Den stærke højre back bliver hos de danske mestre i yderligere fire en halv sæson.
Mads Hoxer kom til Aalborg Håndbold i sommeren 2022 fra Mors-Thy Håndbold og har siden da udviklet sig til at være en bærende og vigtig spiller på holdet.
– Der er ingen tvivl om, at Mads var en dygtig spiller allerede da han kom hertil, men han har gennem de seneste tre år gennemgået en endnu større udvikling, så han efter min mening i dag er blandt verdens bedste på sin position, siger teammanager Martin Larsen.
– Derfor er vi også utrolig glade og stolte over, at vi har forlænget samarbejdet frem til 2030, noget vi har straks os langt for at gøre. Sammen med en række andre spillere bliver Mads således en del af et uhyre stærkt fundament for de kommende fire-fem år, ligesom vi sender et signal til omverdenen om, at vi også i et internationalt perspektiv, har tænkt os at være en magtfaktor i lang tid fremover, lyder det videre fra Martin Larsen.
24-årige Hoxer er foreløbig noteret for 151 kampe og 661 mål i den røde Aalborg-trøje, ligesom det indtil videre er blevet til 10 landskampe for Danmark, med hvem det også blev til VM-guld i 2023.
Thyboen håber, at han kan være med til at sikre Aalborg Håndbold adskillige flere titler – og allerhelst den største af dem alle.
– Der skal ikke være tvivl om, at jeg er ekstremt glad for at være i Aalborg Håndbold. Selvom jeg først havde kontraktudløb i 2027, så var jeg med det samme klar over, at jeg gerne ville forlænge min aftale da muligheden bød sig.
– Mine personlige ambitioner flugter rigtig godt med klubbens, og jeg håber at vi fortsat kan blive ved med at hive titler hjem, ligesom jeg også drømmer om, at vi en dag kan vinde Champions League. Så jeg er glad for at skulle være her i lang tid endnu, og glæder mig til fortsat at trække den røde trøje over hovedet og spille foran vores mange fantastiske fans, siger Mads Hoxer.
Sammen med kollegerne spiller Hoxer søndag aften på hjemmebane mod Bjerringbro-Silkeborg i Bambuni Herreligaen, hvor man inden dagens opgør er noteret for maksimumpoint efter de første 11 spillerunder.





