Læs facts om vores ungarske modstander i aftenens Champions League Brag.
- Der er endnu få ledige billetter i Sparekassen Danmark Arena til aftenens kamp. Vil du med og opleve stemningen på Danmarks bedste hjemmebane, så find dine billetter her.
- One Veszprém HC indledte i lørdags den ungarske liga med en overbevisende udesejr på 45-32 over Budakalasz. Ved pausen førte Veszprém 25-17, og alle 16 spillere på holdkortet kom på banen i løbet af kampen. Den kun 17-årige venstre fløj Maté Gancs-Peto blev topscorer med syv mål. Ivan Martinovic, Nedim Remili og Ahmed Hesham scorede alle seks gange, mens Ali Zein blev noteret for fem træffere.
- De to garvede målvogtere hos Veszprém, spanske Rodrigo Corrales og svenske Mikael Appelgren, deltes om spilletiden i ligapremieren. 34-årige Corrales præsterede ni redninger i første halvleg, mens Mikael Appelgren fejrede sin 36 års fødselsdag med syv redninger i anden halvleg.
- 35-årige Casper Marguc scorede mod Budakalazs sit mål nummer 1600 for Veszprém. Den slovenske landsholdsfløj indledte karrieren hos Celje i hjemlandet, men har spillet uafbrudt for Veszprém siden 2014.
- Cheftræner Xavier Pascual erklærede sig stolt af holdet efter sæsonens første ligakamp. – Vi spillede solidt, holdt en god rytme og løb en masse – præcis som vi stræber efter at gøre fremadrettet, lød det fra den 57-årige succesrige spanske træner, der har vundet CL tre gange med Barcelona.
- Den franske landsholdsfløj Yanis Lenne skiftede før denne sæson fra Montpellier til Veszprém, men har endnu ikke været i aktion for sin nye klub. Han sprængte akillessenen i en kamp for Montpellier i april og har i det hele taget været hårdt ramt af skader. Således måtte han udgå af Frankrigs trup ved OL i 2024 og blev ikke klar til VM i 2025.
- Som optakt til sæsonen spillede Veszprém fem testkampe og vandt dem alle. En træningsturnering i Doboj i Bosnien blev vundet via 38-28 over Besiktas, 28-27 over Al Ahly og 27-25 over Gummersbach. Veszprém besejrede derefter Wisla Plock 31-29 i en pre-season match på hjemmebane, hvorefter holdet afsluttede forberedelserne med en tur til Island og 32-22 over FH Hafnarfjördur.
- Kampen i Island markerede afskeden på Aron Palmarssons flotte karriere, og den nu 35-årige islænding blev hyldet med stående ovationer i en timeout mod slutningen. Aron Palmarsson optrådte for Aalborg Håndbold i to sæsoner 2021-2023. Han vendte herfra hjem til Island, men fik fra oktober 2024 comeback i Veszprém, som han tidligere repræsenterede 2015-2017. Palmarsson havde egentlig kontrakt til sommeren 2026, men følte sig for slidt og stoppede karrieren, der også bød på markante ophold i THW Kiel og Barcelona – med tre CL-triumfer undervejs (Kiel 2010 og 2012, Barcelona 2021).
- Den store bredde i Veszprém-truppen blev illustreret, da cheftræner Xavier Pascual i kampen mod Hafnarfjördur skiftede alle seks markspillere ud efter 12 minutter!
- Efter syv år i Bundesligaen har den 25-årige kroatiske stjerne Ivan Martinovic indledt et nyt kapitel i Veszprém, hvor han ser frem til at spille Champions League – med trofæet som det klare mål. Som en anden motivation til klubskiftet peger han på samspillet med cheftræner Xavier Pascual. For Ivan Martinovic er 2025 på mange måder skelsættende. Han har vundet VM-sølv med Kroatien og er blevet kåret som turneringens bedste højre back, hvorefter han overtog anførerbindet på landsholdet efter Domagoj Duvnjak. Senere blev Ivan Martinovic gift, og kort efter blev klubskiftet effektueret, ensbetydende med flytning fra Tyskland til Ungarn.
- Nyerhvervelsen Ali Zein lægger i et interview på Veszpréms hjemmeside ikke skjul på, at hans klare mål er at vinde alle titler med klubben. Den 34-årige egyptiske landsholdsspiller lovpriser i samme åndedrag cheftræner Xavier Pascual, som han tidligere har arbejdet sammen med i to sæsoner i Dinamo Bukarest.
- Den franske stregprofil Ludovic Fabregas vinkede i sommer farvel til Veszprém for at gøre comeback i Barcelona, og klubskiftet er helt i top på den liste, som det anerkendte medie Handball Planet har lavet over de mest betydningsfulde transfers i verden før 2025-2026 sæsonen. Tre af Veszpréms tilgange ligger højt på listen – på tredjepladsen Ivan Martinovic fra Rhein-Neckar Löwen, på syvendepladsen Mikael Appelgren fra Rhein-Neckar Löwen og på ottendepladsen Ali Zein fra Dinamo Bukarest. På fjerdepladsen figurerer Juri Knorr med sit skifte fra Rhein-Neckar Löwen til Aalborg Håndbold. Andenpladsen indtages af Vargas med skiftet fra Barcelona til Kiel.
- Der er ikke dansk islæt i Veszprém-truppen i denne sæson, men i næste sæson skifter Emil Nielsen og Lukas Jørgensen til den hårdt satsende ungarske storklub fra henholdsvis Barcelona og Flensburg-Handewitt. Ydermere rygtes Lasse Andersson til Veszprém i sommeren 2026. Veszprém råder i denne sæson over to garvede nordiske spillere, den 36-årige svenske keeper Mikael Appelgren og den 35-årige islandske venstre fløj Bjarki Mar Elisson.
- Onsdagens brag i Machineseeker EHF Champions League fløjtes op i Sparekassen Danmark Arena kl. 18.45 af de nordmakedonske dommere Dimitar Mitrevski og Blagojche Todorovski. For knap et år siden dømte parret Aalborg Håndbolds udekamp mod Barcelona, der vandt 35-27.
- Aftenens kamp kan følges direkte på DR2 med optakt fra kl. 18.35