Første sæsonnederlag en realitet

Trods et flot comeback i anden halvleg formåede Aalborg Håndbold ikke at snøre sækken, så BSH kunne trække længste strå med cifrene 38-37. Juri Knorr topscorer med otte mål.

Efter halvanden uges pause fra Bambuni Herreligaen skulle Aalborg Håndbold onsdag aften endelig igen i aktion, da Bjerringbro-Silkeborg Håndbold (BSH) var modstanderen på udebane i næstsidste runde af grundspillet.

Uden korsbåndsskadede Alec Smit, samt en småskadet Mads Hoxer, stillede cheftræner Simon Dahl fra start med Niklas Landin på mål, Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene, Thomas Arnoldsen, Patrick Helland Anderson og Sander Sagosen i bagkæden, samt Felix Möller på stregen. I defensiven vekslede Simon Hald fra start med Sagosen.

Kun godt et minut var gået, da Arnoldsen kortvarigt måtte forlade banen efter at have tabt pusten i et sammenstød, hvilket gav plads til Juri Knorr på banen.

Generelt brugte begge hold de indledende minutter på at indstille højden og intensiteten i defensiven, mens begge målvogtere ligeledes skulle bruge lidt tid inden de første redninger kom.

Arnoldsen kunne på straffe give Aalborg Håndbold kampens første føring ved stillingen 3-4, inden Andersson kort efter udnyttede en god kontra til at øge yderligere.

Hos værterne var det især Mads Svane og Lasse Sunde Lid der udfordrede det nordjyske forsvar med både finter, fart og afslutninger, mens midtjyderne til gengæld havde rigeligt at gøre med at styre en Sander Sagosen i hopla.

Nordmanden fik flere gange trykket BSH-defensiven flad, hvilket gad gode assistmuligheder til holdkammeraterne, og fik forsvaret ikke fat i Sagosen kostede det enten scoring eller straffekast i nordjyske favør.

Kampens anden mulighed på straffe blev desværre misbrugt af Arnoldsen, så hjemmeholdet kunne udligne til 7-7 efter godt 10 minutter, og boldene fløj i denne fase om ørerne på begge målmænd, som et resultat af, at ingen af de to forsvar endnu havde formålet at bremse modstanderen.

Simon Dahl sendte derfor Marinus Munk i aktion i defensiven, hvor han med sine hurtige fødder skulle søge at stoppe blandt andet BSH’s Svane.

Den tidligere Aalborg-spiller Nikolaj Læsø fik opgørets første udvisning efter 14 minutter, inden anfører René Antonsen kort efter kom på banen for første gang. Overtallet gav dog ikke nævneværdig succes, og kort efter kunne værterne generobre føringen 12-11.

Fortsat fornemmede man ikke, at de danske mestre havde fået banket rusten fra landsholdspausen ud af benene, for der var endnu noget tilbage at ønske i forhold til både fart og intensitet.

Derfor blev Knorr igen sendt i aktion efter 22 minutter, hvor stillingen var 15-13 i BSH’s favør, og selvom der på kort tid blev udlignet til 15-15, kostede tekniske fejl atter to mål i mod, hvorfor Simon Dahl måtte trykke på timeoutknappen for første gang i opgøret.

Herefter kom Vetle Rønningen ind i forsvaret, mens Norsten blev sendt på mål for Landin, der på dette tidspunkt var noteret for fire redninger.

Ændringerne gjorde dog ikke den store forskel, for fortsat var det hjemmeholdet der havde momentum, mens både Knorr og Anderson blev noteret for misbrugte chancer, så en skuffende første halvleg endte med pauseføring til BSH på 21-17.

Så stort et hul havde Simon Dahls tropper ikke befundet sig i længe, hvorfor der var alt at gøre i anden omgang for at indhente det tabte terræn.

Fra anden halvlegs start kom Alexander Blonz ind på venstre fløj, men nordmandens første afslutning blev afværget, og da Andersons første skud led samme skæbne, mens BSH fortsat scorede på sine angreb, var stillingen efter 32 minutter 23-17 til værterne.

Så blev ærmerne for alvor smøget op hos nordjyderne, der med tre ubesvarede scoringer fra Knorr, Bjørnsen og Arnoldsen slog godt igen.

Desværre gik gassen lidt af ballonen, da Rønningen fik en unødvendig udvisning for skub i ryggen, mens Simon Hald kort efter røg samme vej, da han kom for sent i en tackling.

