En forrygende opbakning i en udsolgt Jutlander Bank Arena løftede os frem mod en 35-23 sejr til aften over TTH Holstebro, og vi er dermed semifinaleklar.
Sejren blev allerede grundlagt helt fra start, og vi fik en flyvende start på kampen. Efter syv minutters spil havde vi således bragt os i front 5-0.
Det flotte spil fortsatte, og vi udbyggede føringen første halvleg igennem. Sublimt forsvarsspil, en velspillende Mikael Aggefors og en velsmurt angrebsmaskine var nøgleordene i en første halvleg, hvor vi knapt satte en fod forkert.
I sidste sekund inden sidebyttet kunne Patrick Wiesmach sætte første halvlegs sidste scoring ind til pausestilling på 19-9.
Enhver bange anelse om et TTH Holstebro-comeback blev fejet til side allerede fra anden halvlegs start. Da der var spillet 36 minutter, havde vi således udbygget føringen til 24-10.
Derfra formåede vi at holde koncentrationen og køre sejren sikkert i land til slutresultatet 35-23. Det var en kamp, hvor vi spillede flot over hele linjen, og alle mand bød ind med gode aktioner undervejs. Efter mere end to års sejrstørke mod TTH lykkedes det os derfor endelig i dag igen at få skovlen under dem.
Til sidst kan vi ikke takke jer fans nok for den formidable opbakning i gav os kampen igennem. En udsolgt Jutlander Bank Arena med 5.000 tilskuere på lægterne løftede os og hjalp os på vej mod denne uhyre vigtige sejren.
Det betyder nemlig, at vi nu er sikret en plads i semifinalen. Inden denne venter dog endnu et vigtigt opgør i slutspilspuljen på søndag ude mod Skjern Håndbold. Denne kamp kan få betydning i forhold til, om vi bliver nummer 1 eller 2 i vores slutspilspulje.
Først efter søndagens kamp kender vi derfor det præcise tidspunkt og placering for semifinalekampene. Sikkert er det dog, at første semifinalekamp spilles torsdag 10. maj mens den anden spilles søndag 13. maj.
MATCHFACTS:
Målscorere for Aalborg Håndbold:
Martin Larsen 7, Sebastina Barthold 7, Tobias Ellebæk 6, Buster Juul 5, Simon Hald 3, Patrick Wiesmach 2, Lovro Jotic 2, Mikaél Aggefors 1, Magnus Saugstrup 1, Janus Smarason 1.
Målscorere for TTH Holstebro:
Magnus Bramming 5, Peter Balling 5, Martin Hansen 4, Viktor Östlund 3, Lars Mousing 2, Vignir Svarvarsson 2, Kasper Kildelund 1, Simon Birkefeldt 1.
Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 3 x 2 min.
TTH Holstebro: 3 x 2 min.
Dagens dommere var Mads Hansen og Martin Gjeding.
Dagens tilskuertal i en udsolgt Jutlander Bank Arena var 5.000.