andersson og Mijajlo Marsenic med hver 4. Dejan Milosavljev startede i målet for Füchse, men blev efter kun to redninger på 16 skud afløst kort før pausen af Lasse Ludwig, der bidrog til kampens vending med 9 redninger på 29 afslutninger.
- Nicolej Krickau var glad og lettet efter sejren i Nantes. – Jeg er super tilfreds med, at vi fandt tilbage til vores tempofyldte angreb. Det var en fremragende reaktion på Magdeburg-kampen, sagde han til klubbens hjemmeside.
- I søndags kom Füchse Berlin ned på jorden igen, da mesterholdet på udebane blev besejret 34-29 af Gummersbach. Dermed er Füchse placeret som nummer 7 i Bundesligaen med 4 point for 4 kampe.
- Inden udskiftningen af cheftræner/sportschef havde Füchse Berlin vundet sæsonens to første bundesligakampe samt erobret Super Cup trofæet med sejr over THW Kiel, der dog først måtte bøje sig efter straffekast-konkurrence.
- Det er mindre end fem måneder siden, at Aalborg Håndbold senest optrådte i Max-Schmeling-Halle. 24. april blev vi besejret 37-29 (efter at vi havde ført 13-7) af Füchse Berlin foran 8.520 tilskuere i den første CL-kvartfinale i sidste sæson. Seks dage senere vandt Gidsel og co. 40-36 i Sparekassen Danmark Arena og spolerede dermed vores drøm om Final4.
- Lasse Andersson har kontrakt med Füchse Berlin til 2027, men bliver ifølge flere medier købt fri af Veszprém til tiltrædelse i sommeren 2026. Den 31-årige danske landsholdsspiller, der kom til Füchse i 2020, har syv nationale mesterskaber på sit CV, to med KIF Kolding (2014 og 2015), fire med Barcelona (2017-2020) samt med Füchse i 2025. Lasse Anderssons skud er ifølge Wikipedia målt som verdens hårdeste, 140 km/t.
- Füchse Berlins aktuelle trup omfatter kun 15 spillere – med 9 nationer repræsenteret. Kort før sæsonstarten fik U21-verdensmesteren Max Beneke ophævet sin kontrakt og skiftede til Eisenach, primært i håb om mere spilletid. Den svenske højre fløj Valter Chrintz er ude på ubestemt tid, efter at han på tre år har haft tre korsbåndsskader i samme knæ.
- Torsdagens CL-kamp i Max-Schmeling-Halle fløjtes i gang kl. 18.45 af det højt rangerede norske dommerpar Lars Jørum og Håvard Kleven, der har været i aktion ved VM, EM og OL kontinuerligt siden 2019. I 2020 dømte parret Aalborg Håndbolds CL-kamp hjemme mod Barcelona, der vandt 35-32.
- Opgøret torsdag aften kan følges direkte på DR2