pokal header web august 2025

11. ligasejr på stribe en realitet

Thomas Arnoldsen nettede 12 gange og Fabian Norsten havde 12 redninger, da Aalborg Håndbold lørdag vandt topopgøret på udebane mod Mors-Thy Håndbold med 27-33.

Efter midtugens sejr over Ribe-Esbjerg gjaldt det lørdag aften det nordjyske lokalopgør i toppen af Bambuni Herreligaen, da cheftræner Simon Dahls tropper på udebane tørnede sammen med Mors-Thy Håndbold.

Dahl måtte fortsat se bort fra Patrick Wiesmach og Mads Hoxer, mens Lukas Nilsson var tilbage i truppen efter sygdom tidligere på ugen.

Fra start var det Fabian Norsten i mål, Kristian Bjørnsen og Buster Juul på fløjene, Simon Hald og Felix Möller i midtblokken, samt Marinus Munk og Thomas Arnoldsen på backpladserne. I offensiven afløste Patrick Helland Anderson for Hald.

Allerede efter to minutter kom også Juri Knorr i aktion og indledte med en fin assist til Arnoldsen, der kunne udligne til 2-2.

Tempoet var fra start skruet helt i vejret hos begge hold, hvilket kortvarigt udfordrede Aalborg-defensiven, der måtte indkassere et par tidlige scoringer i Mors-Thys ankomstfase, hvor den kommende Aalborg-fløjspiller Magnus Norlyk var blandt målscorerne.

Det høje tempo gav også enkelte boldtab og forhastede afslutninger, så ganske retfærdigt var stillingen efter de første 10 minutter helt lige 6-6.

Gradvist kom begge holds målvogtere også i fokus, i det både Fabian Norsten og Svend Rughave var noteret for fem redninger efter 12 minutters spil. Samtidig kom opgørets første udvisning til hjemmeholdets Rasmus Madsen, efter et hændeligt slag i hovedet på Arnoldsen.

Om end Buster Juul misbrugte det efterfølgende straffekast, tog fløjspilleren kort efter revanche og sendte Aalborg Håndbold i front 6-7.

Efter et kvarter kom Sander Sagosen og Vetle Rønningen ind til deres første minutter og nordmændene kunne se deres landsmand Anderson score sit første mål sekunder senere.

Muligheden var til stede for at øge føringen til tre scoringer, men en fejlaflevering og et uheldigt selvmål af Norsten betød at stillingen efter 20 minutter var 8-9 i de danske mestres favør.

Samtidig var kampens tempo dalet en smule, så det etablerede angrebsspil kom i fokus hos begge hold.

Nordvestjyderne kom tilbage på omgangshøjde ved 10-10 efter 23 minutter, inden Alexander Blonz missede muligheden for at sende gæsterne i front på et straffekast,

Med fem minutter tilbage af første omgang kom Simon Dahls mandskab atter i overtal, men Sagosens afslutning fra helt fri position røg over mål, så hjemmeholdets Victor Norlyk opportunistisk kunne sende Mors-Thy i front 12-11 efter en sekvens, hvor Aalborg-defensiven havde opfanget bolden, men mistede den igen.

Første omgang sluttede dog positivt, da Thomas Arnoldsen med sin femte scoring bragte Aalborg Håndbold snævert i front 13-14, inden han med sekunder tilbage bragede kuglen i kassen endnu engang til pausestillingen 13-15.

Anden halvleg blev indledt med en ny dobbelt-salvo, denne gang fra Felix Möller, så føringen efter 32 minutter var 13-17, inden Arnoldsen, efter en god forsvarsaktion, kunne øge yderligere til 13-18.

Dermed var et potentielt afgørende hul etableret, så Mors-Thy mandskabet nu for alvor kom under pres. Det gav en forhastet afslutning på stolpen, så Sagosen kort efter på en kontra kunne øge til 14-20, hvilket tvang hjemmeholdet til timeout efter 37 minutter.

Kun Victor Norlyk lyste i glimt op hos Mors-Thy, mens en stærkt spillende defensiv, blandt andet ved Vetle Rønningen, gik højt på hjemmeholdets offensiv og lukkede godt ned.

I modsatte ende af banen kunne hjemmeholdet ikke for alvor bremse Aalborg-offensiven, så føringen på seks mål var intakt efter 43 minutter.

Rønningen røg dog ind i opgørets eneste Aalborg-udvisning kort efter, men end ikke i undertal kunne der rokkes ved føringen.

Med et kvarter tilbage gik man defensivt over til et fem-et forsvar for at bremse velspillende Victor Norlyk, hvilket lykkedes fint i første omgang, så indkomne Lukas Nilsson kunne score på sin første afslutning i kampen.

Med små 10 minutter igen var føringen på fem mål, inden Buster Juul misbrugte sit andet straffekast, blot for at se hjemmeholdets Kristoffer Vestergaard ligeledes sende kuglen på stolpen.

Tiden arbejdede nu for mestrene, hvor Nilsson sluttede godt af med tre scoringer fra en uvant plads som højre back, mens Mors-Thy forsøgte en slutspurt med syv-mod-seks spil, der dog ikke gave pote.

Facit blev derfor en sikker sejr på 27-33, hvorfor der fortsat er et fast greb om førstepladsen i Bambuni Herreligaen, hvor forspringet til de nærmeste forfølgere fra SAH nu er på syv point.

I den kommende uge venter først en spændende Champions League-kamp på udebane mod polske Industria Kielce torsdag aften, inden det søndag aften gælder hjemmekampen mod BSH.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 11. spillerunde

Mors-Thy Håndbold – Aalborg Håndbold 27-33 (13-15)

Stillinger undervejs

10’ 6-6, 20’ 8-9, 30’ 13-15, 40’ 17-23, 50’ 22-27, 60’ 27-33

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 12, Sander Sagosen 5, Lukas Nilsson 4, Buster Juul 3, Marinus Munk 3, Kristian Bjørnsen 2, Felix Möller 2, Patrick Helland Anderson 1, Juri Knorr 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 0% (0/1)

Fabian Norsten – 31,58% (12/38)

Målscorere Mors-Thy Håndbold

Victor Norlyk 9, Nichlas Hald 5, Magnus Norlyk 5, Malthe Bull 2, Lasse Pedersen 1, Kasper Lindgren 1, Frederik Bak 1, Kristoffer Vestergaard 1, Henrik Toft Hansen 1, Rasmus Madsen 1

Redningsprocenter Mors-Thy Håndbold

Oliver Larsen – 20% (2/10)

Svend Rughave – 32,35% (11/34)

2-minutters udvisninger

Mors-Thy Håndbold: 3

Aalborg Håndbold: 1

1.617 tilskuere i Sparekassen Thy Arena, Mors

jubilæumsmagasin

Læs 15-års jubilæumsmagasinet online

Vores nye jubilæumsmagasin er på gaden - og du kan læse det online med det samme.
Landin_SJE2

Sikker sejr i årets første opgør

Uden slinger i valsen blev Sønderjyske lørdag eftermiddag besejret med 35-25 i et opgør, hvor især Niklas Landin viste sig flot frem med 15 redninger.
arena drone

Praktisk information til lørdagens dyst mod Sønderjyske Herrehåndbold

Find praktisk info til årets sidste hjemmekamp i Sparekassen Danmark Arena.

Håndbold i verdensklasse