pokal header web august 2025

Flot første halvleg gav sikker sejr over Skjern

Aalborg Håndbold viste klassen, da man søndag aften sejrede på udebane med 35-29 over Skjern Håndbold. Lukas Nilsson topscorer med syv mål.

Efter torsdagens skuffelse i Berlin i Champions League skulle Aalborg Håndbold søndag aften forsøge at komme tilbage på sejrssporet mod sidste års DM-finalister fra Skjern Håndbold.

For første gang var Alexandre Blonz på holdkortet, efter at nordmanden siden sin ankomst har kæmpet sig tilbage fra en korsbåndsskade. Fløjspillerens tilgang betød også, at målmand Agúst Björgvinsson var fravalgt til dagens kamp.

På banen var det dog Buster Juul der Indledte på venstre fløj, Patrick Wiesmach på højrefløj, Simon Hald på stregen, samt den velkendte start-bagkæde med Mads Hoxer, Thomas Arnoldsen og Lukas Nilsson. Endelig indledte Niklas Landin i målet.

Ikke overraskende blev der indledt med højt tempo og allerede i de første minutter kom Marinus Munk og Felix Möller også i aktion, førstnævnte med en ægte sliderscoring til 2-3 i kampens fjerde minut.

Skjern-holdet lykkedes indledningsvis med at flytte bolden godt rundt i angrebet og komme til gode afslutninger, hvilket gik godt de første tre gange, inden Landin pillede et skud og Marcus Midtgaard i det efterfølgende Skjern-angreb begik en angrebsfejl. Begge blev omsat til Aalborg-scoringer til nordjysk to-målsføring.

Desværre måtte Mads Hoxer indkassere opgørets første udvisning efter syv minutter, hvilket i undertal gav plads til Patrick Helland Anderson, der indledte med at trække et straffekast, som Buster Juul omsatte til stillingen 4-6.

Generelt var effektiviteten stor hos Aalborg Håndbold, der på både første og anden bølge ramte hjemmeholdet hårdt med scoringer, både via skud fra distancen, gennembrud og indspil til stregen.

Efter et kvarter var stillingen 8-11 og den tidligere Skjern-spiller Vetle Rønningen kom nu i aktion mod sine tidligere holdkammerater. Nordmanden bidrog fint til at man fortsat havde godt greb om tingene.

Vestjyderne havde løbende et vågent øje på Thomas Arnoldsen, der i Super Cup’en i august måned scorede hele ni gange, men det øgede fokus gav blot mere plads til holdkammeraterne, blandt andet Hoxer, der med en hammer af et skud kunne øge føringen til fire mål, inden Skjern var tvunget til timeout.

Samtidig begyndte Landin i målet for alvor at tage fra, da han i to omgange afværgede skudforsøg, den ene på en friløber. Det gav et Aalborg-straffekast på det efterfølgende angreb, som Buster Juul omsatte sikkert.

Herefter fulgte syvende redning fra Landin, inden det igen var Hoxers venstre arm der kom i fokus med to scoringer, så stillingen i 24. minut hed 11-16, inden Skjern for anden gang måtte i undertal efter en udvisning. Det gav yderligere en Juul-scoring, efterfulgt af en kontrascoring fra Simon Hald, så hullet for Skjern løbende blev dybere og dybere.

Knap seks minutter blev værterne holdt uden scoring og pausestillingen 12-20 talte sit eget tydelige sprog.

Det gav fra anden halvlegs start mere spilletid til Helland Anderson, ligesom også anfører René Antonsen og Lukas Nilsson kom i aktion, mens Fabian Norsten afløste Landin i målet.

De nye konstellationer gav lidt knas i maskineriet og to ubesvarede Skjern-scoringer, inden Lukas Nilsson med et missil åbnede scoringskontoen for anden halvleg for Aalborg Håndbold.

Målene haglede nu ind i begge ender af banen med kontraløb efter kontraløb, så stillingen efter 37 minutter var 17-23. Især Nilsson viste sig fint frem i denne fase med hele fire fuldtræffere.

Galleri – klik for større fotos

Kort efter fik Skjerns Jon Lindenchrone en udvisning for en hård tackling på Mads Hoxer, der sendte bagspilleren humpende fra banen, inden Buster Juul misbrugte et straffekast.

Føringen var nu skrumpet fra otte til fem scoringer, men en fortsat velfungerende offensiv og Norstens første redning, gav to hurtige scoringer til 21-28 efter 45 minutter.

Efter en Skjern-timeout var der endelig officiel debut i Aalborg-trøjen til Alexandre Blonz på venstre fløj, og nordmanden kunne konstatere, at man efter 50 minutter havde en relativ komfortabel føring på fem mål.

Defensivt var man dog ikke på samme niveau som i første halvleg, så der skulle fortsat bolde i kassen i slutfasen for at køre sejren i hus.

To træffere fra Marinus Munk bidrog til at holde forspringet, mens Lukas Nilsson leverede sin syvende scoring, så værternes desperation steg i takt med at tiden gik på haluret.

Mere spænding kom der ikke om udfaldet, der endte med en sejr på 29-35 – præcis samme cifre som i Bambuni Super Cup.

Dermed er Aalborg Håndbold nu alene på førstepladsen i Bambuni Herreligaen med otte point for de første fire kampe.

Onsdag venter næste store opgave, når de portugisiske mestre Sporting CP gæster Sparekassen Danmark Arena i EHF Champions League.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 4. spillerunde

Skjern Håndbold – Aalborg Håndbold 29-35 (12-20)

Stillinger undervejs

10’ 5-7, 20’ 9-14, 30’ 12-20, 40’ 19-25, 50’ 24-29, 60’ 29-35

Målscorere Aalborg Håndbold

Lukas Nilsson 7, Mads Hoxer 6, Buster Juul 6, Thomas Arnoldsen 5, Simon Hald 4, Marinus Munk 3, Patrick Wiesmach 2, Patrick Helland Anderson 2

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 42,86% (9/21)

Fabian Norsten – 10,53% (2/19)

Målscorere Skjern Håndbold

Jon Lindenchrone 9, Emil Bergholt 5, Mads Mensah Larsen 5, Marcus Midtgaard 5, René Rasmussen 3, Bjarke Christensen 1, Jakob Rasmussen 1

Redningsprocenter Skjern Håndbold

Christoffer Bonde – 20,93% (9/43)

Kristian Zetterlund – 0% (0/1)

2-minutters udvisninger

Skjern Håndbold: 3

Aalborg Håndbold: 1

2.835 tilskuere i Skjern Bank Arena

HHD_0885

Søndagsdyst mod Skjern i vente

Anfører René Antonsen ser frem weekendens opgør i Bambuni Herreligaen, der byder på en rematch af seneste sæsons DM-finale.
EHF-CL_2025-26_ Fuechse Berlin-Aalborg Handbold

Rodet affære gav nederlag i Berlin

I en kamp hvor Aalborg Håndbold for sent fandt fodfæstet, måtte man torsdag aften se sig slået af Füchse Berlin på udebane med cifrene 31-28.
HBCNantes_Aalborg_05032025_Briet (2)

Machineseeker fortsætter succeshistorien med EHF Champions League

Machineseeker Group forbliver navnesponsor for Machineseeker EHF Champions League i sæsonen 2025/26 – og markerer dermed sit fjerde år i træk som officiel titelsponsor for Europas fornemste klubturnering.

Håndbold i verdensklasse