Heldigvis snuppede Norsten i to omgange afslutninger fra fløjen, mens man fint kom igennem undertallet, så Blonz efter 40 minutter kunne reducere til 25-23.

De gode defensive takter fortsatte, inden Arnoldsen på en hurtig kontra fremtvang både udvisning og straffekast, som Knorr sikkert omsatte, hvorefter Munk i overtallet kunne udligne til 25-25 med scoring i tomt mål.

Galleri – klik for større fotos

Ikke overraskende skred værterne til syv-mod-seks spil i angrebet, men trækket lykkedes i første omgang ikke, hvorfor Bjørnsen med scoring til 27-28 kunne levere den første nordjyske føring siden stillingen 10-11.

Kampen var nu atter helt lige, men det var Simon Dahls tropper, der løbende bragte sig i front og tvang BSH til at svare igen.

En angrebsfejl gav mulighed for at øge føringen til to mål, men en forhastet afslutning fra Knorr endte i hænderne på en BSH-spiller, så muligheden blev forspildt. Heldigvis opstod chancen igen kort efter, og denne gang kunne Arnoldsens sjette træffer give føring på 32-34 med syv minutter tilbage i kampen.

Bedst som man troede, at overtaget var sikret, kom de sortklædte værter tilbage på omgangshøjde efter en teknisk fejl af Sagosen, så tingene fortsat var helt tætte med kun fire minutter igen.

Endnu en mulighed for at komme i front med to mål blev forspildt, så BSH’s Mads Lenbroch kunne udligne til 36-36, inden Arnoldsen i det efterfølgende angreb måtte se sit skud reddet og returen endte i lapperne på hjemmeholdet med 60 sekunder tilbage på haluret.

Efter en timeout kunne Mads Lenbroch score til 37-36, Arnoldsen udlignede med få sekunder igen, men da man spillede syv-mod-seks i angrebet stod målet tomt og Alexander Lynggaard kunne sende bolden i nettet kort før slutfløjtet lød.

Dermed blev sæsonens første nederlag i Herreligaen en realitet, men ændrer ikke på, at grundspilssejren fortsat sikrer et optimalt udgangspunkt for det kommende slutspil.

Lørdag eftermiddag skal slutspilsformen pudses helt af i grundspillets sidste opgør, når det hjemme i Sparekassen Danmark Arena gælder opgøret mod TMS Ringsted, der bliver en oplagt mulighed for at komme tilbage på sejrssporet.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 25. spillerunde

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold – Aalborg Håndbold 38-37 (21-17)

Stillinger undervejs

10’ 6-7, 20’ 13-12, 30’ 21-17, 40’ 25-23, 50’ 31-32, 60’ 38-37

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 8, Thomas Arnoldsen 7, Sander Sagosen 6, Kristian Bjørnsen 5, Patrick Helland Anderson 3, Marinus Munk 3, Alexander Blonz 2, Simon Hald 1, Felix Möller 1, Buster Juul 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 19,02% (4/21)

Fabian Norsten – 25,93% (7/27)

Målscorere Bjerringbro-Silkeborg Håndbold

Mads Svane 8, Patrick Boldsen 7, Mads Bayer Lenbroch 7, Nikolaj Læsø 6, Lasse Sunde Lid 5, Alexander Lynggaard 2, Anders Zachariassen 2, Nikolaj Øris 1

Redningsprocenter Bjerringbro-Silkeborg Håndbold

Marko Roganovic – 22,22 (8/36)

Kasper Larsen – 0% (0/4)

2-minutters udvisninger

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold: 2

Aalborg Håndbold: 2

2.106 tilskuere i JYSK Arena, Silkeborg

_Y4A9741

TÆT PÅ: Niklas Landin

AALBORG DET HELT RIGTIGE VALG
Aarets_frivillige_traener_2025

Nu skal "Årets frivillige træner" i Nordjylland findes!

Hvem skal modtage prisen i år? Indsend dine nomineringer med det samme.
11262025_ Aalborg_HBC Nantes_00

Opsamling på et stærkt grundspil

Selvom det ikke lykkedes for Aalborg Håndbold at gennemføre ligagrundspillet med maksimumpoint, formåede vi alligevel at skrive os ind i rekordbøgerne.

Håndbold i verdensklasse