pokal header web august 2025

Aalborg Håndbold vinder Santander Final4!

Bag store indsatser fra blandet andet Thomas Arnoldsen og Niklas Landin blev triumfen kørt sikkert i hus med cifrene 34-29.

Søndag var det blevet finaletid ved Santander Final4 i Jyske Bank Boxen, hvor Aalborg Håndbold for anden weekend i træk stod overfor Bjerringbro-Silkeborg – denne gang med muligheden for at sikre den tredje pokaltitel i klubhistorien.

I forhold til lørdagens semifinale havde cheftræner Simon Dahl start valgt at sende Niklas Landin på mål, mens Sebastian Barthold ligeledes var ny på venstre fløj. Dertil Jack Thurin, Thomas Arnoldsen, Simon Hald og Aleks Vlah.

Kampens første scoring kom fra Thurin, men to Landin-redninger gav ikke udbytte i modsatte ende, da både Arnoldsen og Vlah leverede forivrede afslutninger. Det gav stillingen 2-2 efter fem minutter, hvor holdene fortsat følte hinanden på tænderne.

Dog stod det klart, at spillestilen hos BSH passede markant bedre til det nordjyske forsvar, der fra start fik fint fat i tingene, hvilket gav Landin gode betingelser i målet.

Offensivt var Thomas Arnoldsen igen dynamoen der med drev værket med både gennembrud, mål og assists, hvorfor både han og Thurin efter 11 minutter var noteret for hver tre fuldtræffere.

Arnoldsen fortsatte kort efter de flotte takter. I undertal trak han først en udvisning på BSH’s Alexander Lynggaard, inden han dernæst tordnede kuglen i nettet til 8-6.

Også søndag var der spilletid til nyligt hjemvendte Sander Sagosen, der ganske som i gårsdagens semifinale bidrog fint i det defensive spil, hvor Aalborg Håndbold for alvor fik godt fat som halvlegen skred frem.

BSH gik flere gange adskillige minutter uden scoring og gårsdagens manglende effektivitet foran mål var vekslet til stor skarphed i finalen, hvilket betød at Aalborg-føringen efter 19 minutter var på 12-7.

For anden gang blev et nordjysk undertal af kort varighed, da Henrik Møllgaard knap havde taget plads på bænken inden BSH’s Peter Balling måtte samme vej for at træffe Landin i hovedet på en afslutning.

Netop Landin var sammen med Arnoldsen første halvlegs helt store oplevelse. Efter 23 minutter var han noteret for otte redninger, heraf flere på helt åbne chancer, og med en redningsprocent på 44,44 efter første halvleg havde han en stor aktie i, at de danske mestre havde et solidt overtag over BSH.

Midtjyderne kunne ganske enkelt ikke finde modsvar på en dynamisk og solid defensiv, der ofte lukkede helt ned for spilfordelerne Rasmus Lauge og Morten Olsen. Kombineret med en række knivskarpe angreb gav det en fuldt fortjent pauseføring på hele 18-11.

Om det var pausen der brød det nordjyske flow eller blot en stor iver for at komme på banen igen og forsøge at lukke kampen vides ikke.

Faktum var dog, at BSH på anden halvlegs første fem minutter fik indhentet tre scoringer via kløgtigt og kontrolleret spil, mens nordjyderne forhastede sig med uskarpe afslutninger.

Ligeledes havde de hvidklædte fra Søhøjlandet fået skruet på tingene i angrebet, hvilket Aalborg-forsvaret skulle indstille sig efter, i det man tre gange måtte indkassere straffekast, som Gudmundur Asparsson iskoldt sendte i nettet hver gang.

Galleri – klik for større fotos

Dermed var spændingen i den grad intakt efter 41 minutter ved stillingen 22-19 og med momentum på midtjyske hænder.

Hårdtarbejdende Arnoldsen fik samtidig en pause til fordel for unge Marinus Munk, mens BSH måtte se Nikolaj Læsø udgå af kampen med en ankelskade. Samtidig gik midtjyderne i syv-mod-seks spil i angrebet, hvilket i første omgang medførte en Landin-scoring i tomt mål, inden keeperen igen viste klassen med forrygende redninger to angreb i træk.

Som tiden gik fornemmede man nu desperationen stige hos BSH, der med 12 minutter tilbage igen var bagud med seks mål ved stillingen 27-21 og tvunget til timeout.

Overmagten var dog for stor, for Aalborg Håndbold besvarede hver en scoring med mål i modsatte ende, blandt andet tre gange i træk ved Marinus Munk.

Samtidig viste bredden for den nordjyske trup sig igen særdeles værdifuld, idet Simon Dahl også denne dag lykkedes flot med at bringe samtlige spillere i brug, så der alle 60 minutter var friske ben på banen.

Med under fire minutter igen var føringen fortsat komfortabel, hvorfor Jack Thurins scoring til 34-28 efter 58 minutter slukkede de sidste midtjyske håb.

Pokaltriumfen blev en realitet med cifrene 34-29 – den tredje pokaltitel i Aalborg Håndbolds historie.

Tusind tak til de flere end 2.000 fans der hele weekenden støttede holdet flot til pokaltriumfen.

Onsdag aften venter næste store udfordring på udebane mod SC Magdeburg i Machineseeker EHF Champions League.

Matchfacts Santander Final4, finale

Aalborg Håndbold – Bjerringbro-Silkeborg Håndbold 34-29 (18-11)

Stillinger undervejs

10’ 6-4, 20’ 12-7, 30’ 18-11, 40’ 22-18, 50’ 29-24, 60’ 34-29

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 7, Jack Thurin 5, Sebastian Barthold 4, Aleks Vlah 4, Kristian Bjørnsen 4, Marinus Munk 3. René Antonsen 2, Niklas Landin 1, Simon Hald 1, Martin Larsen 1, Henrik Møllgaard 1, Buster Juul 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 35% (14/40)

Fabian Norsten – 0% (0/3)

Målscorere BSH

Peter Balling 8, Gudmundur Bragi Asparsson 7, Patrick Boldsen 5, Rasmus Lauge 2, August Fridén 2, Anders Zachariassen 2, Magnus Rahbek 2, Nikolaj Læsø 1

Redningsprocenter BSH

Mikkel Løvkvist – 21,43% (6/28)

Kasper Larsen – 9,09% (1/11)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 2

BSH: 2

9.500 tilskuere i Jyske Bank Boxen

HHD_1168

Anderson: "Vi elsker at spille på hjemmebane"

Norske Patrick Helland Anderson glæder sig til lørdagens kamp mod Fredericia HK og til igen at spille foran det medlevende publikum i Sparekassen Danmark Arena.
Aalborg-Bucuresti

Se højdepunkter fra onsdagens sejr i EHF Champions League

Se de bedste mål og aktioner fra gårsdagens sejr over Dinamo Bucuresti.
Dinamo4

Sikker sejr over Dinamo Bucuresti

En føring på syv mål blev næsten indhentet, inden Aalborg Håndbold skruede op for blusset og sejrede med sikre 34-28 over gæsterne Dinamo Bucuresti. Juri Knorr topscorer med otte mål.

Håndbold i verdensklasse