De danske mestre fortsatte sejrsstimen i Bambuni Herreligaen, da midtjyderne søndag aften blev nedkæmpet i Sparekassen Danmark Arena.
Efter torsdagens medrivende kamp i Kielce gjaldt det søndag aften opgøret mod BSH i Bambuni Herreligaen.
Her kunne cheftræner Simon Dahl byde anfører René Antonsen velkommen tilbage i truppen, mens Vetle Rønningen til gengæld måtte stå over med en hovedskade. Gæsterne stillede op til kamp uden profilerne Rasmus Lauge og Mads Svane, samt målmand Kasper Larsen.
Fra start var Fabian Norsten i mål, Alexander Blonz og Kristian Bjørnsen på fløjene, Mads Hoxer og Juri Knorr på backpladserne, fødselar Lukas Nilsson som playmaker, samt Felix Möller på stregen, hvor Simon Hald skiftede ind i defensiven for Nilsson.
I en tempofyldt start på kampen kom også Marinus Munk hurtigt på banen, men måtte se sin første afslutning afværget, så gæsterne kunne tage teten 2-3 efter tre minutter, inden Felix Möller på en ripost kunne udligne.
Ingen af holdene fik i indledningen fat i defensiven, hvorfor målene væltede ind i begge ender af banen, hvilket gav stillingen 6-6 efter otte minutter. Her havde især Juri Knorr vist sig godt frem med tre flotte scoringer og tyskeren fortsatte således de fine takter fra torsdagens dyst i Polen.
I målmandsduellen var det gæsternes Marko Roganovic der kom bedst fra land med fire redninger i de første 12 minutter, mens Norsten i Aalborg-målet måtte nøjes en enkelt. BSH-keeperen kunne dog ikke forhindre Nilsson i at nette til 8-7 efter et gennembrud.
Ingen af mandskaberne fik derfor gang i kontraspillet, men da Norsten leverede to gode redninger på stribe, blev det rygstødet til opgørets første to-målsføring efter scoringer fra stregen ved Möller og dernæst Hald.
Samtidig kom Alec Smit på banen på højre fløj og anfører Antonsen blev sendt ind på stregen, inden Buster Juul misbrugte et straffekast og den efterfølgende retur, så føringen efter 17 minutter var 10-8.
Midtjyderne var på dette tidspunkt uden scoring i knap seks minutter og stimen fortsatte, da en teknisk fejl fra BSH blev straffet på en hurtig kontrascoring af indkomne Sander Sagosen på assist fra Smit.
Det tvang gæsterne til opgørets første timeout, der efter genstart førte til reducering ved Peter Balling til 11-9, inden Roganovic atter måtte pille bolden ud af nettet efter Lukas Nilssons anden scoring.
Fortsat hang gæsterne dog ved og Simon Dahl valgte derfor at forsøge sig med fem-et forsvar, hvilket ikke gav den ønskede effekt, så to ubesvarede scoringer fra BSH sendte Aalborg-træneren til timeoutknappen efter 22 minutter.
Det blev anledning til Patrick Helland Andersons første minutter og nordmanden trak kort efter kampens første udvisning, da BSH’s Anders Zachariassen tog ureglementerede midler i brug for at bremse backen.
To Sagosen-træffere skabte atter luft, inden Helland Anderson nettede for første gang efter en teknisk fejl af gæsterne. Desværre måtte Sagosen kort efter tage plads på bænken med Aalborgs første udvisning i kampen, men Simon Halds scoring i tomt mål sikrede stillingen 18-15 ved pausen.
Galleri – klik for større fotos
Med Niklas Landin mellem stængerne blev anden halvleg skudt i gang, og målvogteren leverede da også redninger på to af de første tre BSH-afslutninger. Desværre kunne holdkammeraterne ikke følge trop i angrebet, hvor afbrændere og tekniske fejl for anden gang i kampen lukkede de sortklædte gæster ind i opgøret, så måltavlen efter 35 minutter viste 19-18.
Defensiven fik dog strammeget grebet efterfølgende med opsnappede bolde og blokeringer, hvilket gav scoringer på både straffekast og kontra i den anden ende af banen. Ved stillingen 24-20 efter 41 minutter måtte gæsterne derfor atter tage timeout.
Bedst som Aalborg Håndbold øjnede muligheden for at lægge afgørende afstand på måltavlen kom der atter klumper i angrebsbenzinen, alt imens BSH trak syv-mod-seks kortet for at forsøge at holde trit.
Efter 45 minutter var der dramatik, da gæsternes Thor Christensen ramte Mads Hoxer med et slag i ansigtet, hvilket udløste et rødt kort fra kampens dommere.
Det skulle vise sig at blive dødsstødet til BSH, da Felix Möller og dernæst Juri Knorr øgede til 28-22 i de efterfølgende minutter.
Om end gæsterne i de sidste 10 minutter kom lidt bedre med, blandt andet efter en udvisning til Lukas Nilsson, betød redninger fra Landin og yderligere fuldtræffere fra Knorr, at den 12. sejr på stribe i Bambuni Herreligaen blev en realitet med cifrene 35-29.
Dermed er der fortsat syv points forspring til andenpladsen i tabellen, der i øjeblikket indtages af GOG.
Allerede om tre dage venter Champions League-returopgøret mod Industria Kielce i Sparekassen Danmark Arena.
Matchfacts Bambuni Herreligaen, 12. spillerunde
Aalborg Håndbold – Bjerringbro-Silkeborg Håndbold 35-29 (18-15)
Stillinger undervejs
10’ 7-7, 20’ 12-10, 30’ 18-15, 40’ 23-20, 50’ 28-23, 60’ 35-29
Målscorere Aalborg Håndbold
Lukas Nilsson 6, Sander Sagosen 6, Juri Knorr 5, Mads Hoxer 5, Felix Möller 4, Simon Hald 3, Marinus Munk 3, Patrick Helland Anderson 1, Alexander Blonz 1, Buster Juul 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 42,86% (9/21)
Fabian Norsten – 23,81% (5/21)
Målscorere Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Nikolaj Læsø 5, Mads Lenbroch 5, Magnus Rahbek 4, Patrick Boldsen 3, Nikolaj Øris 3, Anders Peter Balling 3, Zachariassen 2, Alexander Lynggaard 2, Lasse Sunde Lid 1, Rasmus Lyngsø 1
Redningsprocenter Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Marko Roganovic – 28,26% (13/46)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 3
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold: 1
Rødt kort
Aalborg Håndbold: ingen
Bjerringbro-Silkeborg Håndbold: 46’ Thor Christensen
5.190 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena





