Værd at vide om Paris Saint-Germain

Læs seneste nyt om onsdagens franske modstander i EHF Champions League.

Paris Saint-Germain (PSG) noterede sig i søndags for den ottende sejr af lige så mange mulige i den franske liga, Starligue, da udekampen mod St. Raphael blev vundet 42-28. Den tidligere Skjern-spiller Noah Gaudin scorede seks gange som topscorer for PSG, hvor alle 14 markspillere kom på scoringslisten.

I søndagens kamp stillede PSG med samme 16-mands trup som i sidste uges Champions League-kamp i Zagreb, bortset fra at den norske bagspiller Simen Lyse var afløst af den danske stregspiller Frederik Ladefoged, der scorede to gange. Den anden danske spiller i PSG-truppen, Mikkel Løvkvist, gjorde det godt mellem stængerne med en redningsprocent på 35. Makkeren Rodrigo Corrales kom kun på banen ved to straffekast.

I sidste uges runde i Champions League (CL) måtte PSG indkassere sæsonens første nederlag i en betydende kamp, da holdet overraskende blev besejret 29-28 i Zagreb. PSG førte ellers 17-13 ved pausen. Ferran Solé blev topscorer med 10 mål (på 11 skud), mens Bjarki Mar Elisson og Yahia Omar begge scorede fire gange for PSG. Holdets normale skarpskytte, Elohim Prandi, måtte nøjes med én scoring.

Ferran Solé scorede også 10 gange i 33-33 kampen mod os i september, og han rundede i Zagreb sin CL-scoring nummer 300. Den 34-årige spanske højre fløj har i alt tegnet sig for 996 mål for PSG, hvor han har spillet siden skiftet fra Toulouse i 2020. I 2018 og 2020 var han med til at sikre Spanien EM-guld.

Cheftræner Stefan Madsen ærgrede sig over nederlaget i Zagreb. – Vi er virkelig skuffede. Selv om resultatet ikke vil påvirke holdet før den næste kamp, må jeg tage ansvaret for dette nederlag. Jeg så et hold, der gav alt, men jeg var ikke i stand til at få spillerne op i det rette tempo, sagde Stefan Madsen til klubbens hjemmeside – og tilføjede, at han ser frem til opgøret mod Aalborg Håndbold, hvor han som bekendt svang taktstokken succesrigt i seks sæsoner 2018-2024, inden han via egyptiske Al Ahly overtog ansvaret i PSG. Til sommer vender Stefan Madsen hjem til en ny udfordring som cheftræner i HØJ Elite.

PSG-backen Mateo Marasi betegnede holdets to halvlege i Zagreb som nat og dag. – Vi kontrollerede kampen i første halvleg, men i anden halvleg gav deres 5-1 forsvar os en masse kvaler. Det var en velfortjent sejr til Zagreb, især set i lyset af, at de har lidt nogle knebne nederlag i denne sæson, lød det fra Mateo Marasi til EHF’s hjemmeside.

Playmakeren Luc Steins erkendte efter nederlaget i Zagreb, at hjemmeholdets 5-1 opdækning havde tæmmet PSG i anden halvleg. – Vi vidste, at denne kamp ikke var afgørende, men uanset om det gjaldt om at styrke selvtilliden eller levere en god præstation, så ønskede vi at vinde. I næste uge venter nu en ægte finale mod Aalborg, og vi vil give endnu mere, fastslog den hollandske hurtigløber på klubbens hjemmeside.

Vi har tidligere spillet tre CL-kampe i Paris og tabt hver gang – 28-31 i 2017, 24-37 i 2019 og 30-33 i 2023. I den seneste kamp for godt tre år siden var fem spillere fra vores nuværende trup i aktion: Niklas Landin, Fabian Norsten, Mads Hoxer, Marinus Munk og Simon Hald.

PSG-truppen er den højeste af alle CL-hold med et gennemsnit på 194,2 cm. Aalborg Håndbold besætter på den front syvendepladsen med et snit på 192,7 cm.,

PSG opruster i næste sæson med fire markante nyerhvervelser: Juri Knorr fra Aalborg Håndbold, Renars Uscins fra Hannover-Burgdorf, Dylan Nahi fra Kielce og Edney Silva fra Sporting. På trænerposten bliver Stefan Madsen afløst af Melsungens spanske cheftræner Robert Garcia Parrondo.

Onsdagens vigtige CL-kamp i Stade Pierre de Coubertin fløjtes i gang kl. 20.45 af spanierne Javier Alvarez Mata og Yon Bustamante Lopez, der har været IHF-dommere siden 2012 og bl.a. var i aktion ved VM 2025 og EM 2026. I sidste sæson dømte parret vores udekamp mod Kolstad, som vi besejrede 35-26.

Wiesmach udebane pink

Arbejdssejr over oprykkerne

I en til tider rodet kamp trak Aalborg Håndbold lørdag det længste strå, da oprykkerne Skive fH blev besejret på et gulv med cifrene 26-29.
Startblokken1

Sammen om byen: Aalborg Håndbold vil hjælpe unge videre mod job

Fredag samledes 66 lokale virksomheder i Gigantium, da Aalborg Håndbold, Aalborg Kommune og SIFA holdt kick-off for et styrket samarbejde med erhvervslivet i Startblokken. Målet er at få flere virksomheder...
Felix_TTH

Felix Möller klar til næste udfordring

Se med når Felix Mölller giver sine forventninger til lørdagens ligakamp på udebane mod Skive FH.

Håndbold i verdensklasse